Hjulene ruller

Her er der job at få

Af | @IHoumark

I fire kommuner er der nu så godt gang i hjulene, at der bliver slået flere job op, end da det gik allerbedst tilbage i nullerne. Borgmestre glæder sig over levende jobmarked, men advarer samtidig mod at glemme langtidsledige.

Der er kommet gang i hjulene på jobmarkedet i Lejre. Ikke mindst byggeriet trækker. Og så sent som i august blev en ny togstrækning til Vipperød indviet. 

Der er kommet gang i hjulene på jobmarkedet i Lejre. Ikke mindst byggeriet trækker. Og så sent som i august blev en ny togstrækning til Vipperød indviet. 

Foto: Simon Læssøe/Scanpix

Der er gang i en jobfest adskillige steder i Danmark. Nogle steder er der oven i købet så meget fut i festen, at den går bedre end under jobfesten i de brølende nuller.

I en ny analyse har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) set på, hvordan det går med antallet af opslåede stillinger i jobcentrenes fælles portal, Jobnet.dk.

Er der mange ledige job i din kommune?Klik ind på kortet og se, hvordan udviklingen er i din kommune, når det gælder ledige stillinger. Du kan se, hvordan det går med antallet af ledige job nu sammenholdt med før krisen.
Kilde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Kortet er udarbejdet af Ugebrevet A4.

Langt fra alle ledige stillinger bliver slået op på jobnet.dk, så tallene skal tages med et gran salt. Men tallene giver en god indikation på, hvordan beskæftigelsen udvikler sig.

AE har analyseret antallet af ledige stillinger på Jobnet.dk i foråret 2008 og foråret i år. Her viser det sig, at der for fire kommuners vedkommende var flere ledige stillinger i år sammenholdt med dengang i 2008, da der var fuld knald på økonomien.

Er der flere ledige job i din kommune?
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Jobindsats.dk. Note: Der er tale om stillinger slået op på Jobnet.dk, og det skal bemærkes, at langt fra alle job opslåes her. Udviklingen i antallet af opslåede job er en sammenligning mellem 2. kvartal 2008 og 2. kvartal 2014. Hvis procentandelen er større end 100, er antallet af opslåede job vokset i perioden. På landsplan er der i dag færre job opslået, end da økonomien kogte i begyndelsen af 2008. Der er kun 55 procent så mange job opslået nu som i 2008.

Tre af de fire kommuner med jobfest nu ligger vest for København. Det drejer sig om Lejre, Høje-Taastrup og Rødovre. Den fjerde kommune er storbyen Aarhus.

Vi kan mærke, det begynder at vende. Mette Touborg (SF), borgmester, Lejre

Statistisk set vinder Lejre prisen som kommunen med forholdsvis flest opslåede job. Borgmesteren, SF’eren Mette Touborg, bekræfter, at der er gang i det lokale jobmarked.

»Vi er ikke ude af jobkrisen, men vi kan mærke, det begynder at vende. Især bygge- og anlægsbranchen giver job i vores kommune,« fortæller Mette Touborg.

Det lysner i København

I København er antallet af udbudte job stadigvæk ikke på niveau med boomet i nullerne. Men det går dog forholdsvis godt. Mens der på landsplan nu er udbudt 55 procent så mange job, som der var i foråret 2008, så er tallet for København 80 procent.

»Det lysner helt klart i København,« lyder vurderingen fra byens borgmester med ansvar for beskæftigelse og integration, radikale Anna Mee Allerslev.

Klik her for at læse artiklen: København og Aarhus er ude af krisen

»Vi er inde i en god udvikling, og den prøver vi på fra kommunens side at understøtte,« siger Anna Mee Allerslev.

Hun nævner, at hovedstaden næste år halverer gebyret for byggesager, så private og erhvervsliv får mere mod på at igangsætte byggeri. Derudover er kommunen ved at oprette et erhvervshus, der skal give virksomhederne én indgang til kommunen og bedre service.

Ledige stopper i Valby

I det hele taget er der pænt gang i jobmarkederne i og omkring landets tre største byer. Som nævnt er der i Aarhus større jobfest nu end i foråret 2008. Og København og Odense ligger begge over landsgennemsnittet for udbudte job sammenholdt med 2008.

Ledige fra hele landet er selvfølgelig velkomne til at søge job i København. Anna Mee Allerslev (R), borgmester for beskæftigelse og integration, København

I København hilser Anna Mee Allerslev det velkomment, at ledige fra hele Danmark søger job i hovedstaden.

»Ledige fra hele landet er selvfølgelig velkomne til at søge job i København. Men det er ikke det ’flow’, jeg er interesseret i, « fortæller Anna Mee Allerslev og uddyber:

»Jeg er mere interesseret i at få arbejdsløse københavnere til at søge job uden for København. Vi oplever, at en del københavnere – og for den sags skyld også arbejdsløse på Frederiksberg – kun søger job i byen. Det virker som om, de har en mental barriere mod at søge job på hele Sjælland.«

Hun fortæller, at mange ledige, københavnske akademikere tilsyneladende ikke har gjort sig klart, at de bare ved at søge 50 kilometer væk i en del tilfælde kan få både job med mere ansvar og større løn, end de kan få inde bag voldene.

I Aarhus bruger bystyret ikke krudt på at invitere jyder til jobfest i den jyske hovedstad. Rådmanden for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus, Thomas Medom (SF), siger:

»Aarhus får 4.000-5.000 ekstra borgere hvert år, så byen behøver ikke at sende invitationer ud til hele Jylland om at søge job og bolig i Aarhus. De nye borgere kommer af sig selv. Så vi lader nabokommunerne om at lave marketing for at få flere indbyggere.«

Glem ikke langtidsledige

Selv om der hænger mange ledige job på træerne i København, vokser træerne i hovedstaden ikke ind i himlen. Det fastslår borgmester Anna Mee Allerslev.

»Det er skønt, at mange kan nøjes med at være arbejdsløse i kort tid. Men vi kæmper fortsat i København med, at vi har relativt mange kontanthjælpsmodtagere, der har gået ledige i årevis. På trods af fremgang har langtidsledige svært ved at komme ind på jobmarkedet,« fortæller Anna Mee Allerslev og fortsætter:

»I hele skyttekravskrigen om dagpengene bliver de, der har det endnu værre – nemlig de langtidsledige på kontanthjælp – helt glemt. I København skal vi gøre en ekstra indsats for, at de også vinder fodfæste på arbejdsmarkedet.«

I Lejre understreger borgmester Mette Touborg også, at den begyndende jobfest bestemt ikke må få det lokale jobcenter til at hvile på laurbærrene.

»Vi har for mange ledige, og derfor er det meget vigtigt, at vores jobcenter fortsætter med at gøre meget ud af at følge jobmarkedet og hjælpe de virksomheder, der søger folk,« siger Mette Touborg og fortsætter:

»Den tætte kontakt til erhvervslivet gør, at vi eksempelvis bedre kan få ledige i virksomhedspraktik eller i job med løntilskud i virksomheder, hvor der er gode chancer for, at de får job bagefter.«

Klik her for at læse hele analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: