Helt på spanden i Baltikum

Af

Mens vi i Danmark og resten Vesteuropa og USA kan ane enden på recessionen, ser situationen helt anderledes ud i de baltiske lande, hvor en årelang forbrugs- og kreditfest er afløst af fyringer, smalkost og økonomisk deroute for millioner.

DÅRLIGE TIDER Det kan godt være, verdensøkonomien så småt er ved at komme op i gear igen, men det er ikke noget, som de godt og vel 2,5 millioner indbyggere i Letland har mærket det store til.

»Det ser sort ud. Du skulle prøve at tage en tur med bussen her i Riga, så vil du høre snakken gå om fyringer, lønnedgang og kreditkriser. Letterne er deprimerede, og de har tabt deres tiltro til regeringen,« fortæller Peteris Krigers, der er formand for LBAS, den lettiske pendant til LO i Danmark.

Situationen er ikke meget bedre i Litauen, fortæller Bo Harald Tillberg, der er chef for Nordisk Ministerråds kontor i Vilnius.

»Jeg ser ingen tegn på, at krisen er overstået. Og nu er turistsæsonen ved at være forbi. Det vil kun gøre det sværere for folk at finde et arbejde og få økonomien til at hænge sammen,« siger han.

Alvoren afspejles kun alt for godt i arbejdsløshedstallene for de tre baltiske lande. Ifølge de seneste opgørelser fra EU’s statistiske kontor Eurostat har arbejdsløsheden i Letland, Litauen og Estland været konstant stigende de seneste mange måneder, så den nu er på henholdsvis 17,4 procent, 16,7 procent og 13,3 procent. Til sammenligning er den gennemsnitlige arbejdsløshed i EU ’kun’ steget til 9,5 procent. Hvad værre er, så ser det absolut ikke ud til at nedturen slutter lige foreløbig. Står Eurostats tal til troende, vil de tre baltiske lande komme suverænt dårligst ud af 2009 med tocifrede negative vækstrater – og for Letland og Litauen forventes det ikke at blive synderligt meget bedre i 2010.

Den danske økonom Morten Hansen, der er leder af det økonomiske institut på Stockholm School of Economics i Riga, afviser også kontant, at krisen ebber ud.

»Der er absolut intet, der tyder på vækst eller bedre tider. Forbrugerne kan ikke forbruge. Virksomhederne er ikke interesserede i at investere. Og staten har ingen mulighed for at lave hjælpepakker. Der er ingenting at komme efter,« siger han.

Da festen sluttede

Alt så ellers lovende ud så sent som i 2007. Den økonomiske vækst tonsede på sjette år derudad, der var job i massevis og meget indikerede, at det kun drejede sig om få år, før de baltiske landes indbyggere kunne nyde en levestandard på niveau med den, som vi har i Danmark og mange andre vesteuropæiske lande. Indtil sommeren 2008 herskede der tilmed en tro på, at de baltiske lande ikke ville blive ramt af de problemer, USA og mange af de rigeste lande i Europa døjede med.

Blandt økonomer opererede man med en afkoblingshypotese, der kort fortalt gik ud på, at væksten i udviklingslandene, deriblandt de baltiske lande, var så stærk, at den ikke ville blive trukket med ned i sølet af en kriseramt amerikansk økonomi. Men sådan gik det ikke.

Tværtimod, så blev de baltiske lande ramt benhårdt, da finanskrisen i efteråret 2008 for alvor tog fart. Med ét smækkede de ellers så låneivrige vestlige banker, der siden de baltiske landes optagelse i EU i 2004 havde kastet om sig med penge til forbrugere og virksomheder, kassen i. Nu ville bankerne have deres penge igen, frem for at låne dem ud.

Det pludselige stop for billige lån betød, at virksomhederne fik sværere ved at låne til nye projekter og privatforbruget, der bare havde tordnet af sted og skabt meget af væksten, faldt prompte. Udviklingen førte også til, at boligboblen, der ligesom i Danmark var drevet frem af lånevillige banker og hede drømme om konstant stigende priser, punkterede med et gevaldigt drøn. Ifølge netop offentliggjorte tal fra Global Property Guide er prisen på en lejlighed i Letlands hovedstad Riga faldet med 50 procent siden sidste sommer.

Middelklassen er væk

For den lettiske og litauiske regering er den bratte opbremsning en katastrofe. Selv i de gode år skabte udgifterne til opbygningen af en moderne velfærdsstat problemer. Det kunne dog lige gå, så længe solen skinnede på de baltiske økonomier, og skatteindtægterne årligt voksede med 10-20 procent. Men nu hvor væksten er væk, og statens indtægter er skrumpet ind til det rene ingenting, ser det for alvor sort ud.

Ifølge nogle kommentatorer var udviklingen uundgåelig. Men det gør den ikke mindre smertefuld, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der har fulgt de baltiske lande tæt gennem flere årtier, påpeger:

»Alle kunne se, at væksten var blevet uholdbar. Var de baltiske lande ikke blevet ramt af den finansielle krise, var de blevet ramt af inflation og faldende konkurrenceevne. Men det havde trods alt været blidere end at blive slået ned af en finanskrise, de ikke selv havde lod eller del i at fremkalde.«

Der er heller ingen tvivl om, at formanden for LBAS, Peteris Krigers, gerne havde undt sine medlemmer et par ekstra år med gode tider. I hans øjne er et af de store problemer ved krisen, at den voksende middelklasse er skrumpet gevaldigt ind.

»Tilbage er en lille gruppe af meget rige og en stor og voksende gruppe af fattige,« siger han.

Væksten i antallet af fattige skyldes blandt andet, at staten i kampen for at minimere underskuddet i stats-
kassen har skåret hårdt i de offentligt ansattes lønninger, mener Peteris Krigers.

»De hårdest ramte er lærerne og de ansatte i sundhedsvæsenet. Deres lønninger er blevet skåret med cirka 20 procent til 180 lettiske lat (knap 2.000 kroner, red.). De lever på et eksistensminium,« siger han.

De lave lønninger medfører også, at mange letter må tage både to og tre job for at få råd til dagligvarer, der ikke er meget billigere end i Danmark. De arbejdende skal dog ikke brokke sig for meget. For de arbejdsløse er situationen trods alt værre.

Letterne spildte de gode tider

Lederen af det økonomiske institut på Stockholm School of Economics i Riga, Morten Hansen, mener ikke, at den lettiske regering har haft andet valg end at skære voldsomt i lønningerne.

»Selv da økonomien voksede med 11 procent om året og havde gjort det i årevis, formåede den lettiske regering at have underskud i statskasserne. Det er selvfølgelig ikke bæredygtigt. Og når først krisen rammer, så bliver man selvfølgelig nødt til at skære i udgifterne,« siger han og fortsætter: »Alt blev brændt af i de gode tider.«

Situationens alvor understreges af, at letterne er blevet nødt til at henvende sig til den Internationale Valutafond (IMF), der har ydet Letland et lån på 2,4 milliarder dollar. I samme forbindelse gav Danmark sammen med de andre nordiske lande tilsagn om et lån på 2,5 milliarder kroner. Og EU stillede 4,3 milliarder til rådighed.

På gaden i Letland er der dog ikke kun ros til overs for den udenlandske støtte. Tværtimod, så kritiseres især IMF for sine strikse lånekrav, som i nogles øjne er med til at forværre krisen. I Morten Hansens optik er det rent nonsens:

»Det var trods alt Letland, der gik til IMF og ikke omvendt. Så foregår der selvfølgelig en forhandling om kriterierne. Men for Letlands vedkommende var det helt tydeligt, at man var nødt til at skære i de offentlige budgetter. Der var ikke andet at gøre,« siger han.

Måske er tiden også inde til at kigge frem og fokusere på, hvordan man igen kommer ovenpå.

En ofte anvendt kur mod de problemer, som de baltiske lande lider under, er en devaluering. Man nedskriver simpelthen værdien af valutaen fra den ene dag til den anden. Det gør det billigere for udlandet at købe landets varer, hvilket øger eksporten og skaber arbejdspladser. Problemet er bare, at en sådan strategi fuldstændig vil ruinere store befolkningsgrupper i Baltikum. I de gode år valgte mange estere, lettere og litauere nemlig at optage lavtforrentede eurolån hos lånevillige udenlandske banker. De lån vil blive fuldstændig umulige at betale tilbage, hvis man fra den ene dag til den anden skal betale dobbelt så mange lat, kroonen eller lita for en euro. Som formand for LBAS Peteris Krigers fortæller:

»En devaluering er ikke en mulighed. Det vil dræbe pensionister og arbejdere med gæld i euro og indtægter i lat.«

Samtidig spiller det også ind, at en devaluering vil vække uhyggelige minder om tidligere tiders slingrekurs, fortæller Morten Hansen:

»Det er nærmest en religion. Man ser båndet til euroen som et anker, der har skabt stabilitet efter de kaotiske år i 1990’erne. Alle håber og arbejder for hurtigt at komme ind i euroen.«

Baltikum er stadig fattigt

Imidlertid har et euromedlemskab lange udsigter. Både i Estland, Letland og Litauen overskrides budgetkriterierne markant. Og ifølge de fleste analytikere vil det fortsætte sådan i de kommende år.

Da en devaluering ikke er en mulighed, har de baltiske lande valgt en anden og meget smertefuld strategi. Kort fortalt går den ud på at skære så hårdt i lønningerne, at virksomhederne igen kan producere og sælge varer til en konkurrencedygtig pris.

Morten Hansen fortæller, at mange virksomheder har skåret lønningerne op til 50 procent. Og da der ikke er andet arbejde at få, er valget rimeligt let. Her spiller det også ind, at der ikke eksisterer et socialt sikkerhedsnet af samme kaliber som i Danmark. Men selvfølgelig påvirker rundbarberingen af lønningerne humøret:

»Folk er demoraliserede og bitre. På den anden side ved mange også, at det ikke kunne blive ved med at gå. Der var år, hvor lønningerne steg med 35 procent,« siger Morten Hansen.

Nogen mirakelkur er de lavere lønninger imidlertid ikke. Selv om balterne kan producere billige varer, er der lige i øjeblikket ikke den store efterspørgsel efter dem, dertil er situationen i Danmark, Sverige og de andre store eksportmarkeder stadig for dårlig.

Mismodet har da også fået godt fat i Peteris Krigers, der stærkt tvivler på, at Letland har det specielt meget bedre fem år fra nu. Heller ikke Morten Hansen er optimist:

»De her lande må erkende, at de stadig er fattige. De var i stand til at opnå en vis rigdom i en årrække, men det var efterspørgslen og en gigantisk kreditboble, der finansierede det. Man har ikke skabt øget kapacitet i industrien.«