Hellere tro på julemanden end Dansk Folkeparti

Af Ellen Trane Nørby

Dansk Folkeparti har krævet, at Danmark indfører en syvårig overgangsordning for arbejdskraftens bevægelighed fra Østeuropa. Skal vi nu erstatte jerntæppet med et arbejdsmarkedstæppe? Skal vi dele EU op i et A- og et B-hold?

En af de helt centrale hjørnesten i EU’s Indre Marked er den fri bevægelighed af arbejdskraft. Vi har som EU-borgere ret til at søge arbejde i andre EU-lande og tage del i de sociale ydelser, som knytter sig til arbejdsmarkedsaktivitet i det pågældende land. Dette system har fungeret uden store problemer og har været med til at sikre en arbejdsmarkedsmobilitet og innovation inden for EU.

Dansk Folkeparti forsøger imidlertid at stable en skræmmekampagne på benene. I bedste børnebogsstil råber de »ulven kommer« og forudsiger, at der i forbindelse med EU's udvidelse næste år vil vælte mængder af billig østeuropæisk arbejdskraft ind over de danske grænser.

Denne billige arbejdskraft vil – udover at tage vores arbejde og tømme vores sociale kasser – også stille den danske lønmodtager i en håbløs situation. Dansk Folkeparti har derfor krævet, at Danmark indfører en syvårs overgangsordning for arbejdskraftens frie bevægelighed for borgere fra de nye EU-lande. Skal vi nu erstatte jerntæppet med et arbejdsmarkedstæppe? Skal vi dele EU op i et A- og B-hold? Og hvem er det, DF forsøger at narre?

Det er godt nok snart jul. Og julen er en tid, hvor folk begynder at tro. Ja nogen tror endda på en mand med hvidt skæg, rødt tøj og en nissehue.

Gad egentligt vide, om julemanden har arbejdstilladelse til at dele gaver ud i Danmark? Men hvor meget jeg så end forsøger, så tror jeg simpelthen ikke på DF’s forudsigelser og skræmmebilleder. DF taler om flere millioner polakker og andre østeuropæere, som vil søge job i de 15 nuværende EU-lande. Men det er mig en gåde, hvordan DF kan tro, at store dele af den polske befolkning, som hverken taler dansk eller har en arbejdstilladelse i Danmark, vil pakke deres dagligdag sammen og søge mod nord. Hvorfor skulle vi pludselig opleve et sandt mobilitetsboom?

Til sammenligning valgte én promille i 2000 at skifte adresse fra et EU-land til andet. I USA, hvor alle taler samme sprog, er mobiliteten højere. Her sniger mobiliteten sig op på hele 5,9 procent (1999), hvilket stadig er mindre end det antal, som DF forudsiger efter EU-udvidelsen.

Inden udvidelsen med Spanien og Portugal i 1986 slog mørkemænd med et pessimistisk syn på fremtiden ligeledes på jungletrommerne og råbte: Masseindvandring, massefyringer og løntrykkere. In-gen af delene skete som bekendt. Indvandringen var minimal. 1.000 spaniere og 6.000 portugisere fik i gennemsnit arbejdstilladelse i et af de øvrige EU-lande den første årrække efter udvidelsen. Allerede i 90’erne gik Portugal fra at være »nettoyder« til at være »nettonyder« af arbejdsmarkedsemigranter. Et punkt, som tilbageviser Dansk Folkepartis tese om, at arbejdssøgningen hovedsagligt er en ensrettet bevægelse.

I forrige uge indgik regeringen og et bredt flertal af folketingets partier en aftale om vilkårene for de nye EU-borgeres adgang til det danske arbejdsmarked. Aftalen blev indgået for at sikre sig mod social turisme og kassetænkning i de danske velfærdsordninger. Danmark er nu – med livrem og seler – klar til udvidelsen. Det blev understreget, at få tror på DF’s forudsigelser. Til de, som stadig måtte tro DF’s teser om masseindvandring, kan jeg forslå, at man i stedet begynder at tro på julemanden.

Det er mindst lige så realistisk.