Hellere små skridt frem end et skridt baglæns

Af Karen Lynggaard

Fagforbundet FOA var bannerførere for kravene om ligeløn og »mandeløn til kvindefag« under forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige område og den langvarige konflikt – og stillede også krav til regeringen om at nedsætte en lønkommission. Alligevel har forbundet sammen med resten af LO-forbundene og FTF forkastet regeringens udspil til en lønkommission. Ugebrevet A4 har spurgt formand for FOA Dennis Kristensen hvorfor.

LIGELØN Uden en lønkommission risikerer I, at fokus bliver fjernet fra diskussionen om den kønsbestemte uligeløn. Har I ikke fortsat en stor interesse i at holde fast i en ligelønsdagsorden?

»Vi har en meget stor interesse i at fastholde det fokus. Og det er med blødende hjerte, at vi siger nej til udspillet. Særligt efter dette forår, hvor vi under overenskomstforhandlingerne fik dagsordensat uligheden i lønnen i kvinde- og mandefag. Men jeg er mere tilhænger af små skridt frem for dette, der vil være et skridt baglæns. Der er for meget regering og for lidt ligeløn i kommissionsudspillet. Ligelønnen er blevet henvist til et hjørne, hvor den kan sidde og skamme sig, mens der er blevet lagt meget vægt på ledelse og det individuelle.«

Regeringen nedsætter en kommission, som FOA selv har presset på for at få, og hvor I har mulighed for at få indflydelse. Hvorfor benytter I ikke en ­oplagt chance for at få den dagsorden, I gerne vil have?

»Der er forskel på en trepartsforhandling og på en kommission, der arbejder forpligtet ud fra et givet kommissorium. Her er banen kridtet op, og vi kan ikke ændre indholdet under forhandlinger. Derfor afviser vi det i denne fase.«

Skal man løse ligelønsproblemet, kræver det, at man tager noget fra nogen og giver noget til nogle andre. Det er blandt andet sådan, de har gjort i Norge. Man kunne tolke det sådan, at I ved at afvise kommissionen slipper for en ubehagelig diskussion med blandt andet de mandlige medlemmer i fagbevægelsen. Hvad siger du til det?

»Skal man løfte kvindefagene, skal man i en overgang tage noget fra nogle. Det kræver hår på brystet at tage den diskussion. Det vil helt sikkert sætte dønninger i gang. Men det skal vi, hvis vi som fagbevægelse vil have eksistensberettigelse. Hvis ikke vi ser det som vores største opgave at gøre op med al form for forskelsbehandling, så reducerer vi os selv til en standsforening. Det er en nødvendig diskussion, som jeg er helt klar til at tage.«

Kritikere mener, at I ved at afvise kommissionen slipper uden om at forpligte jer til at løse problemet. At I nu bare kan sige, at det er regeringens skyld. Hvad siger du til det?

»Jeg undrer mig over, at det er gået så skævt. Jeg håber fortsat, at finansminister Lars Løkke Rasmussen vil imødekomme de forslag, vi er kommet med. Ellers risikerer vi at »misse« en historisk chance for at gøre op med den kønsbestemte uligeløn. Vi må selvfølgelig acceptere, at regeringen har nogle ting, den gerne vil drøfte. Men den overordnede ramme for en lønkommission skal have fokus på den manglende ligeløn.«

Regeringen har ikke været særligt interesseret i en ligelønskommission, men har alligevel følt sig presset til at indlede forhandlinger om den. Arbejdsgiverne har heller ikke ønsket den, men har måttet acceptere den, hvis den kom. Har I ikke været med til at befri regeringen for et ubehageligt problem ved at sige nej til at deltage?

»Hvis det hele falder på gulvet, ja, så kan man blive nødt til tage diskussionen om, hvis skyld det er. Jeg er parat til hvad som helst for at skaffe resultater til medlemmerne. Men der skal være reelt indhold. Det udspil, som regeringen er kommet med, er for meget sminke.«

Hvad gør I, hvis ikke regeringen kommer jer i møde?

»Så skal vi overveje, om ikke vi på lønmodtag­ersiden skal lave den kulegravning, der skal til, så vi kan sikre at have dokumentationen på plads inden de næste overenskomstforhandlinger om tre år.«