Har Løkke en plan B?

Af Jan Birkemose, redaktør

Lars Løkke Rasmussens strategi om at snige sig ind i Statsministeriet er slået fejl. Hvis han gør sig håb om en længere karriere som førstemand, er det i morgen, han skal hive sin plan B frem.

LEDER Der er de nyudnævnte direktører, der allerede første dag sparker underdirektøren ud. Så er magtforholdet slået fast, og direktøren kan i ro og mag begynde sit arbejde med firmaets nye linje. Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i morgen holder sin første åbningstale i Folketinget, er det ikke utænkeligt, at han fortryder, at han valgte den modsatte og noget mere forsonlige linje, da han næsten tynget af diskretion listede ind i Statsministeriet for seks måneder siden.

Én ting var de hånende bemærkninger fra oppositionen om, at Løkke mindede om Fogh på en dårlig dag. En anden og meget mere alvorlig sag er, at den nye statsministers defensive strategi er slået helt fejl. Hvis han havde håbet på, at en ydmyg og forsigtig entré ville skabe ro og plads til, at han med tiden kunne smelte sammen med rollen som ny førstemand, har virkeligheden snydt ham.

Dag for dag er det borgerlige ti-årsrige smuldret og eroderet under Lars Løkke. Dansk Folkeparti - som også var en udfordring for Løkkes forgænger, Fogh - er blevet en decideret trussel, fordi Løkke mangler Foghs autoritet til at ringe Pia Kjærsgaard op og sige »nok er nok«. I stedet er protesten mod DF’s enegang i det borgerlige projekt blevet kanaliseret længere ned i Løkkes egne rækker, hvilket yderligere udstiller Løkkes manglende autoritet.

Samtidig boltrer Socialdemokraterne og SF sig i en nyskabt enighed og fremstår mere og mere som et reelt regeringsalternativ. Den dagsorden, som Fogh-regeringen var fantastisk dygtig til at styre gennem otte år, har Løkke på intet tidspunkt været i nærheden af at få greb om. Tværtimod har alle andre partier svunget taktstokken. Og de få Venstre-initiativer, der p.t. står tilbage, er pinagtige sager som burkakommission, kriminel lavalder og senest forsvarsfadæsen om den omstridte ’jægerbog’.

Ganske vist har Venstre også taget andre initiativer, som for eksempel et forsøg på at skaffe 5.000 nye praktikpladser til erhvervsskoleeleverne. Men den slags har det bare med at fortone sig, når man samtidig vælter sig i skandaler og klodsede håndteringer af politiske dynamitsager.

Med til historien hører dog, at Løkke i sine seks måneder som statsminister har været pakket ind i en spændetrøje af økonomisk krise og et kommende klimatopmøde, som han har været tvunget til at give politisk topprioritet. En ministerrokade, der kunne sætte Løkkes eget hold og et politisk projekt, der ser ud af andet end mere af det sædvanlige, har derfor i Løkkes forsigtige strategi været en umulighed.

Det paradoksale er, at Løkke har haft årevis til at forberede sit liv som statsminister. Det er ikke sikkert, at en mere offensiv og barsk entré i Statsministeriet havde givet et bedre udfald. Men så ville Løkke kunne sige, at han forsøgte at få musik ud af orkestret, da han endelig kom op på dirigentpodiet. Med den hidtidige strategi står Løkke fastfrosset som en saltstøtte med en dirigentstok i hånden, mens hele orkestret løber forvirret rundt for at finde deres pladser.

Spørgsmålet dagen før Folketinget åbner er, om det borgerlige publikum har tålmodighed nok til at vente på musikken til efter nytår, hvor Løkke i sin drejebog angiveligt har noteret, at der skal sættes turbo på. Et godt bud er, at Løkke næppe vil få kredit for at vente yderligere et halvt år. Det er derfor nu, han skal hive sin plan B frem – hvis han har en.