Har du talt med dit medlem i dag

Af Agi Csonka Afdelingsleder, PLS Rambøll Management

Nogle forbund er godt i gang med at afdække, hvem medlemmerne egentlig er, og hvordan man kommer i dialog med dem. Men andre forholder sig til medlemmerne som nonnen til sømandens og kunne godt trænge til at få rystet verdensbilledet.

Vi snakker lidt om løst og fast – mig og så de seks ledende politikere og embedsmænd i et af LO-forbundene. Blandt andet berører vi påstanden om, at forbundene er ude af trit med deres medlemmer. »Vi kender udmærket vore medlemmer,« bedyrer de. »Vi kender deres arbejdssituation, vi kender deres behov, og vi ved, hvad de har brug for fra deres fagforening.«

Vi taler lidt videre om, at fagforeningen jo repræsenterer et af de fag, der er på vej væk fra at være et typisk mandefag, og hen imod, at der nu er ved at være lige så mange kvinder som mænd i faget, og jeg spørger, om dét har haft nogen betydning for forbundets politik. »Vi behandler alle vore medlemmer lige,« siger de en anelse kampberedte. »Vi har skam haft et par sager om uberettiget fyring af gravide medlemmer, og dem tager vi lige så alvorligt som enhver anden sag.« Godt ord igen, tænker jeg og forlader emnet.

Og alligevel bliver det i løbet af samtalen ret tydeligt, at når forbundstoppen taler om »medlemmerne,« er det et helt bestemt udsnit af medlemmerne, de tænker på: »Når medlemmet kommer træt hjem efter arbejde, så lægger han sig lige og får en lille lur på sofaen, og så er det jo svært at komme op igen og gå til medlemsmøde,« siger de. Eller: »Jamen, så kommer der noget sport i fjernsynet, og det kan et fagforeningsmøde jo ikke sådan lige konkurrere med.«

»Medlemmet« er en midaldrende (hvid) mand, der efter arbejde nupper sig en lur på divaneseren med avisen over hovedet, mens mutter sørger for, at maden – igen i dag – står på bordet, lige når maven begynder at knurre.

Men hov! Det typiske medlem er jo for resten også en ung kvinde med små børn. Når hun kommer hjem fra arbejde, lægger hun sig altså ikke på sofaen og ser sport i fjernsynet. Hun køber ind, hun laver mad, og hun tager sig af sine børn.

Problemet med den slags begrænsede mentale billeder af medlemmerne er, at de langt hen ad vejen er styrende for forbundenes politiske prioriteringer og for de servicetilbud, der tilbydes medlemmerne.

Det er muligt, at man får hevet Carl op fra sofaen og til medlemsmøde ved at stille en storskærm med højdepunkter fra landskampen op. Men for Louise er trækplastret noget god mad og underholdning af børnene, mens mor taler fagforeningspolitik Og hun har brug for overenskomster, der sikrer familievenlige arbejdspladser med institutionsvenlige arbejdstider, snarere end overarbejdstillæg.

Det er langt fra kun fagbevægelsen, der gør sig skyldig i at tænke i begrænsende stereotyper. I alle organisationer har man tilbøjelighed til at personificere »kernemedlemmet« eller »kernemedarbejderen« til en helt bestemt type. For nu at gribe i egen barm taler man på min arbejdsplads meget om »de unge fremadstormende løver.« Det associerer jo heller ikke ligefrem til unge småbørnsmødre.

Men det er en god idé at prøve at udvide og differentiere sine mentale billeder, så man måske endog kan få plads til fremtidens medlemmer på nethinden.

Nogle forbund er godt i gang med at afdække, hvem medlemmerne egentlig er, hvad de mener, og hvordan man bedst kommer i åben dialog med dem. Men der er sandt for dyden også en hel del forbund, som forholder sig til medlemmerne som nonnen til sømandens – og som nok kunne trænge til at få rystet verdensbilledet. I en tid, hvor fagbevægelsens medlemstal er vigende, og hvor fagbevægelsens mål og værdier er til debat, er det bydende nødvendigt at se sine egne forestillinger og fordomme godt efter i sømmene.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at de seks forbunds-topfolk alle var hvide, velpolstrede, midaldrende mænd?