har brug for den plan

Af

Hvis prestigefaldet blandt de offentligt ansatte skal bremses, handler det ikke kun om tal på lønsedler. Det kræver en langsigtet plan.

PRESTIGE Hvorfor udtrykker danskerne sympati med sosu-assistenter og sygeplejerskers strejke? Og hvorfor viser meningsmålinger en stor lyst til at bevilge offentligt ansatte lønstigninger? Det skyldes ikke bare et sympatisk ønske om at give medmennesker bedre vilkår. Men handler også om, at mange kan se, at forudsætningen for et kvalitetsløft i skoler, børnehaver, vuggestuer, på sygehusene og plejehjem nu engang er, at det bliver mere attraktivt at arbejde i disse velfærdsinstitutioner.

Problemet er prestigen. Eller rettere manglen på samme. Sølle seks procent af de unge foretrækker at blive ansat i den offentlige frem for den private sektor, viser en undersøgelse i Ugebrevet A4. Og andre A4-undersøgelser viser, at hjemmehjælperen, skolelæreren, socialrådgiveren og pædagogen er ude i et frit prestigefald i befolkningens og egne øjne. At denne sociale rutsjetur er den største udfordring, politikerne står overfor, hvis de vil løfte kvaliteten i den offentlige sektor, er uomtvisteligt.

Lad os nu forestille os, at konflikten ender med markante lønløft i 15 procents-klassen. Vil det så gøre det attraktivt at være offentligt ansat? Og få langt flere af de mest dygtige unge til at søge ind i social- og sundhedsfagene? Desværre nej. Lønstigninger er nemlig kun ét af mange parametre, der er med til at give et job prestige. Naturligvis vil det hjælpe, men også være helt utilstrækkeligt, hvis prestigefaldet skal erstattes af et løft.

Her skal man nødvendigvis lave en langsigtet prestigeløftplan for de offentligt ansatte, som bakkes op både politisk og med penge. Det vil kræve undersøgelser af, hvorfor prestigefaldet sker, og hvorfor unge fravælger pædagog-, sygeplejerske- og læreruddannelserne. Og man må se kritisk på uddannelsernes opbygning, sammenhængen mellem uddannelser, på karrieremulighederne i den offentlige sektor, på måden arbejdet organiseres på, på ledelse, på ressourcer, på fryns og meget andet.

Tag lærergerningen, som i disse år oplever faldende søgning og stadig flere middelmådige ansøgere til seminarierne. Kunne man give lærerfaget et løft ved at lægge uddannelsen i universitetsregi? Eller gøre det muligt for lærere at videreuddanne sig til for eksempel gymnasielærere? Eller gøre op med det rigide karrieremønster, der siger »en gang lærer – altid bag et kateder«? Eller neddrosle kontroltyranniet? Udhulingen af lærerfaget? Eller indføre nye former for privilegier og frynsegoder? Eller noget helt sjette? Og helst det hele på én gang? Mønstereksemplet er Finland, hvor lærerfaget er forbundet med høj prestige.

Inden for hvert enkelt fag vil der være en række prestigehåndtag, politikerne kan dreje på. Vil de? Spørgsmålet er, om de har noget valg. Det dummeste, en dansk politiker kan gøre i dag, er at undervurdere velfærdsdagsordenen. Godt nok er der ingen demonstranter på gaderne og ingen blokader foran børnehaverne, som der var i efteråret 2006. Men det kan der komme. Simpelthen fordi forventningerne til den offentlige velfærd vokser, som en A4-undersøgelse viste i sidste uge – mens de offentligt ansatte, der skal levere velfærden, er i frit fald. Gabet bliver større og større. Og kvalitetsreformen, som hverken havde ressourcer eller perspektiv, gjorde slet ingen forskel.

Vi har brug for den der plan.