Har 68’erne ingen skam i livet?

Af

68'erne er danmarkshistoriens mest selvcentrerede generation, skrev debattøren Niels Krause Kjær i en klumme i sidste uge. Ifølge Krause Kjær er der tale om en generation af vælgere, som har melet deres helt personlige kage hele livet uanset politisk tilhørsforhold. Men passer det? Vi har spurgt en række debattører.

Fejlagtig misundelse

»Kritikken af 68’erne kommer fra en lille privilegeret del af min egen generation, og jeg er helt uenig. De kategoriserer efter alder, og det hører ikke hjemme nogen steder. Man er ikke ens, bare fordi man er født samtidig. Selve begrebet 68’er er absurd, for hvem var med i 1968? Men der blev født nogle store årgange i slutningen af 40’erne, og mange førte sig derfor frem. Dem kan man let se sig gal på.

Nu råber og skriger de generationer, der kommer lige efter. I fejlagtig misundelse over den lille gruppe af de store årgange, der har tjent lidt flere penge og haft lidt federe job, end dem selv. Til trods for, at efterfølgende generationer har nydt præcis samme goder, kulturelt set. Og brokkerne ser helt bort fra, at mange såkaldte 68’ere ikke har klaret sig godt og i dag er nedslidte og på førtidspension.

Yngre generationer er nervøse for, at goderne ikke gives videre til næste generation, sådan som det tidligere har været en kulturel tradition. De bebrejder 68’erne, at de bruger pengene selv, men glemmer, at den individualisering er startet langt tidligere, og den vil også præge de kommende generationer. De yngre generationer agter heller ikke selv at betænke deres børn med arv.

Hvis 68’erne får spabade på ple-jehjemmet, vil de også være der til gavn for kommende generationer. Og man skal desuden ikke glemme, at medlemmer af den såkaldte 68-generation har kæmpet nogle gevaldige kampe til fordel for de yngre. Tænk bare på ligestilling og ligeløn – selv om der mangler lidt endnu.« n

Ja, jeg er misundelig

»68’erne er den suverænt mest selvcentrerede generation i danmarkshistorien. Hidtil har menneskehedens udvikling været båret af forældres ønske om, at børnene skal have det lidt bedre, men det stoppede med den store efterkrigsgeneration.

De har domineret lovgivningen til gavn for sig selv, fordi de er så mange, at politikerne ikke har turde konfrontere dem. Da de selv var unge, kunne man ikke stole på nogen over 30 år. Nu hvor de er gamle, skal man respektere alder og erfaring. Seneste eksempel er et forslag fra Dansk Industri om at give 64-67-årige en årlig skatterabat på 100.000 kroner for at arbejde. Om 10 år, når de har brugt den store friværdi i deres boliger, skal vi bygge plejehjem med spabade til dem. Luksus, som ikke bliver efterfølgende generationer til del. Det vil der ikke være råd til.

Ja, jeg er misundelig. Men klynker ikke. Og det er letkøbt, når 68’erne siger, at vi bare kan slås for bedre forhold, ligesom de har gjort. Deres hær er stor, vores lille. Vi havde heller ikke deres fjumreår til at slå på tromme, og der er ikke meget luft til protester, hvis man pendler tre timer dagligt mellem Nykøbing Falster og København, fordi kun folk over 60 år har råd til at bosætte sig i hovedstadsområdet. Samtidig har vi betalt deres statsgæld.« n

Unge bør droppe klynkeriet

»Vi 68’ere har ikke melet egen kage, snydt eller stjålet fra nogen. I så fald var vi i hvert fald nogle Robin Hood-agtige tyve, der efterlod penge i vindueskarmen, da vi gik. Min generation skaffede det gode samfund, alle nyder godt af i dag. Da jeg kom i lære, fik kun seks procent en studentereksamen. I dag er der gratis uddannelser, SU, børnehaver og vuggestuer. Det var også os, der hindrede atomkraft og afskaffede statsgælden.

At være børnefamilie har altid været hårdt, og vel er det dyrt at blive husejer i dag, men det er heller ikke nyt. I min generation var det helt almindeligt at leve af vandgrød i årevis efter at have købt hus. Og dengang var det heller ikke en menneskeret for studerende at bo i egen lejlighed med espressomaskine og vaskemaskine.

Unge i dag har høje materielle fordringer, og det under jeg dem. Det kæmpede vi for at give dem. Men de skal lade være med at pibe over, at de kun kommer på skiferie hvert andet år, og i stedet skabe politisk debat om de virkelige problemer: At pædagogerne, lærerne og social- og sundhedspersonale slider sig ned til lav løn. Eller de fattige i Afrika. Min generation skabte ulandshjælpen, i dag er de helt glemt.

Det er en underlig småborgerlig holdning, at man skal sikre en god arv til næste generation. Det gjorde man tidligere, fordi de unge dengang var fattige. Men mine børn har alle en god uddannelse, tjener mere end jeg, så min kone og jeg har da tænkt os selv at bruge, hvad vi har.« n

Det rene generationsrøveri

»68’erne har gennemført generationsrøveri ved højlys dag. De er blevet millionærer på yngre generationers bekostning og udgør i dag det nye grevskab, som via ejendomsgevinster har fået surrealistisk mange penge. En af konsekvenserne er så dyre boliger, at mange sygeplejersker, politifolk eller skolelærere ikke har råd til at bo der, hvor de arbejder.

Hatten af for den uddannelsesmæssige revolution, som 68’erne skabte. Men på alle andre punkter har de været elendige forbilleder og top-asociale. Det gælder økonomi og miljø.

Det er nonsens, når 68’ere beskylder os yngre for at være forkælede og klynkende. De var selv unge i de happy 60’ere. Som født i 1968 var jeg barn i 1970’erne med energikrise og ung i fattig-80’erne med tårnhøj arbejdsløshed. Det var ikke nemt at komme på universitetet, og vi kunne glemme alt om at blive ansat på universitetet bagefter, de pladser fyldte lektorer og professorer fra gæt selv: 1968-generationen. Det betød, at der ikke kunne rekrutteres forskere og videns-potentiale i de yngre generationer, og i mange tilfælde måtte forskere søge udenlands på hjerneflugt, og det er et samfundsproblem.

68-generationens egne forældre døde stående, mens de arbejdede, og det kommer min generation også til. 68’erne kan derimod gå på efterløn, selv om mange af dem har haft vidensarbejde og ikke er spor nedslidte. Når de bliver syge, vil de pludselig fællesskabet, og så skal vi stå på hovedet for at skaffe dem den bedst tænkelige pleje. Hvad fanden bilder de sig egentlig ind? De er den første generation, der ikke ser det som en borgerpligt at levere et bedre samfund videre til de næste generationer. De tænker kun på sig selv og deres eget velbefindende. Som de siger: Tag en taxa og lad arvingerne betale.«