Handler V-politikere efter ordre eller overbevisning?

Af Jan Birkemose, redaktør

Opgøret i Venstre tegner et billede af politikere, der ikke tror på deres egen politik. Er det fortid? Eller har falskheden bidt sig fast, selv om kursen til dels er ændret?

LEDER Hvis fremtrædende Venstre-folk mener, at regeringen svigtede under højkonjunkturen, har de samme folk så tillid til, at regeringen gør det rigtige nu, hvor krisen kradser, og det alt andet lige er sværere at træffe de rigtige valg?

Det spørgsmål, og flere andre, trænger sig på, når man følger den liberale selvransagelse, som flere prominente medlemmer af Fogh-regeringen i sidste uge kastede sig ud i. Med Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde i spidsen blev Fogh-regeringens midtsøgende velfærdspolitik underkastet en hård kritik. Særligt er Venstre-folkene tynget af skam og ærgrelse over, at regeringen under Anders Fogh Rasmussen ikke alene lod den offentlige sektor vokse mere end den private, men også ligefrem pralede med det. For Jens Rohde – der i sin tid som politisk ordfører forsvarede regeringen fra tidlig morgen til sen aften – er der ligefrem tale om, at han og resten af partiet svigtede sine egne idealer.

Det bør altid udløse en passende respekt, når folk erkender, at de har taget fejl og går offentlig bodsgang. Men når det sker som her, er det svært ikke at have en mistanke om, at Rohde og den tidlige gruppeformand Christian Mejdahl, der deler Rohdes synspunkter, blot siger, hvad de hele tiden har ment, men som de hidtil ikke har turdet sige højt.

Sandheden er jo – og den er alle i Venstre fuldt bevidst om – at Fogh aldrig havde vundet tre valg i træk, hvis han havde ført den liberale politik, som Jens Rohde nu offentligt drømmer om. Kernen i Foghs politiske drejebog var jo netop, at Venstre skulle optræde som et troværdigt velfærdsparti, som man trygt kunne stemme på, selv om man ikke delte partiets liberale ideologi om en mindre stat. Af samme grund blev ethvert anstrøg af liberale drømme banket hårdt ned. Spørg bare Søren Pind, Venstres Ungdom og den liberale tænketank Cepos, der aldrig blev en del af det gode selskab i statsministerkontoret, mens Anders Fogh Rasmussen regerede.

Det er da også symptomatisk for kritikken af Foghs velfærdspolitik, at den udelukkende forholder sig til den voksende offentlige sektor på et overordnet niveau. Rohde og Co. giver ikke svar på, om der burde have været færre varme hænder i ældreplejen, om man skulle have ladet være med at udvide politistyrken, eller man skulle have droppet populære vælgertrækplastre som ventetidsgarantier og kræftpakker.

Når så fremtrædende folk som Rohde og Mejdahl vender ryggen til den politik, som de selv har udviklet og forsvaret i årevis, skaber det en generel mistillid til de to politikeres troværdighed. Men skaden kan ikke begrænses til de to tidligere topfolk i partiet. Selv om det ikke står ikke helt klart, om de lige har skiftet holdning, eller om de har handlet ’efter ordrer’ i årevis, så tyder alt på, at forklaringen er den sidstnævnte. Det skyldes først og fremmest, at flere andre Venstre-politikere har bakket op om Rohdes og Mejdahls synspunkter. Og sandsynligheden for, at Venstre i lige netop sidste uge var udsat for et kollektivt holdningsskred, er vel trods alt relativ begrænset. Sagen tegner derfor et kedeligt billede af et parti, der handler mod egen overbevisning, og hvor fremtrædende folk ikke tror på sagen.

Om det fænomen forsvandt med Fogh eller er fortsat under Lars Løkke Rasmussen, får vi først svar på, når Løkke engang er trådt tilbage.