Han jubler når eleverne farver håret knaldrødt

Af Foto: Lars Bertelsen
| @GitteRedder

På erhvervsskolen CPH WEST hjælper socialpædagogen Aleksandar Canic usikre unge med svære problemer, så de ikke dropper uddannelsen i utide. Alligevel ser han sig selv som en lappeløsning på et kæmpe samfundsproblem og regeringen kan godt glemme alt om at nå sit 2015-mål om, at 95 procent af de unge skal have en uddannelse.














INTERVIEW
For Aleksandar Canic kan der ske hvad som helst i løbet af en arbejdsdag. Når socialpædagogen møder om morgenen på den store erhvervsskole CHP WEST i Ishøj ved han aldrig, hvor mange minutter, der går, inden et ungt menneske i krise banker på hans dør.

Måske når hans telefon at ringe først med besked fra skolens kontor om, at en elev har forsøgt at begå selvmord. Måske er der mail i hans indbakke om, at han skal tage en alvorlig samtale med en elev, der i går fik skriftlige advarsler på grund af for meget fravær.

Eller også er det bare en af de rolige dage, hvor han skal på kursus om unge med adfærdsforstyrrelser som ADHD eller læse op på, hvordan man hjælper unge over eksamensangst.

Som den første erhvervsskole herhjemme har Ishøj-skolen ansat en socialpædagog, der skal hjælpe de unge med at fuldføre deres uddannelser til for eksempel merkonomer, murere eller frisører. Ligesom i resten af landet slås den københavnske vestegn med et gigantisk frafald på erhvervsskolerne. De unge dropper ud af skolen i utide og får aldrig en kompetencegivende uddannelse, der skal sikre deres og Danmarks fremtid.

Hvis VK-regeringen skal nå sit mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015, er det især på erhvervsskoler som CPH WEST, at der skal sættes ind i ekspresfart. For på den socialt udpinte vestegn springer godt en tredjedel af de unge fra skolebænken og får aldrig et svendebrev, fortæller socialpædagogen.

»Mit hovedarbejde er at være her for eleverne – også efter skoletid. Min mobiltelefon er altid åben, hvis de har behov for at snakke. Udover at være pædagog og social støtte, har jeg også en rolle som en slags storebror for nogle af drengene herude. Det ligner lidt et skuespil, for jeg skal være professionel hele tiden i mine indre målsætninger overfor dem, men jeg optræder ikke professionelt overfor eleverne, for så bliver det alt for firkantet, og vi kan ikke ramme hinanden«.

Ifølge Aleksandar Canic slås ufatteligt mange unge med lige så ufatteligt store problemer:

»De faglige problemer bunder i, at alt for mange har dårlige karakterer fra folkeskolen. Vi har over 50 procent elever med anden etnisk baggrund end dansk, og mange af dem har store problemer med dansk og engelsk. Men vi har også nogle, der bare er skoletrætte«.

Men det er især elevernes personlige problemer, der tærer på timerne hos både socialpædagog og den psykoterapeut, som også er ansat på CPH West. Ifølge Aleksandar Canic slås cirka hver femte af de unge med alvorlige psykiske problemer.

»Vi kender til selvmordsforsøg, til ’cuttere’, til elever med spiseforstyrrelser, depressioner, stress og så videre. De fleste på bare 17-18-19 år,« siger han og forklarer, at ’cuttere’ er unge, der gør skade på sig selv ved at skære sig med knive.

Både lærerne, psykoterapeuten og han selv arbejder sammen for at hjælpe de unge. De svære tilfælde bliver henvist til psykolog, men ellers gælder det bare om at sætte ind med alskens ressourcer.

»Nogle af dem skal bare ses, høres og anerkendes. Vi har nogle elever, der simpelt hen er usynlige i deres egne hoveder. Bare man hilser på dem og spørger ind til deres weekend, liver de op,« siger han.

Men værst er de sociale problemer, mener Aleksandar Canic og henviser til, at skolen ligger i et barskt område, hvor de færreste vokser op i en kernefamilie, hvor forældrene har lave indkomster og ingen eller lave uddannelser, og hvor bandekriminalitet hærger.

»Mange elever mangler noget derhjemme. En far eller en mor, at gå til sport, at sidde sammen omkring middagsbordet. Nogle kommer fra familier med vold eller misbrug. Den sociale arv er tydelig at spore, og forældrene magter ikke at hjælpe dem. Når de er belastede socialt hjemmefra og bor i et område, hvor andre unge også er belastede, bliver det endnu sværere for dem at bryde ud,« siger han.

»Det er med unge som med små børn. De skal mærke nogle klare rammer, der skal være en usynlig tryghed men også nogle konsekvenser, hvis de ikke holder sig indenfor rammerne. Man skal vise, at man er der med dem og holder af dem«.

Med så megen tristesse omkring sig lever Aleksandar Canic højt på solstrålehistorierne. Det er de historier, der gør hans job værdifuldt – både personligt og for skolen, der nu kan dokumentere at frafaldet gradvist bliver mindre.

Fra udsmidning til ekstra timer

Sidste år begyndte en ny elev på det merkantile grundforløb på CPH WEST. Han var blevet smidt ud af en skole i Aalborg, fordi han var voldelig overfor en lærer. Eleven var opfarende og voldelig, og Aleksandar Canic oplevede også, at eleven ville slås, hvis han ikke fik ret.

»Men jeg tog jævnligt samtaler med ham og hørte lidt om hans baggrund. Efterhånden som vi fik mere fortrolighed, talte jeg med ham om, hvordan man styrer sine reaktioner. At det er okay at være temperamentsfuld og komme op i det røde felt, men at man må lære at mestre sine reaktioner. I stedet for at skrige, råbe og banke nogen, skulle han gå sin vej og undgå slagsmål. Da han havde styr på det, lærte jeg ham at tælle til ti og ikke bare gå sin vej«.

»Vi har faktisk været tæt på at melde ham ud af skolen et par gange. På grund af for højt fravær. Men han har klaret sig, og nu har han en helt ny kropsholdning, han smiler og hans fravær er under fem procent. Og så har han bedt om ekstra timer i erhvervsøkonomi«.

Eleven fra Aalborg hidser sig stadig op, men nu kan han kontrollere sit temperament, påpeger Aleksandar Canic. Det har med andre ord nyttet at mandsopdække ham, og lærerne vurderer, at han helt sikkert bliver færdig til sommer.

»Altså, der skal et jordskælv til, hvis han ikke går til eksamen og består i juni,« siger Aleksandar Canic og krydser fingre for, at det vil lykkes at finde en praktikplads til ham.

»Praktikvejlederen kæmper med arme og ben og alt hvad hun har for at hjælpe,« konstaterer han og sukker over manglen på praktikpladser, som han opfatter som en stor bremseklods for svage unge.

Aleksandar Canic fortæller også om en ung pige, der har haft det svært med verden, og hvis bekymrede mor ringede ham op og indtrængende bad om hjælp for at gøre datteren glad igen.

»Både psykoterapeuten og jeg har haft lange snakke med pigen. Og så ændrer hun sig langsomt. Nu farver hun sit hår knaldrødt, og det gør man altså ikke bare, hvis man er en lille usynlig pige. Da hun begyndte på skolen, smøg hun sig som en kat helt tæt på væggene og ville ikke ses – og nu går hun midt på gangen med sit røde hår og smiler til folk,« fortæller Aleksandar Canic med begejstring.

Socialpædagogen nævner også nogle knægte, som skolen har fået hjulpet ud af kriminaliteten igen.

»Men der er også eksempler, hvor det ikke lykkes at hjælpe overhovedet – og det er nedslående. Nogle gange har man to elever, og man kan vædde på, hvem der afslutter, og hvem der ikke gør. Og så sker det omvendte. Det er lidt uforudsigeligt, hvem der kommer igennem. I bund og grund gælder det om, hvor mange kræfter de unge selv har. Vi kan komme med nok så mange hjælpende hænder, hvis de ikke selv rækker hånden ud. Og det kræver altså megen kraft for nogle af de belastede unge overhovedet at række hånden frem og modtage hjælp«.

Zapperi

Når Aleksandar Canic skal pege på årsager til, at så mange unge lider under store faglige, sociale og psykiske problemer, vil han ikke entydigt give forældrene, politikerne eller folkeskolen skylden. Han mener, at de sidste årtiers hastige udvikling med it-revolution, globalisering og nye familiemønstre taber de unge på gulvet, fordi forældregenerationen har tabt i det paradigmeskifte, vi har oplevet siden 1970’erne.

»Forældrene mister pusten og er bagud. Hvis du ikke kan oprette et word-dokument, er du altså tabt og fortabt. Du kan ikke skrive en ansøgning, hvis du ikke har styr på tekstbehandling. En arbejder, der har mistet sit job, magter jo ikke det der – og hvordan skal han videregive noget til sit barn, hvis alt er sort i hans verden? Hvordan skal hans søn eller datter så se op til ham? Det er samfundets store udfordring, at en generation ikke kan være rollemodel for dens egne børn«.

Med ærgrelse i stemmen konstaterer han også, at mange voksne i dag er til fals for discount, og at det smitter af på de unge.

»Vi køber ting, der kun holder to år for så at købe nye ting igen og smide det gamle ud. Når parforholdet kommer i krise efter syv år, smider vi partner og ægteskab ud. Til sammen giver det vores børn og unge en forestilling om, at det er okay at smide ud og opgive. Hvorfor skal jeg gå på en uddannelse og være det samme hele livet, når man bare kan zappe? Det giver ikke mening i deres hoveder, at man skal kæmpe den hårde vej mod målene. Derfor zapper de og går den lette vej«.

Aleksandar Canic synes ikke, at nogen alene skal påtage sig ansvar og skyld.

»Verden lige nu er svær at være ung i. Jeg ville ikke bytte min ungdom for deres ungdom. Hvad de ikke har af facebook, mobiler, iPhone, computer og tv-kanaler, og de skal være online hele tiden. Vi havde en Sony Walkman i 1980’erne og det var det,« siger han og indrømmer, at vi i dag alle er slaver af moderne teknologi, men at de unge nok er det i sygelig grad.

Lappeløsning

Med sine egne erfaringer tror Aleksandar Canic ikke et øjeblik på, at regeringen når sin 2015-målsætning, og at vi om bare fem år har formindsket frafaldet på ungdomsuddannelserne til fem procent.

»Om man så ansatte en hel hær af socialpædagoger og psykologer til at mandsopdække de unge, ville det ikke kunne lade sig gøre at nå 2015-målsætningen. Jeg ser mig selv som en lappeløsning. Sammen med andre skal jeg lige lappe lidt huller, så al vandet ikke siver ud. Det er også godt nok. I hvert fald bedre end ingenting. Men der er jo ikke penge til at vække alle unge om morgenen og sige: ’Kom lille ven, nu skal du i skole. Du skal sminke dig, og du skal til undervisning, og du skal sidde stille i timerne og lytte efter i stedet for at sms’e’,« siger han og griner, mens han regner ud, at det vil blive alt for dyrt.

Han understreger, at det ikke er erhvervsskolerne, der stiller for store faglige krav.

»Frafald på erhvervsuddannelserne er ikke noget nyt. Også Nyrup-regeringen boksede med det i 1990’erne. For mig at se skal vi spotte den sociale arv helt ned i børnehaven og folkeskolen og sætte ind med en tidlig indsats. Det vil give et bedre resultat. Og så skal vi have en erhvervsuddannelsesreform, hvor de unge ikke selv er ansvarlige for at finde praktikpladser«.