Hadet og udsultet

Af | @MichaelBraemer

Pædagogisk hjerteblod holder lærer Thomas Damsgaard i gang i en skrantende folkeskole, hvor papirarbejdet fylder mere og mere.

PAPIR »Hvordan er det at være hadet,« lød spørgsmålet fra hans niende klasse i sidste uge.

»Hvad mener I,« spurgte han forundret.

»Ja, man kan jo ikke lide lærere,« begrundede de spørgsmålet.

Så forklarede lærer Thomas Damsgaard fra Peder Lykke Skolen på Amager ungerne, at det jo ikke var sådan, han oplevede dagligdagen med dem. Hvad folk udefra gjorde sig af tanker, det måtte de sådan set selv om.

Der skal mere end et omdømme i frit fald til at slå den 35-årige lærer med otte års anciennitet ud af kurs. Han har lige sagt nej tak til et tilbud om et it-job i en virksomhed, fordi han er skolemand af kald, lyst og overbevisning.

Men han er også tillidsmand og ved, at mange af kollegerne har det anderledes. Der er gang i orlovsansøgninger fra dem, der lige skal prøve noget andet eller bare have sig en puster. Og så er der kollegerne i 50’erne, der bare venter på at blive 60 år, så de kan trække sig tilbage. Mange gider ikke mere.

Der er jo alt det med papirarbejdet. Fra om morgenen, når den store elevregistrering går i gang: Mødt, kommet for sent, fraværende – med eller uden gyldig grund – eller syg. Bagefter sidder de oppe på kontoret og taster oplysningerne fra 33 klasser med hver nogle og tyve elever ind. Det er immervæk en del. Ganske vist er der kontorfolk til at gøre det, men ved månedens udgang laver læreren en samlet opgørelse, som sendes ind til forvaltningen.

Hvad den bruges til, ved Thomas Damsgaard ikke, og det er måske det, der irriterer ham mest. For lærerne har jo altid haft styr på fraværet og altid været i stand til at ringe til Torbens forældre og spørge, hvad den var af, hvis der var for store uregelmæssigheder i hans fremmøde.

Det er papirerne, der skal bevise, at lærerne faktisk har tænkt sig at lære børnene noget. Nyeste skud på stammen er de skriftlige elevplaner, der skal udarbejdes for hver enkelt elev: Hvordan går det, og hvad er sigtet fremover? Thomas Damsgaard synes, at ideen er udmærket, men der er ikke afsat tid til det, så tiden går fra noget andet, og det må nødvendigvis være forberedelse og udvikling. Man klarer, hvad man skal, men dropper så faglitteraturen og at gå på nettet efter nyt input. Rutinen tager over.

Der er også flere elevsager, fordi folkeskolen nu også skal rumme blandt andet damp-børn, som der ikke længere er tilbud til andre steder. Det giver sager, som der skal kommunikeres med forvaltningen om. Og igen, når forvaltningens nye medarbejder skal opdateres. A4-side på A4-side.

Der er så meget, men Thomas Damsgaard holder foreløbig fast.

»Ét sted har man vel en grænse, men hvor min er, det ved jeg ikke,« siger han.