Haarders eksperiment

Af

Kan man skaffe ledige i arbejde ved at sætte dem under et ydmygende økonomisk pres? Integrationsministeren er i gang med et usympatisk og udansk eksperiment på cirka 1.000 flygtninge og indvandrere, som i syv år må leve af meget lave offentlige ydelser, hvis de ikke finder sig et job.

En række arbejdsgiverorganisationer med DA i spidsen har i ugens løb forsikret om, at man da sagtens kan skaffe job til flygtninge og indvandrere, som hverken taler dansk, har en anerkendt uddannelse eller nogen som helst erfaring på det danske arbejdsmarked. Problemet med at skaffe de mange job er alene – sådan må man forstå udtalelserne - at kommunerne ikke har været udfarende nok. Småjob, som ikke kræver de store kvalifikationer, er der ifølge arbejdsgiverne nok af. »Der er virksomheder, der aldrig har set skyggen af en jobkonsulent fra kommunen, selv om virksomhederne gang på gang har gjort opmærksom på, at de manglede arbejdskraft,« sagde en arbejdsmarkedskonsulent fra DA til Jyllands-Posten tirsdag – til stor undren for alle os, der gik rundt og troede, at Danmark havde et problem med at skaffe indvandrere i arbejde.

Diskussionen drejer sig om de foreløbig omkring 1.000 personer, der siden 1. juli sidste år er havnet på Bertel Haarders nye lave starthjælp – en ydelse, som udgør mellem 40 og 70 procent af den kontanthjælp, som nytilkomne tidligere var berettiget til. Meldingen fra arbejdsgiverne er umiddelbart glædelig, hvis den holder vand. Det er et sundt princip at sætte nytilkomne i arbejde fra dag et. Dog fristes man til at spørge, hvorfor i alverden disse private virksomheder ikke for længst har taget fat på de enorme sociale opgaver, der i årevis har ligget og ventet på dem:

Skånejob, fleksjob, privat jobtræning af ledige, integration af indvandrere og så videre og så videre – for slet ikke at tale om det rekordstore antal unge, der mangler en praktikplads. Der er ikke andet at sige til DA: Det lyder godt, hvis det er så simpelt. Bare se at komme i gang.

Men problemet er, at så simpelt er det selvfølgelig ikke. Trods den tilsyneladende gode vilje vil tusinder med tiden uforskyldt havne på den lave ydelse i årevis. Og man kan med rette mistænke arbejdsgiverne for med deres overraskende meldinger at være ude i et helt andet ærinde – nemlig at komme integrationsministeren og hans særlige arbejdsmarkedspolitiske eksperiment til undsætning. Den lave starthjælp, som nytilkomne danskere skal kunne modtage i de første syv år i Danmark, er i de forløbne uger blevet udsat for en massiv kritik fra socialrådgivere og kommunale politikere. De nytilkomne flygtninge kan simpelthen ikke leve af den lave ydelse, og det er svært af være jobsøgende, når maven knurrer af sult, lyder meldingen fra dem, der står med problemerne til daglig. Regeringen er ifølge praktikerne i færd med at introducere et hidtil uset arbejdsmarkedspolitisk redskab, som vil ændre det sociale landkort, og som samtidig har en højst tvivlsom virkning på evnen til at skaffe flere i arbejde. 

Af hensyn til sammenhængen og de sociale skel i det danske samfund, har skiftende regeringer hidtil holdt sig tilbage fra at benytte sig af decideret økonomisk forarmelse som metode til at presse beskæftigelsen i vejret. Danmark er kendt som et ekstremt homogent samfund, hvor den slags politiske redskaber ikke har haft nogen gang på jorden. Så længe vores børn går i de samme skoler, bliver passet i de samme daginstitutioner, så længe vi frekventerer det samme sundhedsvæsen og bor i blandede kvarterer, har argumentet om et vist mindste niveau for levestandarden for alle haft en stor opbakning i befolkningen. Det er kun, fordi en borgerlig regering har været i stand til at udnytte en folkestemning vendt mod fremmede og en alliance med Dansk Folkeparti, at det er lykkedes at introducere »fattiggørelse« som et arbejdsmarkedspolitisk instrument.

Risikoen er, at regeringen med sit eksperiment er i færd med at skabe en underklasse af mindrebemidlede, som skiller sig markant ud fra resten af befolkningen både på den ene og den anden måde. Selv om markant lave ydelser til ledige af naturlige årsager altid har stået meget højt på arbejdsgivernes ønskeseddel, så burde regeringen kunne stå for presset.