Gymnasiets opskrift på succes er volapyk for halvdelen af eleverne

Af Marianne Bom

Gymnasiet er stadig ikke sluppet af med den sociale arv. Børn af forældre uden gymnasieuddannelse hægtes af undervisningen, fordi de ikke forstår lærernes sprog, siger Lars Ulriksen, lektor og en af forskerne bag en ny undersøgelse blandt gymnasieelever. Det haster med at forbedre gymnasiet, så lærerne kan møde eleverne dér, hvor de er, mener han.

KOMMUNIKATIONSBRIST

 Eleven er ikke engang nået til at løse opgaven endnu, men hun er allerede ved at give op. For dér står læreren og taler om at perspektivere, analysere og konkretisere. Den anvisning til, hvordan opgaven skal løses, er volapyk for mange af de gymnasieelever, hvis forældre ikke har en gymnasieuddannelse. De kan ikke knække den sproglige kode, som den akademisk uddannede lærer bruger. Derfor står de af, længe før de kommer til det egentlige faglige indhold.

Lars Ulriksen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og en af forskerne bag en ny rapport »Fra gymnasiefremmed til student«. Her har forskerne undersøgt, hvordan elever fra såkaldt gymnasiefremmede hjem – hvor ingen af forældrene har studenterhue – oplever det at gå i gymnasiet. 135 elever på anden årgang på hf, almene, tekniske samt handelsgymnasier er blevet interviewet, og deres fortællinger afslører en hård hverdag.

Den afslører også, at gymnasierne fortsat har en stor opgave at løfte, mener Lars Ulriksen:

»Jeg vil ikke bruge ordet falliterklæring. Det, synes jeg, er for voldsomt. Men jeg vil sige, at der er plads til forbedring. Der er meget god plads,« siger han.

Eleverne i rapporten oplever, at lærerne taler »fremmed« og abstrakt. De føler ikke, at de er gjort bekendt med de mål, de skal nå. De må – især i samfundsfag og humanistiske fag – gætte sig til, hvad det vil sige at løse en opgave tilfredsstillende. De efterlyser konkrete anvisninger i, hvad lærerne vil have dem til. For eksempel, når de skal levere »et godt sprog«. Og de tier med deres spørgsmål, fordi de ikke vil betragtes som »dumme« og risikere at trække karakteren ned. Oveni kan eleverne have svært ved at se, hvad det faglige indhold har med deres verden at gøre. Og sociale problemer i klassen kan vokse sig så store, at de står i vejen for faglig læring.

Det er krasse ord i oktober, og det er bestemt ikke vand på den mølle, som regeringen gerne vil have til at drive ungdomsuddannelserne fremad. Målet er, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det gør kun omkring 80 procent af unge i dag.

»Undersøgelsen peger på, at elever med gymnasiefremmed baggrund har det rigtigt svært, og at nogle lærere ikke har forstået, hvor svært de har det. Altså har gymnasierne brug for at tænke meget over, hvordan de kan gribe opgaven an. De må finde ud af, hvor der skal sættes ind for at gøre det bedre,« siger Lars Ulriksen.

Han understreger, at lærerne ikke kan gøre det alene. Ledelsen og det politisk og administrative niveau skal også på arbejde. Og undersøgelsen siger tilmed kun noget om, hvordan denne gruppe af elever oplever deres gymnasietid.

»Men det er da meget sandsynligt, at andre elever også har det sådan, siger Lars Ulriksen.

Ulige muligheder

Det er ikke en ubetydelig andel af eleverne, der kommer fra såkaldt gymnasiefremmede hjem. Samlet er det cirka hver anden – svingende fra hver tredje i det almene gymnasium til to tredjedele på handelsgymnasiet. Tallet vidner om, at den negative sociale arv er i opbrud. Men den nye undersøgelse viser, at der stadig er et stykke vej, før unge har lige muligheder uanset deres baggrund, mener Lars Ulriksen.

»Konsekvenserne for de her elever er, at de falder fra i større grad end andre, og at de får et dårligere eksamensresultat, også selv om de som udgangspunkt har samme evner. Selv for mange af dem, der kommer igennem, vil det at uddanne sig være koblet til en nederlagsfølelse efter oplevelserne i gymnasiet. Det har betydning for deres motivation for videre uddannelse. Der er faktisk en del studenter, der ikke bruger deres studentereksamen bagefter.«

Men det er jo alligevel ikke alle, der skal have en videregående uddannelse, så hvad er problemet?

»Spørgsmålet er, om det er den rigtige brug af elevernes mentale ressourcer og tid at sende dem gennem gymnasiet for at blive specialarbejdere. Ikke fordi der er noget galt med specialarbejdere, men hvorfor skal de gå tre år i gymnasiet for at blive det,« spørger Lars Ulriksen.

Men han siger samtidig, at det er svært at argumentere for, at de unge skal holde sig fra gymnasiet. For det er jo netop gymnasiet, der baner vej til de mange fordele, som en videregående uddannelse fører med sig. Og hvis vi ønsker at bryde den sociale arv, så skal ellers dygtige elever selvfølgelig ikke sorteres fra alene på grund af forældrenes uddannelsesbaggrund.

Spild af ressourcer

Den frasortering, der sker i dag, har ikke bare konsekvenser for den enkelte. Men også for samfundet, der har brug for flere højtuddannede. Regeringens mål er, at 50 procent af en årgang skal tage en videregående uddannelse – og det mål var nået i dag, hvis alle elever i gymnasiet fuldførte og havde mod på en videregående uddannelse, påpeger Lars Ulriksen.

»Som det ser ud nu, er der risiko for, at vi ikke får løftet det uddannelsesbehov, som de fleste er enige om, samfundet har brug for i de kommende år. Samtidig sidder der altså en relativt stor gruppe elever, som har så meget interesse for at uddanne sig, at de har søgt ind på en gymnasial uddannelse. Men de får ikke mulighed for at følge den interesse til dørs, fordi gymnasiet ikke møder dem der, hvor de er,« siger Lars Ulriksen og overvejer et øjeblik sine ord:

»Det er ikke hensigtsmæssigt for et samfund at have folk, der går rundt og har skuffede oplevelser med uddannelse. Jeg tror, at man ville få mere lykke, hvis man kunne løse nogle af de her problemer,« siger han og ler lidt ad sin »højstemthed«.

»Men man kan også se forretningsorienteret på det,« siger han så:

»Det er spild af ressourcer, at de unge falder fra eller gennemfører gymnasiet uden at bruge det til noget.«

Lad eleverne evaluere

Spørgsmålet er så, hvordan man kan tilpasse gymnasierne til de unge.

»Inden gymnasierne tilpasser sig, skal vi finde frem til, hvad det er virkelig vigtigt, at de unge lærer, så man ikke risikerer at fjerne ting, der er centrale. Dernæst må gymnasierne spørge sig selv, om der er nogle af de måder, de arbejder på, og noget af det indhold, der præsenteres, som kun er der, fordi sådan plejer det at være,« siger Lars Ulriksen.

Undervejs er det en god idé at indføre evaluering af undervisningen, hvor eleverne giver feed back. Forstår de det sprog, der tales? Kender eleverne de konkrete krav, der stilles, og bliver de udstyret med redskaber, så de har en chance for at opfylde dem? Ifølge undersøgelsen opleves det ikke sådan i dag.

»Vi anbefaler også, at lærerne går sammen om at udvikle deres undervisningsfaglighed, så undervisningen får større relevans for eleverne. For historielæreren skal jo ikke bare være dygtig til faget historie. Han eller hun skal også have en viden om, hvilke eksempler, øvelser og tekster der er velegnede til at formidle de faglige pointer til eleverne,« siger Lars Ulriksen.

Endelig er det vigtigt at holde øje med og bearbejde det sociale klima i klasserne. Det er ikke alle lærere, der har fingerspidsfornemmelse for den slags, påpeger Lars Ulriksen. Men så må de have input til at løse opgaven i samarbejde med andre lærere og ledelsen.

Vent ikke på flere penge

Er der behov for flere penge til gymnasiet?

»Vi har ikke forholdt os til, om der skal flere ressourcer til. Men nogle af de ting, vi tror, der skal til, kræver ressourcer. Det gælder for eksempel undervisning i mindre hold, undervisning med to lærere ad gangen og supervision af kolleger. Det koster penge, og jeg tror, at der er brug for ekstra ressourcer. Men det er vigtigt, at man ikke sætter sig ned og venter på pengene. Det gælder om at komme i gang med det, man kan gøre her og nu,« siger Lars Ulriksen.

Han mener ikke, at gymnasierne selv kan løfte hele opgaven. Politikerne og Undervisningsministeriet skal også levere deres del af arbejdet. Ikke kun i form af generelle bevillinger, men også i kraft af forsøgsprojekter, hvor man for eksempel udvikler nye evalueringsformer og har lærernes sprog i fokus. Desuden skal fagenes indhold ses i efter i sømmene – for at undersøge, om lærerne har tilstrækkeligt rum til at justere undervisningen til deres målgruppe. Jo mere detailstyret indholdet i undervisningen bliver af kanon’er og lignende tiltag, desto sværere bliver det for lærerne at tilrettelægge undervisning frugtbart for netop deres klasser, mener Lars Ulriksen.

»Man kan nemlig ikke undervise på samme måde på Københavns vestegn som i Vestjylland, og det må politikerne respektere,« siger Lars Ulriksen.

Hvorfor mener du, det haster så meget at forandre gymnasiet?

»Det haster med at gøre noget ved problemerne med den sociale arv, fordi for hver gang vi ikke kommer i gang, så er der nogle elever, der får en skidt eksamen og en dårlig oplevelse, og der er nogle lærere, der bliver frustrerede over at undervise elever, som ikke kan deltage i undervisningen og virker passive. Det er spild af gode ressourcer.«