Guldregn over bankdirektører

Af

Nu scorer landets bankdirektører – igen, igen – markante lønstigninger. Og det er der absolut ingen gode argumenter for.

BEGÆRLIGHED Samtidig med at forargelsen over en politikers seksuelle udskejelser skyllede hen over landet, var der i sidste uge en anden historie, som hverken skabte forargelse eller debat. Men burde det. En ny Børsen-undersøgelse viste nemlig, at en bankdirektør nu tjener fire millioner kroner om året i gennemsnit – eller over 330.000 kroner om måneden. Og at lønstigningen har været på mere end 10 procent i 2007. Det svarer til 31.000 kroner. Om måneden! Eller hvad en fuldtidsansat folkeskolelærer får på et af de sidste løntrin. Og så tog undersøgelsen ikke hensyn til de aktieoptioner og aktiebaseret løn, som ellers er eksploderet i de senere år for topledere.

Men er der ikke gode argumenter for en sådan guldregn over bankdirektørerne? Svaret er, at der findes argumenter. Men gode? Det er de ikke.

Hovedargumentet fra erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer går på melodien: »Danske topchefer forsvinder til udlandet, hvis ikke de bliver aflønnet som udenlandske direktører«. Eller sat på korteste formel: Hvis FC København skal kunne klare sig i Champions League, skal Don Ø også kunne købe de bedste spillere. Men fodboldanalogien holder ikke for danske topledere. Ugebrevet A4 har tidligere gennemført en undersøgelse, hvor vi gik på jagt efter danske topchefer, der var skiftet til udenlandske virksomheder. Og bortset fra Jan Leschly, der for næsten 30 år siden rejste til USA, fandt vi ingen! Danske topledere rykker ikke rundt på et internationalt marked. Faktum! Som direktør i Jyske Bank Anders Dam sagde ved den lejlighed: »Det er jo ikke, fordi udlandet står i kø for at købe danske topledere, og derfor overrasker det mig ikke, at I ikke har fundet én eneste topleder, der er rykket udenlands. Det er præcis, som jeg ville have forventet«.

Et andet argument for lønstigninger lyder sådan her: »Topledere lever med en stor jobrisiko – det skal de belønnes for«. Men A4-kortlægninger viser, at uanset om dansk økonomi er på vej op i rutsjebanen eller på vej ned, kommer personen med den højeste indkomst ud som samlet vinder. De fleste på direktionsgangen lever højst med risikoen for at få et gyldent håndtryk i millionklassen.

Endelig spiller et tredje argument for høje toplederlønninger på melodien: »Det er kun fint, hvis nogen bliver rigere i dette samfund, så længe resten ikke bliver fattigere«. Det lyder tilforladeligt. Men erfaringerne viser, at det ikke er ligegyldigt for et samfunds sammenhængskraft, at toppen økonomisk stikker af fra hovedfeltet. Det betyder nemlig, at også den sociale og mentale kløft øges mellem top og andre. Og så bliver det sværere at skabe social mobilitet i et samfund. Det ser vi allerede i Danmark.

Der er altså ingen gode samfundsmæssige argumenter for, at bankdirektører eller andre topledere får markant højere lønninger. Til gengæld er der rigtig gode argumenter for at holde lønningerne i ro. Et af dem er, at toplederlønninger har en vigtig signaleffekt i forhold til resten af arbejdsmarkedet. Danmark står måske over for en »stagflationskrise« med stagnation og inflation på én og samme tid, hvilket gør det særdeles vigtigt med en afdæmpet lønudvikling. Advarer landets økonomer.

Men mens bankernes cheføkonomer bekymrer sig om samfundsøkonomiens tilstand – er deres egne direktører ude i et vildt soloridt for at rage penge til sig selv. Noget kønt syn er det ikke.