Grundlov for perfekte fagforeninger

Af | @JanBirkemose

Finansforbundet har som det første forbund formuleret et sæt spilleregler for, hvordan den gode fagforening skal opføre sig. De nye planer, der går under navnet Union Governance er stærkt inspireret af erhvervslivets regler for god selskabsledelse og nu mener formand Allan Bang, at alle fagforbund bør følge trop.

ANSVAR Hvis der er ét begreb, der i de seneste 10 år har efterladt en vidunderlig frisk smag i munden på erhvervslivets top, så er det Corporate Governance – eller oversat til dansk »god selskabsledelse«. Ledelsesfilosofien, der bygger på åbenhed, ærlighed og nærmest renhed, er fejet hen over de bonede gulve i stort set alle store og mellemstore virksomheder og har efterladt forpligtende leveregler om, hvordan virksomhederne og deres ledelser skal opføre sig.

Nu står fagbevægelsen over for samme friske vindpust, mener Finansforbundets formand Allan Bang. Hans forbund introducerede i al stilfærdighed for et halvt år siden fagbevægelsens svar på Corporate Governance, der er blevet oversat til Union Governance. Og nu er forbundet klar med en række initiativer, der skal trumf på de fine ord.

»Union Governance er et sæt leveregler om, hvordan vi gerne vil opføre os over for medlemmerne og de parter, vi omgås i vores arbejde. Det er ikke noget popsmart forsøg på at brande os selv, men en erkendelse af, at vi i fagbevægelsen fra tid til anden bliver opfattet som værende meget reaktionære og forstokkede. Vi er nødt til at erkende, at alt ikke er perfekt, og at der sker fejl, og derfor vil vi arbejde benhårdt med ledelse og åbenhed,« siger Allan Bang.

De bærende tanker i Union Governance er, at medlemmerne skal opleve et større ejerskab til deres fagforening, at samarbejdet med de eksterne parter som for eksempel andre faglige organisationer og arbejdsgivere styrkes, at der er åbenhed om økonomi og væsentlige beslutninger, og at den politiske top agerer professionelt i enhver henseende.

Hotline til medlemmerne

Og netop, fordi det ikke kun må være ord, som skal bruges i den årlige skåltale til hovedbestyrelsens julefrokost, har Finansforbundet nu søsat en række konkrete initiativer. Blandt andet vil forbundet regelmæssigt og systematisk spørge medlemmerne om deres ønsker til forbundets udvikling og politiske mål. Samtidig etablerer Finansforbundet en slags ombudsmandsfunktion, hvor utilfredse medlemmer kan få prøvet deres sag hos en uvildig advokat.

Den nye klageinstans er et af de mest håndgribelige initiativer i den nye plan.

»Hvis nogen er utilfredse, har vi hyret et advokatfirma, så det ikke er os selv, der skal undersøge os selv. Der bliver jo lavet fejl, det kan ikke undgås. Det hjælper bare ikke noget at skjule det,« siger Allan Bang.

Har I da skjult det tidligere?

»Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke, vi har gjort. Vi har håndteret fejl på en ordentlig måde, men det har ikke været specielt synligt, og det har altid været os selv, der har håndteret klagerne. Nu synes vi, at der skal være en mulighed for at gå andre steder hen.«

Allan Bang mener, at det er en fagforenings livsnerve, at toppen ved, hvad medlemmerne tænker og ønsker, og derfor skal medlemmer i fremtiden spørges regelmæssigt og systematisk. Forbundet har allerede i flere år spurgt medlemmerne til råds inden overenskomstforhandlinger, og det har Allan Bang oplevet som et meget positivt input.

»Vi kan godt lide, at medlemmerne giver deres besyv med. Det giver forhandlerne et utrolig godt rygstød, når de forhandler. Nu søsætter vi så en mere løbende og systematiseret måde at spørge medlemmerne på om deres holdninger og tilfredshed med os.«

Når I spørger medlemmerne, er I også nødt til at efterleve de svar, I får. Betyder det, at I har lagt politikken og ledelsen i hænderne på medlemmerne?

»Nej, vi spørger dem om, hvordan de grundlæggende forholder sig til nogle temaer, som vi definerer. Vi vil gerne vide, hvad vej vi skal gå. Men vi spørger dem jo ikke til, om der skal flyttes kommaer i den ene eller anden paragraf,« siger Allan Bang.

Risikerer I ikke, at I aldrig kommer til at forfølge langsigtede politiske mål, fordi de ikke står øverst på medlemmernes ønskeliste? Arbejdsmarkedspensionerne er jo et eksempel på et resultat, som ikke var medlemmernes førsteprioritet?

»Jo, men der har vi så centrale midler til for eksempel kompetenceudvikling, og det er jo et område, som medlemmerne ikke står hver dag og skriger efter, men som vi alligevel prioriterer. Der er selvfølgelig ting, som vi laver, fordi vi har besluttet, at det er en vej, vi skal gå.«

Men ville arbejdsmarkedspensionerne være blevet indført, hvis man i 80’erne havde lyttet til medlemmerne på jeres nye måde?

»Det tror jeg ikke nødvendigvis. Men det er svært at sige, for jeg mener også, at pensioner er et af de områder, hvor vi er nødt til at være lidt formynderiske. For eksempel skal pensionspengene ikke bare kastes ud i frit spil, så de unge selv kan vælge, om de vil havde det udbetalt som løn. Der er vi nødt til at være formynderiske, selv om en stor del af vores medlemmer synes, at de selv kan finde ud af det.«

Fra ord til handling

Ligesom i erhvervslivets spilleregler for god selskabsledelse spiller sammensætningen af Finansforbundets politiske ledelse også en stor rolle i de nye leveregler. Hovedkravet er, at hovedbestyrelsen skal være sammensat af en bred palet af kompetencer og skal afspejle medlemmerne. Men netop her er Finansforbundet ikke kommet ret meget længere end til de fine ord. Blandt andet sidder der kun tre kvinder på de 17 pladser i hovedbestyrelsen – til trods for, at over halvdelen af forbundets medlemmer er kvinder.

»Vi synes selvfølgelig, det er vigtigt, at vi får flere kvinder med i den politiske ledelse. Så på det punkt må vi erkende, at vi ikke har bestået. Men systemet er sådan, at medlemmerne af hovedbestyrelsen bliver udpeget af kredsene, og derfor er det svært at styre, hvordan andelen af kvinder bliver.«

Men hvorfor bruger I ikke jeres kræfter på at forfølge dette politiske mål i stedet for at udvikle fine papirer, som så alligevel ikke lever op til deres ord på i det mindste dette område?

»For at vi kan flytte os, er det nødvendigt, at vi går igennem nogle processer. Og på mange områder har vi flyttet os gevaldigt på ganske kort tid. Det er også min forventning, at det vil ske med hensyn til andelen af kvinder. Alternativet ville være at trumfe noget igennem på et landsmøde, og der tror jeg altså på, at det er bedre, vi når målene igennem den bearbejdning af holdninger, som ligger i Union Governance.«

I erhvervslivet har mange virksomheder valgt at følge de såkaldte Nørby-anbefalinger, der siger, at ingen bør sidde i flere end tre bestyrelser ud over det bestyrelsesarbejde, der er direkte knyttet til ens fuldtidsstilling. Men ligesom erhvervslivet har svært ved at leve op til anbefalingerne, har Finansforbundet valgt ikke at sætte tal på, hvor mange poster de ledende politikere i forbundet må have.

»Vi har ikke nogen aftale om, hvor mange steder vi kan sidde, men vi gennemgår alle de bestyrelser, hvor det er naturligt, at vi sidder, og så fordeler vi posterne mellem os. Der er ikke nogen af hverken mine eller næstformændenes bestyrelsesposter, som ikke ligger i naturlig forlængelse af vores arbejde i Finansforbundet.«

Men tankegangen i Nørby-anbefalingerne er jo, at det er begrænset, hvor meget bestyrelsesarbejde en person kan overkomme, hvis man samtidig har et fuldtidsjob som for eksempel formand for Finansforbundet?

»Det er også nogle tanker, vi gør os. Men vi har en stribe af bestyrelser, hvor vi er nødt til at sidde for at repræsentere forbundet. Og der er ikke nogen af os, der sidder andre steder end der, hvor vi er nødt til at sidde. Det er helt åbenlyst, at jeg ikke kan påtage mig at sidde i eksterne bestyrelser, hvis jeg samtidig skal passe mit job som formand.«

Er der ikke en risiko for at den megen fokus på pænhed, omdømme og leveregler får jer til at fokusere mere på at undgå fejl end at nå politiske mål?

»Det er jo ikke noget enten eller. Vi forfølger mange politiske mål. Men det her handler om, hvordan vi leder vores fagforening på den bedste måde. Politisk står vi fuldstændig fast på vores mål, og vi bliver ikke mindre politiske af, at vi spørger medlemmerne om deres holdning.«

Allan Bang mener, at den halvanden år lange proces med at skabe de nye leveregler har været så frugtbar, at den er mere værd end selve papiret, den er mundet ud i. Det er igennem de mange overvejelser og debatter, at ejerskabet til Union Governance er blevet skabt, og han advarer derfor andre fagforeninger mod bare at overtage Finansforbundets regler, selv om de er tænkt som nogle, der kan bruges generelt i fagbevægelsen.

»Vi vil meget gerne udbrede tanken til alle andre fagforeninger. Men det er vigtigt, at ingen tror, det er nok at kopiere vores papirer og hænge et skilt på døren om, at fagforeningen nu drives efter Union Governance. Det er de mange diskussioner, der følger med arbejdet, der er værdifulde, og det kan jo godt være, at andre fagforeninger mener, deres overligger skal ligge et andet sted end hos os.«

»Men det vil være godt, hvis tankegangen bliver udbredt til hele den etablerede fagbevægelse. Uanset om det er i LO, FTF eller AC er det vigtigt, at fagforeningerne gør sig seriøse overvejelser om, hvordan de agerer. Sat på spidsen kan man jo sige, at fagbevægelsen ikke er stærkere end sit svageste led. Derfor håber jeg, at vi kan udbrede tankegangen,« siger Allan Bang.

Han erkender dog, at vejen frem mod Union Governance sandsynligvis ikke er lige let i alle forbund, og at Finansforbundet har haft medvind i sit arbejde, fordi de netop befinder sig i en sektor, hvor begreberne har været kendt i årevis.

»Sådan er det ikke alle steder i fagbevægelsen. Det ved jeg godt. Der er steder, hvor både dogmer og tankegang er som for 15 år siden. Og der er det klart, at vejen frem mod Union Governance er længere.«