Grund til selvransagelse i FOA

Af

Få måneder efter, at de offentligt ansatte har fået nye overenskomster, advarer FOA-formand Dennis Kristensen om, at gevinsten risikerer at blive ædt op af inflation. Han erkender, at hans indsats som chefforhandler måske kan vise sig at være til dumpekarakter, og at det kan blive aktuelt at bede arbejdsgiverne om at genåbne aftalen.

Forstår du, hvis medlemmerne synes, at din præstation er til dumpekarakter?

»Jeg kan godt forstå dem, der er bekymrede, for det er ikke noget godt billede, der tegner sig. Vores medlemmers løn er med overenskomstaftalen knyttet til lønudviklingen på det private område, og den udvikler sig noget dårligere, end vi forventede, da vi indgik aftalen. Samtidig er prisen på energi, benzin og fødevarer steget eksplosivt, hvilket især går hårdt ud over folk i vores ende af lønskalaen. Hvis de skal bruge af deres reallønsfremgang til at købe brød, har vi ikke gjort det godt nok. Og hvis det ender med en egentlig reallønstilbagegang, har vores indsats været til dumpekarakter.«

Hvor sandsynligt er det, at du dumper? At medlemmerne ender med at have mindre til rådighed – og ikke mere, som de blev lovet?

»Hvis udviklingen fortsætter, er det meget ubehageligt. Ingen kan vide, hvordan det går i de resterende to et halvt år af overenskomstperioden, men jeg er ret bekymret.«

De stigende priser på benzin og fødevarer var kendt, da I forhandlede. Sov I?

»Vi bruger tal fra Finansministeriet og Det økonomiske Råd, som regnes for den ypperste, uvildige økonomiske ekspertise. Det kan man ikke bebrejde os. Det er rigtigt, at benzinen og fødevarerne var begyndt at stige, men der var ingen endegyldig forklaring. Men der er alligevel grund til selvransagelse i forhold til, om vores tal var aktuelle nok. Vi skulle nok have lyttet mere seriøst til de mange dommedagsprofetier. Set i bakspejlet burde vi have analyseret dybere på, om vi skulle gå efter en toårig overenskomst frem for en treårig.«

Du har også talt for en tilbagevenden til automatisk dyrtidsregulering som løsning på det her. Vil du bombe landet tilbage til 1970’ernes løn-pris-spiral?

»Jeg har nævnt automatisk dyrtidsregulering som en af de tre løsninger, jeg kan se, hvis medlemmernes reallønsfremgang ender med at blive en reel tilbagegang. De to andre er kortere overenskomstperioder og en midtvejsregulering af den nuværende overenskomst. Automatisk dyrtidsregulering er mest effektivt og et godt redskab, men får ingen politikere og økonomer til at klappe i hænderne.«

Hvordan kan du kalde automatisk dyrtidsregulering et godt redskab, når det engang kørte økonomien af sporet og satte fagbevægelsen helt uden for indflydelse?

»Isoleret set er det godt, hvis lønnen reguleres automatisk, men automatisk dyrtidsregulering har ingen gang på jord. Vi må satse på de to andre muligheder.«

Men bordet fanger i forhold til de netop afsluttede overenskomster. Er det så det ikke letkøbt og nytteløst, at du allerede nu lægger op til at genforhandle?

»Vi har indgået en bindende aftale, så vi har ikke krav på noget som helst. Men jeg håber, at vi alligevel kan finde en løsning, hvis den ulykkelige situation opstår, at vi får en reallønstilbagegang. For så er forudsætningerne for aftalen helt ændret.«

Hvor sandsynligt er det, at arbejdsgiverne går med til det?

»De vil nok sige, at det ikke er nogen god ide, men jeg er et naivt menneske, og det skal ikke være uforsøgt. Jeg kan ikke bare sige, at det er ærgerligt for medlemmerne, at forudsætningerne ikke holdt.«

Var det ikke mere reelt, hvis du sagde ligeud til medlemmerne, at I har kvajet jer, og at de er blevet taget bagi?

»Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi har kvajet os. Vi var ikke herrer over den her udvikling, men hvis det går så galt, som man kan frygte, kan man måske godt bebrejde os, at overenskomsten blev treårig.«