Grønland ønsker Canada frem for Danmark

Af | @GitteRedder
| @MichaelBraemer

Naboerne i Canada er dem, Grønland vil have størst udbytte af at samarbejde med i de kommende år – ikke danskerne. Det siger hver tredje grønlænder i ny undersøgelse. Trods det er der massiv opbakning til rigsfællesskabet med Danmark. Flirten med Canada skyldes kulturelle bånd til inuitterne, mener eksperter.

Foto: Foto: Ulrik Bang, Scanpix

HEDE POLAR-FØLELSER Når den nyvalgte grønlandske landsstyreformand Aleqa Hammond (Siumut) i dag indleder sit første officielle besøg i Danmark, kommer hun som repræsentant for et folk, der ikke længere ser Danmark som sin primære, fremtidige allierede.

Det fremgår af en ny undersøgelse, hvor flest grønlændere peger på Canada som det land, Grønland skal alliere sig med i de kommende år.

Undersøgelsen er foretaget via telefoninterview af HS Analyse for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit på 712 personer af den grønlandske befolkning.

Selv om grønlænderne holder fast i rigsfællesskabet, peger næsten hver tredje – 31 procent – på Canada, når de bliver spurgt om, hvem Grønland skal alliere sig mest med i de kommende år.

Danmark må nøjes med andenpladsen og opbakning fra 22 procent af de adspurgte, mens stormagterne Kina og USA må affinde sig med, at kun henholdsvis 6 og 4 procent af grønlænderne ser dem som fornuftige allierede.

Det er ellers kineserne og amerikanerne, der lige nu står på spring med milliarder af kroner og storstilede mineprojekter.

Kulturelt fællesskab

Orienteringen mod det canadiske naboland i vest får dog, ifølge undersøgelsen, ikke grønlænderne til at slække på opbakningen til rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne.

Hele 84 procent af de adspurgte erklærer sig som tilhængere af fællesskabet.

Historiker og Grønlandsekspert Lars Hovbakke Sørensen finder det bemærkelsesværdigt, at så mange grønlændere orienterer sig mod Canada i stedet for Danmark.

Men netop på grund af den massive opbakning til rigsfællesskabet tror han ikke, at man skal forestille sig, at grønlænderne på et tidspunkt vil indlemmes i Canada. Det handler om et kulturelt fællesskab, som vi tilsvarende dyrker i de nordiske lande, vurderer han.

»Jeg tror, at tiltrækningen til Canada hænger sammen med den historiske og kulturelle forbindelse, grønlænderne har til inuitterne i Canada. Det er et folk, som minder meget om grønlænderne. De har samme kultur og sprog og også et formaliseret samarbejde med Grønland. Det er ikke den canadiske regering, grønlænderne tænker på, når de svarer, som de gør,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Ligesom Norden

På det praktiske plan mener Lars Hovbakke Sørensen heller ikke, at der er store perspektiver for Grønland i en alliance med broderfolket i Canada.

»Man vil kunne dyrke et kulturelt fællesskab, ligesom man gør i Norden. På det politiske plan vil der imidlertid være forskellige interesser, som ikke kan varetages i et samarbejde,« mener han.

Men det afkølede forhold til Danmark kommer også til udtryk i valget af Aleqa Hammond som ny landsstyreformand.

Om forholdet til Danmark udtalte hun, der er uddannet folkeskolelærer i Montreal i Canada, i sidste måned til Weekendavisen:

»Jeg føler mig ikke hjemme i Danmark. Mentalt og personligt er jeg så udansk, som man overhovedet kan være. Vi er ikke danske, vi ser ikke ud som danskere, vi tænker ikke som danskere.«

Vink med vognstang

Finn Sørensen, grønlandsordfører for Enhedslisten, som under det seneste års heftige debat om storskalaloven har beskæftiget sig indgående med forholdene på øen, mener, at Danmark godt kan tage grønlændernes svar i undersøgelsen som et vink med en vognstang om, at de ikke på længere sigt betragter Danmark som en central alliancepartner.

Han hæfter sig ved, at især de unge grønlændere vender ryggen til Danmark og retter blikket mod Canada.

Blandt de 18-29-årige mener hele 39 procent, at Canada er det land, man vil få størst udbytte ud af at samarbejde med. Kun 12 procent af de unge peger på Danmark.

»Jo yngre, man er, desto mindre relevant er Danmark for grønlænderne. Det kan have forskellige forklaringer, som alle er forståelige. For eksempel, at især de unge ønsker uafhængighed af Danmark, og at de nye generationer på Grønland orienterer sig langt mere internationalt end de ældre,« siger Finn Sørensen.

At den udvikling ikke i første omgang går ud over opbakningen til Rigsfællesskabet, finder Finn Sørensen meget logisk.

»I det ene svar forholder de sig til virkeligheden her og nu, hvor Grønland er en del af rigsfællesskabet. I det andet ser de mange år ud i fremtiden,« vurderer han.

Ud af lillebror-rollen

Historiker Lars Hovbakke Sørensen er enig, og han er ikke i tvivl om, at grønlænderne på længere sigt ønsker at komme ud af lillebror-rollen og stræber efter en løsrivelse baseret på økonomisk uafhængighed.

Grønlænderne har da også en massiv tillid til, at det kan lade sig gøre at blive økonomisk uafhængig af Danmark.

To ud af tre giver i undersøgelsen udtryk for, at de tror på økonomisk uafhængighed for Grønland. Men indtil uafhængigheden er en kendsgerning, affinder grønlænderne sig langt hen ad vejen med danskernes storebror-rolle, påpeger Lars Hovbakke Sørensen.

Det synspunkt understøttes i undersøgelsen, hvor der er spurgt til den store opmærksomhed, som Grønland har fået fra Danmark i forbindelse med storskalaloven, som skal sætte gang i et råstofeventyr på Grønland. Blandt andet ved hjælp af lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft.

Den ’indblanding’ og kritik, grønlænderne har oplevet fra danskernes side i den anledning, har kun styrket grønlændernes opbakning til rigsfællesskabet, viser tallene.

28 procent af de adspurgte har fået et mere positivt syn på den grønlandske deltagelse i rigsfællesskabet efter debatten om storskalaloven. Kun 7 procent er blevet påvirket i negativ retning.

»Det virker, som om grønlænderne mener, at de har brug for danskerne af pragmatiske grunde – til at hjælpe med at få råstofeventyret i gang på en god måde. Sympatierne med Danmark går paradoksalt nok på, at det er et land, der kan hjælpe dem til at løsrive sig fra Danmark,« siger Lars Hovbakke Sørensen, der fortsætter:

»Grønlænderne signalerer jo klart, at de egentlig føler sig kulturelt forbundet med nogle andre, men har brug for Danmark, fordi de har en klar opfattelse af, at vi har en mere ordentlig tilgang til for eksempel arbejdsforhold end USA og Kina,« vurderer han.

Intet tegn på løsrivelse

Professor i økonomi Torben M. Andersen, der er formand for Grønlands Økonomiske Råd, genkender den stærke grønlandske ambition om større selvbestemmelse og økonomisk uafhængighed af Danmark baseret på en selvbærende økonomi.

Men han ser intet tegn på løsrivelsestendenser i forhold til rigsfællesskabet hverken i den virkelighed, han møder på Grønland eller i de holdninger, der kommer til udtryk i A4’s undersøgelse.

»Man kan godt forstå interessen for Canada på grund af forbindelsen til landets inuitter. Vi andre kigger også til nærmeste nabo og samarbejder for eksempel meget med Norge, selv om landet ikke er medlem af EU. Men når det kommer til det økonomiske og rigsfællesskabet, er det tydeligt, hvem grønlænderne føler sig forbundet med. Ingen foreslår, at Grønland skal indgå som ny delstat i Canada, selv om de selvfølgelig har nogle fælles interesser,« siger han.

Det ville også være svært at argumentere for en snarlig løsrivelse i lyset af grønlændernes holdning til rigsfællesskabet, som er den mest markante i undersøgelsen overhovedet, påpeger han.

»Men det er klart, at inden for den ramme peger meget på, at relationen mellem Grønland og Danmark vil blive anderledes,« siger Torben M. Andersen.

Realistiske grønlændere

Hvor meget anderledes, forholdet bliver, vil afhænge af, om det lykkes grønlænderne at opnå den økonomiske uafhængighed, de drømmer om.

I undersøgelsen er der spurgt til, hvor de selv ser den vigtigste indkomstkilde de kommende år og dermed vejen til uafhængighed.

Over halvdelen – 54 procent – peger på råstoffer, 24 procent på fiskeri og 8 procent peger på turisme.

Den store fokus på råstoffer er, ifølge Torben M. Andersen, udtryk for stor realisme. Det er naturressourcer eller ingenting, når det gælder en selvbærende, grønlandsk økonomi, mener han.

»Råstofferne er det, Grønland kan byde ind med og det mest sandsynlige grundlag for at skabe en selvbærende økonomi. Det er lidt alt eller intet,« mener han og håber, at politikerne både i Grønland og Danmark vil arbejde hurtigt for at få den lovgivning på plads, der skal bane vejen for udenlandske investeringer i minedrift.

Unikt rigsfællesskab

Det samme gør den socialdemokratiske grønlandsordfører Flemming Møller Mortensen, der har boet i Grønland og kender det brændende, grønlandske ønske om økonomisk uafhængighed.

Han har svært ved tøjle sin begejstring over den grønlandske opbakning til rigsfællesskabet.

»Konstruktionen af vores rigsfællesskab og selvstyreloven er meget unikke og værdifulde for Danmark, og vi ønsker at vedligeholde og udvikle rigsfællesskabet. Så derfor er jeg utrolig glad for grønlændernes opbakning,« siger han.

Det klare signal fra grønlænderne om, at de ønsker en stærkere alliance med Canada, mener han ikke er en trussel mod rigsfællesskabet sådan, som han tolker svarene.

»Canada er jo et naboland med en inuitbefolkning og sidder i forskellige arktiske organer sammen med Grønland. Derfor føler man et slægtsfællesskab, som man gerne vil opdyrke. Men man skal passe på med ikke få forkerte associationer, for grønlænderne opfatter jo allerede Danmark som nært allieret. Og de tænker næppe på for eksempel sikkerheds- og udenrigspolitik, som er et anliggende for rigsfællesskabet, når de ønsker at styrke alliancen med Canada,« mener han.

Misforståelse

Venstres Grønlandsordfører, Gitte Lillelund Bech, ser heller ikke grønlændernes interesse for Canada som faneflugt.

»Jeg er glad for, at så mange tillægger rigsfællesskabet stor betydning. Men jeg kan samtidig godt forstå, at man med de nye sejlruter ved Grønland ser en helt naturlig alliancepartner i Canada, når man skal håndtere olieforurening eller andre problematikker, der opstår i den forbindelse,« siger hun.

Noget andet er, påpeger Gitte Lillelund Bech, at det er den danske stat, der er ansvarlig for mange af de opgaver, som skal løftes i forbindelse med de nye sejlruter – miljøovervågning, redningsaktioner og så videre.

»Derfor ser jeg det som naturligt, at det er rigsfællesskabet og ikke Grønland, der skal samarbejde med Canada om de projekter,« pointerer hun.