Gratister breder sig blandt europæiske lønmodtagere

Af | @MichaelBraemer

Andelen af lønmodtagere, der er organiseret i en fagforening, er kraftigt på retur over hele Europa, viser ny rapport. Det får eksperter til at efterlyse politisk hjælp, hvis fagbevægelsen fortsat skal være repræsentativ og den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter som planlagt skal bestemme den sociale og arbejdsmarkedspolitiske udvikling i Europa.

TILBAGEGANG Vi vil godt have goderne, men vi gider ikke betale«. Den holdning breder sig med ganske få undtagelser i alle EU’s 27 medlemslande, hvor en stadig mindre del af lønmodtagerne vælger at være medlem af en fagforening. Det er risikofrit at lade være med at organisere sig, for det er almindeligt i alle landene, at alle nyder godt af overenskomstrettigheder på deres område. Men på længere sigt kan udviklingen underminere den såkaldte sociale dialog, som er en af grundpillerne i det europæiske samarbejde, advarer eksperter.

De svindende organisationsgrader, som det hedder, når man udregner andelen af organiserede lønmodtagere, fremgår af en ny rapport fra det EU-finansierede Dublin-Instituttet.

Andelen af organiserede lønmodtagere er hvert år faldet med gennemsnitlig op mod syv procent fra 2000 til udgangen af 2006 i de værst ramte østlande og er nu nede på mellem 13 og 34 procent. I de gamle, vesteuropæiske EU-lande har der været tale om en mere moderat udvikling, hvor faldet i organisationsgrad gennemsnitlig har været på mellem tre og i underkanten af en enkelt procent årligt.

Kun Belgien og Malta samt Norge – der også indgår i undersøgelsen, selv om landet ikke er medlem af EU – går mod strømmen og kan bryste sig af mindre stigninger i andelen af lønmodtagere med fagforeningsbog i perioden.

I Danmark har flugten fra de faglige organisationer været diskuteret heftigt. Men i en større europæisk sammenhæng markerer vi os med et forholdsvis beskedent årligt fald i andelen af organiserede lønmodtagere på 1,3 procent i perioden 2000-2006.

Rapporten fra Dublin-Instituttet bærer titlen ’Trade union strategies to recruit new groups of workers’ og opremser, hvad man har gjort i de enkelte medlemslande for at vende den katastrofale udvikling.

Den er omhyggelig med at fastslå, at fagforeningerne på trods af tilbagegangen står usvækket som repræsentanter for arbejdstagersiden i den sociale dialog om arbejdsmarkeds- og sociale forhold i EU. Men professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen læser en kraftig advarsel i forfatternes evige formaninger om nødvendigheden af ressourcer og medlemsopbakning i de faglige organisationer for at kunne fylde deres rolle ud.

»Den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter er en institutionel grundpille i EU. Derfor er man interesseret i, at folk er med i en fagforening og har en stor frygt for, at rammerne for den sociale og arbejdsmarkedspolitiske udvikling bliver smadret, fordi folk bliver ved med at drysse ud,« siger Henning Jørgensen, der som tidligere direktør i Europæisk Faglig Sammenslutnings (EFS) forskningsinstitut ETUI har et indgående kendskab til europæisk fagbevægelse og arbejdsmarkedsforhold.

Henning Jørgensen er ikke imponeret over idékataloget og tror ikke, det bliver det, der får vendt den kritiske udvikling, som europæisk fagbevægelse er kommet ud i. Fra nogle lande rapporteres det blandt andet, at man i sin rekruttering har sat øget fokus på grupper, der traditionelt har været dårligt organiseret: Kvinder, unge og indvandrere, og det bør efter hans vurdering ikke sortere under kategorien ’nytænkning’.

»Rapporten ser i det hele taget mere på, hvad fagforeningerne selv kan gøre end på, hvad det politiske system kan gøre. Den springer over på centrale områder,« mener Henning Jørgensen.

Politikerne må hjælpe

I Danmark bebrejder Henning Jørgensen politikerne, at de inden for de seneste år har svækket a-kassernes rolle. Vi har som noget forholdsvis enestående en frivillig arbejdsløshedsforsikring, som administreres af selvstændige a-kasser med statstilskud og statsligt tilsyn. Dette såkaldte Ghent-system har man også i Sverige, Finland og Belgien, hvor den faglige organisationsgrad ligesom i Danmark er høj. Andre lande har statslige, eller som i England, helt private arbejdsløshedskasser – og lav organisering.

»Det bidrager heller ikke til stærke organisationer, at man nu reducerer fradraget for fagligt kontingent. Det skulle EU nok have rådgivet den danske regering om,« siger Henning Jørgensen.

Han mener ikke, at fagbevægelsens svækkelse på europæisk plan på nuværende tidpsunkt truer den sociale dialog i Europa. Omvendt mener han heller ikke, at EU – sådan som den har forpligtet sig til – kan sætte mere tryk på dialogen uden at styrke arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger.

Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen er enig.

»Hvis EU-kommissionen primært vil have organisationerne til at regulere løn- og arbejdsvilkår i Europa, så må de hjælpe til. Og hvis vi i Danmark får en ny regering, må der vente et trepartssamarbejde, der sørger for en stærkere kobling mellem a-kasser og den traditionelle danske arbejdsmarkedsmodel,« mener Flemming Ibsen.

Han falder heller ikke bagover af begejstring over kataloget med idéer fra Dublin-Instituttet, der tramper ad fladtrykte stier, som han udtrykker det. Trods vidt forskellige faglige traditioner og vilkår i de enkelte europæiske lande er alle ramt af det samme problem med gratister. Det viser sig ved, at man som lønmodtager godt kan få goderne fra kollektive overenskomster, selv om man afstår fra at være medlem hos dem, der har opnået resultaterne.

Det er derfor, at 90 procent af arbejdsmarkedet kan være overenskomstdækket i et land som Frankrig, selv om kun otte procent af lønmodtagerne er organiseret. Over for en fransk lønmodtager er det derfor svært at levere det helt afgørende, slagfærdige argument for, at man skal være medlem af en fagforening.

For Flemming Ibsen at se er der ingen vej uden om at give det forslidte begreb solidaritet nyt liv både nationalt og internationalt. Han er i gang med en undersøgelse af organisering af lønmodtagere i Danmark og har fundet ud af, at især helt unge tænder på den danske arbejdsmarkedsmodel, på historien og hvad der er på spil. I forhold til den brede kreds af potentielle medlemmer er synlighed og den personlige kontakt helt afgørende. De er ikke gjort med en annoncekampagne hist og pist, mener han.

»Man kan gøre meget i forhold til rekruttering og fastholdelse ved arbejdspladsbesøg, hvor man allierer sig med en tillidsrepræsentant, som er fagbevægelsens stærkeste kort. Og hvor der er en tillidsrepræsentant er der også en overenskomst. På HK/Handels og HK/Privats områder er det vel i snit kun halvdelen af lønmodtagerne, der er organiserede, så der er masser at hente,« siger han.

Ressourcerne mangler

Mangel på ressourcer i lokalafdelinger står imidlertid ofte i vejen for det opsøgende arbejde. Og det er en problemstilling, der ifølge Dublin-Instituttet gør sig gældende over hele Europa: Dér hvor man er trængt og har brug for at gøre en ekstraordinær indsats for at få nye medlemmer, dér mangler man også overskuddet til at gøre det.

Problemet er særlig udtalt i de central- og østeuropæiske lande, hvor fagbevægelserne aldrig er kommet på fode efter Murens fald. Og hvor lønmodtagerne straffer fagforeningerne for deres fortid som det tidligere systems forlængede arm ved at flygte i hobetal. I et land som Estland er andelen af organiserede lønmodtagere faldet fra 87 procent i 1991 til 13 procent i 2006.

Med en fortsat fald i organisationsgraden på syv procent årligt er det mere end fantasifuldt at forestille sig den estiske fagbevægelse som en kvalificeret part i en social dialog. Samtidig kan man spørge, om fagbevægelserne i de rige medlemslande har gjort nok for at få deres østeuropæiske kolleger i gang. Og om vi i vesten kunne have undgået i hvert fald en del af problemet med den løndumpende, østeuropæiske arbejdskraft, hvis vi på den måde kunne have været med til at sikre befolkningerne en rimelig levestandard i deres hjemlande.

Henning Jørgensen mener, at blandt andre dansk fagbevægelse har svigtet, og at det kan få fatale konsekvenser.

»Udviklingen i Østeuropa kan være en tumor, som bevæger sig videre ind i EU-systemet. Det kan vi ikke tillade, men de kan ikke arbejde sig op på vores niveau uden stærke fagforeninger. Jeg synes, fagbevægelsen har svigtet og putter sig i stedet for at indse, at vi har et skæbnefællesskab i en international globaliseret verden. Man prøver at klare de hjemlige problemer med medlemsflugt og tænker ikke på en fælles løsning,« mener han.

Det afgørende er magten

Leder af Center for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen er langt mindre kritisk. Han peger på, at der allerede har kørt mange projekter med det formål at få østeuropæisk fagbevægelse på fode, men at mange fra dansk side er kørt trætte i møder, kurser og besøg, som tilsyneladende ikke har haft den store effekt.

»Det bliver meget let en flot vision, som har meget svært ved at få ben at gå på. Det kan kun blive de små skridts metode. EU’s grundlæggende vision er jo, at man ved at åbne markederne trækker Østeuropa op på et velstandsniveau, der ligner vores. Men lige nu er vi en lang mellemfase, hvor den særlige udfordring for os er billig arbejdskraft,« mener han.

Søren Kaj Andersen mener heller ikke, at man skal gå i panik over de aktuelle fald i organisationsprocenter hverken i Danmark eller de øvrige vesteuropæiske lande. Han minder om, at det først var op gennem 1960’erne, at fagbevægelsen i Danmark begyndte at organisere rigtig mange, og at fagbevægelsen ikke var svag før da.

»Det paradoksale er jo, at hvis man kigger på kollektive overenskomster, så står fagbevægelsen i Danmark og de øvrige skandinaviske lande næsten stærkere end tidligere. Paletten i aftalesystemet er større end nogensinde, og overenskomstdækningen er langt hen ad vejen intakt. Det er et system, der i den grad leverer i forhold til samfundets interesse i at få reguleret arbejdsmarkedet. Paradokset er, at de involverede parter ikke har fået betaling i form af en stigende medlemsopbakning,« siger han.

Frankrig med en organisationsprocent under 10 er for Søren Kaj Andersen at set et andet eksempel på, at man ikke skal stirre sig blind på medlemstal, når man skal vurdere fagbevægelsens styrke.

»Man kan selvfølgelig sige, at franskmændene ikke vil betale til den, men de støtter den langt hen ad vejen. Det kan man se på valgene til virksomhedernes samarbejdsudvalg, hvor de traditionelle faglige organisationer vinder langt de fleste pladser. Vi ved også, at der er særlig tradition i Frankrig for at mobilisere folk. Så det handler alt sammen om magt for at få indflydelse, og magt kan være forskellige ting,« påpeger han.

HK’s kampagne ’En del af løsningen’ er blandt de få faglige initiativer, der er blevet registreret i Dublin-Instituttets rapport. Men en annoncekampagne kan aldrig stå alene, hvis man vil hverve nye medlemmer og gør det heller ikke, understreger Henrik Hoffmann, leder af HK’s Arbejdsliv og Analyse-afdeling.

»Vi har en kongresbeslutning om at komme tættere på og i dialog med medlemmerne, altså ud på arbejdspladserne. Og halvandet år henne i et treårigt projekt, kan vi se, at det virker, og at vi opnår resultater, selv om man naturligvis opnår forskellig succes ud over landet,« fortæller han.

HK kender alt til gratister, der gerne vil have overenskomstgoder, men ikke selv bidrage med et medlemskab. Men hvis man forklarer godt og længe nok, hvad man opnår ved en overenskomst og hvad der sker, hvis man ikke har én, kan man godt overbevise dem om fornuften i at stå sammen, har Henrik Hoffmann erfaret.