Gratis familiepolitik kræver gode ideer

Af Finn Danielsen, medlem forretningsudvalget i PMF

Regeringens kommende initiativer til at lette hverdagen for børnefamilierne må hverken koste penge eller arbejdstid. Hvordan man så skal afstresse familierne, må stå hen i det uvisse.

23Gordisk knude Regeringen vil gøre livet lettere for børnefamilierne. Det siger regeringen i hvert fald. Det er desværre nødvendigt at skelne mellem ord og gerning. Både fordi flere sympatiske prøveballoner fra socialministeren allerede er skudt ned af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Og fordi arbejdet i det ministerudvalg, der skal levere de familievenlige forslag, hæmmes af et kommissorium, der ikke kan give forventninger om andet end floromvunden lyrik. Altså flere ord uden opfølgende handlinger.

Bemeldte kommissorium er i sig selv et studie værd. Det indledes med et skoleridt gennem regeringens ideologiske positioner – »frihed og fleksibilitet« – og en gang selvros, der oplister regeringens hidtidige indsats på familieområdet. Selve opgavebeskrivelsen for udvalget er forbløffende kortfattet. Målsætningen om bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv ridses op, hvorefter det lakonisk hedder: »Det forudsættes, at initiativerne samlet set ikke reducerer arbejdsudbuddet eller medfører offentlige merudgifter«.

Forudsætningerne for de kommende initiativer er altså, at de ikke må koste en krone. Og at far og mor skal arbejde lige så meget, som de gør i dag. Inden for disse – snævre! – rammer skal ministrene så udvikle forslag til, hvordan børnefamilierne afstresses, og hvordan børn og forældre får mere tid til hinanden. Lad os nøgternt konstatere, at denne opgave kræver mere kreativitet og originalitet, end debatten hidtil har udvist.

Tilbage efter den statsministerielle ballonnedskydning står foreløbig blot en gammel traver om mere modul- eller taxameterpasning i daginstitutionerne. Denne stive og firkantede model, hvor børnene skal hentes og bringes inden for strengt afmålte tidsrammer, kaldes af uransagelige grunde »fleksibilitet«. At denne særlige form for fleksibilitet skulle være en hjælp til de mest trængte børnefamilier er ganske svært at se. En mulig takstbesparelse for nogle få familier vil typisk blive betalt af den enlige mor med det tidsmæssigt største pasningsbehov. I modulpasningen ses daginstitutionerne i øvrigt alene som en service for arbejdsmarkedet. Det glemmes, at institutionernes primære formål er pædagogisk. Hvordan socialministeren for eksempel vil forbinde sine ønsker om læreplaner med et system, hvor ungerne fløjter tilfældigt ind og ud af institutionerne, står ikke just krystalklart.

Et reelt bud på forbedringer er udvidede åbningstider og markante takstreduktioner for alle. Men det koster jo penge, så de ideer er dømt ude. Og mange andre med dem. Dagbladet Politiken fortæller, at kun to ministerier er fraværende i regeringsudvalget. Desværre er der tale om Forsvars- og Kirkeministeriet, og det gør det endnu sværere at gætte sig frem til, hvad regeringen finder på for at hjælpe børnefamilierne. For er der efterhånden andet tilbage end væbnet kamp og Guds hjælp?