Grænsesager: En dyst på penge og ideologi

Af

ANALYSE Striden mellem især FOA og SiD om, hvordan det nye system til løsning af grænsesager skal skrues sammen, drejer sig om meget andet end magt og kontingentkroner. Det handler om ideologi, den enkeltes frihed over for stærke organisationer, og om hvordan fremtidens fagbevægelse skal se ud.

 Oprindeligt var det blot tænkt som et forsøg på en gang for alle at slippe af med et belastende image- og forklaringsproblem. Det er svært at forstå, og det ser ikke særligt kønt ud, når fagforbund kæmper om medlemmerne i stedet for at kæmpe for dem. Ved at sætte grænsestridighederne på som det fjerde hovedpunkt på den ambitiøse dagsorden for et Nyt LO, ønskede LO’s ledelse at udnytte en historisk chance og stable et effektivt system på benene, der kunne sætte en stopper for de pinagtige sager om medlemmernes tilhørsforhold.

20

Men siden har LO-forslaget vist sig at skabe mere splittelse end samling, og den til tider ophedede og polariserede debat har fået en række under- og overtoner, som tilsammen tegner et billede af næsten samtlige konflikter, som præger fagbevægelsen og arbejdsmarkedet i dag. Debatten om grænsekonflikterne handler nemlig om meget andet end medlemmernes organisering: Den handler om fagbevægelsens fremtidige struktur, om magt, ideologi, penge, udlicitering af offentlige opgaver og om politiske visioner.

Den mest simple – men også forsimplede – forklaring på de stærke uenigheder går på, at det hele bunder i et gustent spil om magt, om faglig volumensyge og om at klamre sig til kontingentkronerne og sikre sin egen position. Der er ingen tvivl om, at volumen-motivet er ganske dominerende. En række forbund støtter det forslag, som de nøgternt vurderer, vil resultere i, at flest grænsestridigheder falder ud til deres fordel. Medlemstallet i LO-forbundene falder i disse år. Det betyder færre penge i kassen og nedskæringer i forbundenes aktiviteter – og så bides hestene. De største forbund har forsøgt at løse tilbagegangen ved at fusionere med mindre fagforbund og ved at gøre alt for at holde på medlemmerne. Det sidste indebærer, at man kun nødigt vil afgive en gruppe af sine medlemmer til et andet forbund. Til gengæld er det også yderst sjældent, forbund bevidst går på strandhugst i andres rækker. Når grænsekonflikterne opstår, skyldes det i reglen ydre faktorer – eksempelvis nye uddannelser, ny teknologi, eller at en arbejdsopgave overgår fra offentlig til privat drift. 

Modstand mod urafstemning

Et af de omstridte forslag i LO’s udspil drejer sig om, at medlemmer, som omfattes af en grænsekonflikt, i sidste instans skal kunne afgøre deres tilhørsforhold ved en urafstemning. Den skal ifølge LO’s udspil være vejledende og tages i anvendelse, efter at en række andre metoder – mægling, fælles overenskomst og så videre – er forsøgt. Men i blandt andet Specialarbejderforbundet (SiD) og Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) som organiserer de ufaglærte lønmodtagere, er man lodret imod. De to forbund vil gøre meget for at forhindre et sådant system. De mener, at ansatte skal være organiseret i det forbund, som har overenskomsten med arbejdsgiveren. Organisationen har ifølge tankegangen et manifesteret ejerskab til en bestemt overenskomst. Hvis medlemmerne skal gennem en urafstemning, risikerer man, at medlemmerne stemmer sig over i et forbund, som ikke har overenskomst, og at mange ufaglærte samtidig vil foretrække andre forbund med højere faglig og uddannelsesmæssig status.

Medlemmer skal selv bestemme

I Forbundet af Offentligt Ansatte, (FOA) mener man derimod, at medlemmerne i sidste instans skal kunne bestemme selv, hvor de skal være organiseret. Det vil nemlig betyde, at mange offentligt ansatte, som efter en privatisering overgår til en privat arbejdsgiver, får mulighed for at forblive i FOA og på den overenskomst, som hidtil har været gældende. I dag skifter rengøringspersonale eksempelvis fra FOA til KAD efter en udlicitering – buschauffører havner ofte i SiD efter en privatisering, og på portørområdet strides FOA og Dansk Funktionærforbund om, hvem der skal have overenskomsten og medlemmerne på de sygehuse, hvor portøropgaverne overtages af private.

Hvis FOA’s medlemmer får lov til i sidste instans selv at afgøre, hvilken fagforening de skal være medlem af, vil de vælge at forblive, hvor de er, mener FOA. Den nye formand for FOA, Dennis Kristensen, har i sine første måneder stået for en moderne kurs, som gør op med en række dogmer i fagbevægelsen, og det sidste, han ønsker at se, er, at hans forbund gradvist reduceres i takt med, at offentlige opgaver overgår til andre.

FOA argumenterer desuden med, at deres overenskomster som regel er bedre, og at medlemmerne derfor har en økonomisk fordel ved at forblive i FOA. I nogle tilfælde holder FOA-argumentet til en nærmere efterprøvning, men i realiteten er det meget svært at sammenligne – ikke mindst fordi de private overenskomster er minimallønsaftaler, hvor der oven i grundlønnen gives en række lokalt bestemte tillæg og goder. Til SiD’s og KAD’s argument om, at det jo er dem, der ofte har overenskomsten på det private område, konstaterer FOA, at man endnu ikke har mødt en arbejdsgiver, som ikke er interesseret i at tegne en ny overenskomst med dem.

Den stærkeste må vinde

Her står den mest grundlæggende konflikt. Men der er mere, der skiller i spørgsmålet om, hvordan grænse-sagerne håndteres fremover. I SiD og til dels også Metal er opfattelsen, at det er organisationerne, som skal føre an og vise styrke. Jo stærkere de er som kamp- og forhandlingsorganisation, des mere kan de gøre for at skaffe bedre løn- og arbejdsvilkår. Medlemmerne forventer, at forbundene selv løser grænsekonflikterne indbyrdes, og at den stærkeste vinder, mener man i SiD.

SiD, som i dag er landets største fagforbund med udsigt til at blive endnu større efter fusion med Træ-Industri-Byg, (TIB) og KAD, har man en erklæret målsætning om, at strukturen i hele fagbevægelsen skal ændres markant over tid. SiD har defineret den såkaldt »tredje vej«. I korthed går det ud på, at antallet af LO-forbund skal reduceres fra de nuværende 20 til mellem fem og syv – og hovedorganisationen LO skal reduceres til en beskeden overbygning – et fællessekretariat. De få store fagforbund skal ifølge modellen varetage det enkelte medlems interesser fra bund til top. Fra konflikter på arbejdspladsen til Folketingets korridorer. SiD’s målsætning om den tredje vej betyder også, at man afviser foranstaltninger, som kan medvirke til at holde små forbund kunstigt i live – herunder LO’s grænseforslag. Det faktum, at SiD har sat sig for at gøre alting selv og i enhver henseende er sig selv nærmest, gør det uendeligt svært at samarbejde med SiD om konkrete opgaver. Sådan er i hvert fald holdningen i en række af de øvrige forbund i LO-familien. 

Den enkelte mod fællesskabet

Men ved siden af den mere jordnære strid om overenskomster, medlemmer og magt, gemmer der sig en langt mere vidtrækkende og ideologisk diskussion om, hvad der skal kendetegne fagbevægelsen fremover. Kort sagt: Er det den enkelte eller de kollektive systemer, der skal veje tungest? I hvor stort et omfang skal fagbevægelsen tilpasse sig – eller give efter for – den mere individualiserede virkelighed, der præger den moderne tid – og i hvor stort et omfang skal man holde fast i de værdier om solidaritet og sammenhold, som har været grundlaget for fagbevægelsens historiske udbredelse og mange sejre. Lønmodtagere er i dag langt mere orienterede mod deres egne muligheder på arbejdsmarkedet, mod hvad arbejdspladsen, uddannelsessystemet og overenskomsten kan tilbyde dem og ikke omvendt. Det faglige fællesskab, gruppetilhørsforholdet, er trængt i baggrunden. Og det bør også afspejle sig i mulighederne for, at en gruppe af medlemmer selv kan beslutte, hvor de vil høre til. Sådan mener man i FOA og i HK, som i disse år forsøger at vinde stadig flere faglige områder under sig. Men holdningen deles ikke i SiD og Metal.

Men selv om positionerne kan virke fastlåste, er der dog enighed om, at problemerne med grænsekonflikterne skal løses nu. Et dårligt omdømme for fagbevægelsen generelt er det ringest tænkelige udgangspunkt for at hverve nye medlemmer. Derfor er der fortsat håb om en løsning inden LO’s ekstraordinære kongres 8. februar.