Grænseoverskridende protest

Af Johs. Lynge

I sidste uge afbrød pensionisten Else Lidegaard sammen med resten af protest-netværket Bedsteforældre for Asyl en asylpolitisk folketingsdebat med en fællessang skrevet af den mellemfolkelige nationalskjald Benny Andersen. Vi afbryder hendes otium et øjeblik for at få en forklaring.

INTERVIEW Er aktionsformer af den art ikke forbeholdt unge aktivister?

»Der er ingen grund til at skelne mellem unge og gamle her – vi er sjovt nok ret enige. Og selv om vores aktion i Folketinget også var grænseoverskridende for mange af os selv, oplevede vi den som værdig og meningsfuld. Men de politikere, der i dag sætter dagsordenen, synes at have den holdning, at som ældre skal man være glad for sin ældrecheck og ellers holde mund.«

Hvorfor kan I ikke nøjes med at blande jer via den offentlige debat, som udfolder sig i medierne?

»Fordi det ikke er lykkedes os at blive hørt af de ansvarlige politikere ad den vej. Vi har skrevet utallige debatindlæg i form af kronikker og læserbreve samt udgivet bogen ’AFVIST’. Vi holder foredrag og har været i tv flere gange. Vi har skrevet direkte til samtlige folketingsmedlemmer for at komme i dialog med dem. Vi har bedt om foretræde hos integrationsministeren og har afholdt en høring på Christiansborg – hvad kan vi gøre mere? Til sidst føler man sig magtesløs.«

Respekterer I ikke demokratiet i Danmark?

»Jo. Vi respekterer det så højt, at vi føler os medansvarlige for, hvad der besluttes i vores navn. Vi er en tværpolitisk gruppe, som gerne vil appellere til vores respektive partier om at ændre en asylpolitik, der for enhver pris vil holde så mange – specielt de svage – asylansøgere ude fra vores land som muligt.«

Skal man have børnebørn for at blive medlem af jeres gruppe?

»Nej, man skal bare have det perspektiv, den modenhed og den erfaring, som vores livsalder som bedsteforældre giver.«

Har I andre aktioner i ærmet – og andre sange på repertoiret end ’Barndommens land’ af Benny Andersen?

»Jeg tror ikke, at vi er indstillet på at slutte kampen, så længe forholdene for asylansøgerne er så fortvivlende som nu. Man splitter velfungerende familier for at tvangshjemsende en far eller mor, der har været her i 10-12 år, til et land i krig – under henvisning til at man jo bare kan tage resten af familien med. Forfatteren Jesper Jensen, som til sin død for nylig var med i den syngende bedsteforældregruppe foran asylcentret i Kongelunden, skrev en tekst på melodien ’Oh my darling Clementine’. Den vil de stadig synge derude foran centret og et af versene begynder: ’De skal fjernes, det er loven/De skal hjem til vold og krig/De som ikke kender angsten/Er berøvet fantasi.«

Frygter I ikke for, at jeres børnebørn kommer til at leve i et multikulturelt samfund – uden sammenhængskraft og tillid befolkningsgrupperne imellem?

»Det kan man meget vel frygte. Men vi tror, at midlet er inkludering og ikke ekskludering. Al erfaring viser, at det er dem, der bliver holdt ude, der bliver farlige. Vi tror, at angst bedst bekæmpes ved at lære det bedre at kende, som man er bange for. Det, vi frygter, bekæmpes bedst ved at skabe et velfærdssamfund, der ikke blot defineres ud fra et snævert økonomisk synspunkt, men også ud fra moralske værdier som samvittighed, medfølelse og inkludering af dem, som er anderledes end os selv, så de ikke oplever sig som udstødte. Vi ønsker at leve i et samfund, der tør være menneskeligt.«