God samvittighed skal ikke koste job

Af Peer Olander

Medarbejdere med viden om kritisable forhold på arbejdspladsen skal sikres bedre forhold. Det mener organisationen Transparency International og flere fagforeninger, der nu gør fælles front for de ansattes ytringsfrihed.

WHISTLEBLOWER Det skal ikke koste jobbet, når ens samvittighed bliver så tung, at man går til offentligheden med oplysninger om kritisable forhold på arbejdspladsen. Derfor går organisationen Transparency International nu sammen med flere faglige organisationer for at forbedre rettighederne for de ansatte, der står frem med kontroversielle oplysninger om deres arbejdsplads.

Hvis det står til Transparency International – der bekæmper korruption i verden - og de faglige organisationer skal indsatsen munde ud i en ny lovgivning, der blandt andet giver bedre muligheder for at komme frem med kritik af forhold på arbejdspladsen. Flere fagforbund taler varmt for, at der indføres omvendt bevisbyrde, hvis sagen ender med en fyring. Det vil sige, at arbejdsgiverne til forskel fra i dag, skal bevise, at fyringen ikke har noget at gøre med medarbejderens kritiske udtalelser.

En af fortalerne for den omvendte bevisbyrde er Dennis Kristensen, formand for Fag og Arbejde (FOA). Han ønsker, at åbenmundede ansatte – såkaldte whistleblowers - skal have samme retssikkerhed som gravide medarbejdere.

»Det er som med beskyttelsen af gravide. Jeg tror faktisk, det kunne være en ret effektiv beskyttelse. Det ligger lige på den flade hånd. Vi kan se, vi kan føre en masse afskedigelsessager med gravide, hvor arbejdsgivere taber med et brag, fordi de ikke kan dokumentere, at det ikke har noget med graviditeten at gøre,« siger han.

I det nye samarbejde med Transparency International deltager Dansk Journalistforbund, Dansk Magisterforening og hovedorganisationerne FTF og LO:

»LO er gået med, fordi ulovligheder og kritisable forhold jo grundlæggende skal frem i lyset. Det er noget, alle borgere i Danmark har interesse i, så når vi som organisation repræsenterer mere end en million danskere, er det alene af den grund vigtigt for os. Men vi er også med, fordi lønmodtagere kan stå i en udsat position. Derfor skal vi arbejde for, at lønmodtagerne får den bedst mulige beskyttelse,« siger LO’s formand Harald Børsting.

Mange frygter at stå frem

Problemet med medarbejdere, der vælger at trodse deres loyalitet overfor arbejdspladsen og gå frem med kritik har et ukendt omfang. Men undersøgelser fra Dansk Magisterforening og FTF tyder på, at mange ansatte vælger at tie frem for at tale.

FTF lavede en større medlemsundersøgelse i 2006. Den viste, at i hvert fald de offentligt ansatte blandt FTF’s medlemmer ikke turde stå frem. Over halvdelen af dem svarede, at de frygtede negative konsekvenser, hvis de offentligt ytrede sig kritisk om deres arbejdsplads. Og 63 procent - altså næsten 2 ud af 3 - af de offentligt ansatte FTF’ere havde oplevet at stå i en uholdbar situation, som de mente, at offentligheden burde kende til. Alligevel åbnede kun 13 procent af dem munden, mens 87 procent valgte at tie.

Samme billede bliver tegnet i en undersøgelse, som blev gennemført blandt de offentligt ansatte medlemmer i Dansk Magisterforening i 2007. Her mente 60 procent, at de ville få problemer i deres ansættelse, hvis de gik til pressen, fordi de ikke kunne komme igennem med deres kritik af uregelmæssigheder på arbejdspladsen.

Spørgsmålet er så bare, i hvilket omfang de ansatte rent faktisk har kendskab til problemer, som de ikke kommer frem med.

»I sagens natur er der ingen der ved, hvor omfattende problemet er, når der mangler beskyttelse for den, der er whistleblower. Men det er bedre at få sagerne frem hurtigt og undgå skaderne for samfundet. Man kan undre sig over, hvorfor nogle sager får lov til at køre så langt. Det gælder olie for mad-sagen. Og dem, der skal betale regningen efter Stein Bagger, ville da sikkert gerne have haft kendskab tidligere. Det er også en almindelig vurdering, at Danmark ikke lever op til antikorruptionskonventionen, sådan som vi har forpligtet os til. Det har både Europarådet og OECD konstateret,« siger formanden for Transparency International i Danmark, Poul Riiskjær Mogensen.

Han henviser til, at andre lande er længere fremme med lovgivning, der beskytter mod at blive fyret, forflyttet eller degraderet, hvis man står frem.

Herhjemme nedsatte regeringen et udvalg i 2003. Udvalget kom med en betænkning om ytringsfrihed og meddeleret for offentligt ansatte i 2006, men det frarådede at lovgive på området. I stedet udsendte Justitsministeriet en vejledning om, at offentligt ansatte har ret til at fremføre kritik offentligt uden først at anvende interne systemer.

Poul Riiskjær Mogensen medgiver da også, at det er vanskeligt at lovgive på området:

»Ingen har lyst til at lave en lov, der kun har signalværdi. Så konklusionen var dengang, at det var rigtig at lave en vejledning. Spørgsmålet er, om vejledningen virker kraftigt nok.«

Spørger man i FTF mener chefjurist Helle Bang Hjorth ikke, at vejledningen har skabt bedre forhold for de ansatte.

»Vi har ikke oplevet et fald i henvendelser om ytringsfrihed fra medlemmer. Og det havde jeg forventet, efter at vejledningen var kommet ud. Så min erfaring er, at den vejleding ikke fylder noget ude på arbejdspladserne,« siger Helle Bang Hjorth.

Rettigheder til privat ansatte

Arbejdsgruppen i Transparency International overvejer også flere andre tiltag, der kan være med til at sikre at vigtige og væsentlige sager kommer frem i lyset. Det gælder blandt andet et forbud mod at efterforske og forfølge, hvem det er blandt de ansatte, som har sladret. Ligeledes skal det være forbudt at forhindre ansatte i at ytre sig. Et andet forslag er at oprette et rådgivningscenter og et organ, hvor en whistleblower anonymt kan få efterprøvet, om der er hold i kritikken. For som Poul Riisgaard Mogensen forklarer:

»Problemet er, at en whistleblower kan have mere eller mindre lødige interesser og bevidst komme med urigtige oplysninger. Der er også et hensyn at tage til arbejdspladsen. Derfor skal der være en mulighed for at få en prøvelse af sagen. Og hvis den ikke kan bestå prøvelsen, så kan en whistleblower ikke opnå den særlige beskyttelse.«

Den slags lovændringer og organer er jurist og afdelingsleder på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen umiddelbart skeptisk overfor. Han har beskæftiget sig med offentlighed i forvaltningen og mener, man må skelne klart mellem de offentligt og privat ansatte:

»Offentligt ansatte har jo i vidt omfang ytringsfrihed. Det har Justitsministeriet og Ombudsmanden fastslået. Så retstillingen for offentligt ansatte kan ikke blive bedre. Men der er betydelig større usikkerhed for ansatte i private virksomheder. Her mener jeg, der er behov for lovgivning. Udgangspunktet er, at privat ansatte ikke kan regne med at få samme ytringsfrihed som offentligt ansatte. Der er en principiel forskel. For hvis man er ansat i en privat virksomhed, må man som udgangspunkt ikke offentliggøre ting, der kan skade virksomhedens økonomi.«

Oluf Jørgensen mener dog, at der er brug for en sikkerhedsventil:

»De ansatte i private virksomheder skal have ret til at ytre sig om forhold, som er vigtige for offentligheden. Det kunne handle om, at der er sundhedsskadeligt indhold i produkter. Eller om ulovlige konkurrencebegrænsninger som kan være skadelige for forbrugere og for samfundet. Der kan også være tale om forurening af miljøet.«

Selv om Oluf Jørgensen ikke ser et behov for lovændringer for offentligt ansatte, så bakker han dog op om rådgivning. Ikke mindst til offentligt ansatte. For hvis de ikke ytrer sig, så er det et demokratisk problem, mener han:

»For at demokratiet kan fungere, skal vi have mulighed for at få viden om forholdene i offentlige institutioner og i den offentlige administration. Hvis alle ansatte holder mund, så kommer dem med mest forstand på tingene ikke frem med information, idéer og overvejelser. Og så mangler vi et kvalificeret grundlag for vores stillingtagen.«

Og det er et grundlag som ifølge ham er nødvendigt hos borgene, der skal stemme, politikerne, der skal beslutte og i administrationen, der skal føre tingene ud i livet.

Det kan Dennis Kristensen også tilslutte sig. Som formand for FOA repræsenterer han blandt andre en stor del af de offentligt ansatte inden for social- og sundhedssektoren. Og han mener, at offentligt ansatte er forpligtet til at sige fra:

»Jeg har det grundsynspunkt, at vi som offentlig ansatte er betalt af skatteborgerne, og derfor kan borgerne forvente, at offentligt ansatte siger fra, hvis noget ikke er i orden. Selvfølgelig skal man altid tage det op på arbejdspladsen med ledelsen, men kan man ikke komme igennem, så synes jeg borgerne har krav på, at offentligt ansatte siger fra.«

Sladre-hotline

Og hos FOA er det blevet til mere end holdninger. Den 16. maj i år åbnede FOA sin hotline ’Hvad må jeg sige’. Her kan medlemmerne ringe ind og få juridiske råd om retten til ytre sig og om tavshedspligt. Anledningen var en klassisk whistleblower-sag i Århus, hvor personalet på et af byens plejehjem afslørede, at de skulle vække ældre demente for at vaske dem om natten.

»Sagen blev rejst af medarbejdere, der ikke kunne holde det ud og havde sagt op. Det fik mig til at tænke, at der er noget rablende galt, hvis man føler sig nødsaget til at forlade sit job for at melde ud til offentligheden. Det er meget godt, vi har den ytringsfrihed, men hvis vi ikke ved, at vi har den, så er der noget grundlæggende galt. Så derfor må vi gøre noget, så i hvert fald FOA-medlemmer bliver vejledt og rådgivet.«

Efter en måned med hotlinen har der ifølge FOA været cirka 15 henvendelser, og i to af tilfældene overvejer medlemmerne at stå frem. I det ene tilfælde fordi nedskæringer ifølge medlemmet betyder, at der på et plejecenter er meget lidt personale på vagt om natten. Derfor mener medlemmet, at det er uforsvarligt over for både ældre og ansatte. Det er i situationer som disse, at FOA’s formand mener, de ansatte skal sige fra:

»Det bør ikke være sådan, at der kun kommer en sag frem, fordi en journalist har været inde med et skjult kamera. Det bør være sådan, at de kommer frem, fordi de ansatte siger fra,« siger han.

Han mener ligesom de øvrige parter i det nye samarbejde, at det i sidste ende er samfundet, der vinder, hvis dem, der har kendskab til ulovlige og kritisable forhold, tør stå frem eller give oplysninger videre:

»Jeg har aldrig nogensinde troet på, at Farum-sagen kun var et anliggende for Peter Brixtofte og kommunaldirektøren. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, uden at der er ansatte, der har vidst noget. Derfor skal man være så godt dækket ind, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at blæse i den der whistleblower-fløjte.«