Globalisering øger behov for ’borgerlære’ i skolen

Af Regner Hansen

Den danske folkeskole kan lære af den seneste japanske skolereform. Her er der skærpet fokus på børnenes egen japanske identitet, fællesskabets styrke og bevidstheden om verden derude. Det siger Japan-forskeren Marie Højlund Roesgaard.

INTERVIEW Drop kristendomsundervisningen og erstat den med et bredere fag, som er mere i takt med vores globaliserede tidsalder. Det kunne kaldes ’borgerlære’.

Sådan lyder et af flere råd om undervisningen i den danske folkeskole, som kommer fra Japan-eksperten Marie Højlund Roesgaard, lektor og viceinstitutleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Hun konstaterer, at muslimer i Danmark alligevel typisk beder sig fritaget for kristendomsundervisning, og at mange ’rødbededanskere’ måske heller ikke finder faget relevant.

»Var det ikke vigtigere, at folkeskolen fokuserede på, hvordan vi gerne vil være over for hinanden, når vi skal leve sammen i samme samfund? Hvornår er man tolerant, og hvornår er man tossegod? Hvordan kan vi få det til at fungere, når der er nogle, der ikke er med på reglerne? Hvordan håndterer vi en konflikt? Hvad er acceptabelt at sige til hinanden og skrive på nettet?« siger hun.

»En eller anden omformning af den måde, vi formidler værdier og almindelig god opførelse og dannelse, ville være interessant, og dette er et resultat af globaliseringen,« tilføjer hun.

Marie Højlund Roesgaard lader sig inspirere af faget ’moralsk uddannelse’, som har fået tildelt en fast plads på skemaet i den japanske grundskole. Det er oplysning til børnene om gode værdier som japaner i Japan – og som japaner i den større verden.

»Det kan være meget afklarende at have et sådant fag i sig selv,« siger hun og afviser, at det ville fungere at tage spørgsmålene op i klassens time, hvor der er så meget pligtstof.

Marie Højlund Roesgaard vendte for nyligt hjem fra endnu et studieophold i Japan. Hun er optaget af den japanske borgeruddannelse, som har fået en mere tydelig profil efter den seneste skolereform i Japan i 2006. Den nyeste læseplan har kun eksisteret i halvandet år, så faget er stadig ved at finde sin endelige form.

Hun siger, at Danmark kan drage fordel af Japans erfaringer med ’borgerlære’, fordi der er flere paralleller mellem de to lande: Begge er højt udviklede. Begge har en forholdsvis stor, homogen befolkningsgruppe og et meget lille antal indvandrere med en anden baggrund. Begge er dybt afhængige af samspillet med omverdenen, og det gælder i virkeligheden i langt højere grad Danmark med under seks millioner mennesker end Japan, som nærmer sig en befolkning på 130 millioner.

»Der skal være både udsynet og bevidstheden om det store derude, og behovet for at værne om sig selv,« siger Marie Højlund Roesgaard.

Patriotisme på den gode måde

Netop elementet om national identitet er styrket i skolereformen fra 2006. Japan har på grund af landets aggressive fremfærd op til og under Anden Verdenskrig gennem årtier ligget underdrejet med hensyn til nationalistiske samlingsmærker, og den pacifistiske strømning i landet er kraftig. Men der har også været en modbevægelse, som fremfører, at landet efterhånden har ret til at optræde lige så selvbevidst som andre nationer.

»Den seneste reform giver plads til følelsen af at elske sit land, som tit bliver oversat til patriotisme. Patriotisme er ikke altid skidt. Jeg tror, at de fleste danskere også synes, at det er okay at være glad for Danmark. Men alle ser selvfølgelig skrækscenariet fra 1930’erne, hvor alle kom til at elske deres land så meget, at det var lige meget med alle andre. Dér skal vi jo nødigt hen. Men der er åbnet for, at man kommer til at kende sin egen kultur, og at man får at vide, hvor man kommer fra, og hvilken fantastisk arv man har fra forfædrene – alle disse fine ting,« siger Marie Højlund Roesgaard.

Men det slutter ikke med det. For japanske skolebørn indskærpes det også, at Japan indgår i det globale fællesskab.

»Det er ikke nok at være en god japaner. Man skal lære og forstå andre lande, man skal bidrage til det globale samfund, og man skal have indsigt i, at der er spørgsmål, der er så store, at de ikke kan løses af ét land: Forurening og global opvarmning for eksempel,« siger hun og tilføjer, at klimakampen er et felt, hvor Japan tidligt kunne spille med musklerne, fordi det ikke opfattes som truende af de asiatiske nabolande.

Læseplanen afstikker rammerne for ’moralsk uddannelse’, og det er i vidt omfang op til de enkelte lærere og skolerne at sætte indhold på. Marie Højlund Roesgaard planlægger at overvære timer i faget og gennemgå undervisningsmaterialet for at følge med i, hvilken retning det tager.

Japan-eksperten vil også holde øje med idéen om respekten for det sublime, som det hedder. Det er kommet med i ’borgerlære’, og det kan Danmark efter hendes opfattelse også have gavn af at skele til.

»Man var bange for, at unge bliver nogle meget materialistiske størrelser, som havde nok i sig selv og ikke så noget større formål med tilværelsen. Derfor følte man sig nødsaget til at indføre dette her for at give dem respekt for livet. Det har noget at gøre med, hvordan man opfatter tingene eksistentielt. Det er ikke nødvendigvis religiøst. Det er mere vattet og levner mulighed for fortolkning. Indførelsen af respekten for det sublime kan være et redskab til at forklare børn og unge, at de altså ikke selv er det sublime. Vi kan ikke have alle de egotrippere. Det er et forsøg på at lave nogle ordentlige borgere, der ikke sætter sig selv i centrum og i toppen hele tiden. Derfor vil man lære dem i skolen, hvor de befinder sig i forhold til andre, hvordan de skal omgås andre, og hvordan de skal gebærde sig i det offentlige rum,« siger Marie Højlund Roesgaard.

Selvstyrende grupper

Skoleklasserne i Japan er store i sammenligning med danske forhold. Klassekvotienten er netop sat ned til 40. Derfor er det medtaget i ’moralsk uddannelse’, at eleverne i hver klasse skal opdeles i selvstyrende grupper.

Det er en historisk organiseringsform i Japan, som der er fornuftige praktiske grunde til – i landbruget, når bønderne skulle fordele vand til rismarkerne, i fremstillingsindustrien såvel som i skolen. Men der er også en ideologisk idé: Det er sammen med andre, at der opstår noget for dig også. Det ligger i forlængelse af opgøret med selvcentreringen.

Marie Højlund Roesgaard udpeger de selvstyrende grupper som endnu et element, der kan overføres – helt eller delvist – til den danske folkeskole. De giver den tryghed, der ligger i at have den nære gruppe. Der er typisk 5-8 i hvert gruppe, og det går på skift at være duks eller grupperepræsentant. Gruppen sættes sammen på en sådan måde, at elevernes styrker og svagheder afvejes i forhold til de andre.

»Læreren tænker, at her er én, som er rigtig god til at læse, og her er én, som ikke er så god. Hvis vi anbringer dem sammen, kan de hjælpe hinanden, og de opdager så, at ingen er bedre end summen af gruppen. Derfor er det vigtigt for ham, der kan læse, at hjælpe ham den anden så meget som muligt,« siger hun.

Hun fremhæver også selvstyrende grupper som velegnede til konfliktløsning foruden problemløsning i forhold til undervisningen. Hvis der kommer konflikter, holder læreren sig tilbage, undtagen – selvfølgelig – hvis nogen begynder at slå på hinanden.

»På den måde er eleverne samlet set ansvarlige for freden og roen, og de begynder tidligt at få blik for, hvornår en konflikt er under udvikling. I den situation går gruppen ikke nødvendigvis hen til den aggressive elev og beder ham opføre sig ordentligt. I stedet spørger resten sig selv og hinanden, hvad de kan gøre for at undgå, at den aggressive bliver aggressiv. Det virker,« fortæller Marie Højlund Roesgaard.

Råbekonkurrence nytter ikke

Decentraliseringen af ansvaret kan have den bagside, det medgiver hun – at børn, der ikke passer ind, kan »blive banket på plads«.

Marie Højlund Roesgaard tilføjer om de selvstyrende grupper, at de også fremmer organiseringen i forhold til lærerens og kammeraternes opmærksomhed, en værdifuld social kompetence. Det nytter ikke med råbekonkurrencen.

»Der er flere centrumsbørn i Danmark, og de er fuld af gode ideer. Men hvis de kun er optaget af at høre på sig selv, er de ikke lydhøre over for, hvad andre måtte have af gode ideer,« siger hun.

Grupperne er desuden gode til at give nye medlemmer plads. Den nye elev er automatisk en del af fællesskabet, og de andre skal medvirke til, at vedkommende trives. For ellers fungerer gruppen ikke. Det kan opdrage børnene til – som voksne – at tage mere åbent imod fremmede.