Glem alt om tidbanken

Af

Statsministerens nytårstale har igen-igen sat en tidbank på den offentlige dagsorden. Visionen om, at man kan skrue op og ned for arbejdsmængden, alt efter hvor man er i sit liv, lyder tiltrækkende, men reelt er en tidbank helt urealistisk. Det mener både arbejdsgivere, lønmodtagere og forskere. Konkrete forsøg med tidbanker i udlandet og den danske stat er heller ikke nogen succes.

Han sagde ikke ordet. Men alligevel har statsministerens nytårstale, hvor han opfordrede til et mere fleksibelt arbejdsliv med bedre luft til børnefamilierne, igen bragt ordet ind på politikernes top ti-liste over ord, der har en fortryllende og magisk klang i forhold til vælgerne. Ordet er tidbank, og det er langt fra uvant med at være i rampelyset. Faktisk er det siden midten af 1990’erne med jævne mellemrum dukket op på hitlisten.

Tanken om en tidbank indebærer, at man kan arbejde flere timer i de perioder i ens liv, hvor man har godt med tid og overskud, for eksempel mens man er ung og single, eller når børnene har sagt farvel til den hjemlige rede. De ekstra timer skal så til gengæld kunne sættes ind i tidbanken, så man – til den samme løn – kan arbejde færre timer i de perioder, hvor man for eksempel har mindre børn og behov for mere fritid til at pleje familien.

Tanken lyder særdeles besnærende og har da også gennem årene fænget politikere fra praktisk talt hele det politiske spektrum – lige fra Bendt Bendtsen (K) over Claus Hjort Frederiksen (V) til Poul Nyrup Rasmussen (S) og Holger K. Nielsen (SF). Men lad os med det samme slå fast, at den besnærende tanke formentlig aldrig bliver til mere end en tanke og en flot politisk vision. Vi giver ordet til Jørgen Goul Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet og medforfatter til en fælleseuropæisk rapport om, hvordan arbejdstiden kan indrettes mere fleksibelt over livet:

»Man kan godt glemme alt om tidbanker i de skandinaviske lande. Det er ren populisme fra politikernes side, for de har jo ikke set på, hvordan ordningen kan skrues sammen, og hvordan det gøres i andre lande. Det er bare nogle meget løse tanker, som der ikke er ret meget realisme i,« siger Jørgen Goul Andersen.

Han peger på, at det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved stor mobilitet og mange jobskift, og det gør det praktisk taget umuligt at oprette en velfungerende tidbank, som ikke betinges af, at man bliver hængende på den samme arbejdsplads i stort set hele sit arbejdsliv.

For hvilken ny arbejdsgiver er interesseret i at ansætte en medarbejder, der har et halvt års fritid stående på bankbogen? Og selv om den nye arbejdsgiver får økonomisk kompensation fra den tidligere arbejdsplads, søger man vel som udgangspunkt en ny medarbejder, fordi man har brug for arbejdskraft, og ikke fordi man mangler en »ferierende medarbejder«. Og hvis tidbanken får den konsekvens, at medarbejderne bliver ved deres hidtidige arbejdsgiver for at kunne bevare den opsparede fritid, vil det hæmme den mobilitet på arbejdsmarkedet, som er stærkt medvirkende til et velfungerende arbejdsmarked i Danmark.

citationstegnTankerne om tidbank egner sig godt til den politiske vision, men virkeligheden er en anden. De ansatte sætter det ikke højt, at man kan dele arbejdstiden ud over en livsperiode. De vil have indflydelse og fleksibilitet i det arbejde, de har nu. Det er ude på arbejdspladserne, at vi skal kæmpe for fleksibiliteten. Peter Waldorff, formand for HK/Stat

 

Jørgen Goul Andersen tror derfor ikke på tidbanker, men derimod på mere fleksibilitet og fleksible arbejdstider på de enkelte arbejdspladser. Han spår, at den indflydelse på tilrettelæggelsen af deres eget arbejde, som en del højtuddannede allerede har i dag, vil blive endnu mere udbredt også for andre grupper på arbejdsmarkedet. Han forestiller sig også, at flere faggrupper end i dag kan benytte sig af færre arbejdsdage, hvor de til gengæld arbejder nogle flere timer, når de er på arbejde.

Brug for alle kræfter

Når Goul Andersen pointerer, at man kan glemme alt om tidbanker i de skandinaviske lande, hænger det sammen med, at kvinderne på vore nordlige breddegrader for længst er kommet ud på arbejdsmarkedet, og at vi kan imødese en fremtid, hvor der er brug for alle de hænder, arbejdsmarkedet kan mobilisere. Derfor har de skandinaviske samfund meget dårligt råd til, at en generation af småbørnsforældre går på nedsat tid eller har lange perioder, hvor de holder fri med opsparet tid fra deres tidkonto. Det kan bedre gå i sydeuropæiske lande, hvor der stadig er et overskud af arbejdskraft, fordi kvinderne endnu ikke er lige så aktive på arbejdsmarkedet som mændene.

Det er da også netop i Frankrig og Italien, at man har høstet de første praktiske erfaringer med langsigtede tidbanker. I Frankrig er det sket via aftaler mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, mens det i Italien er sket gennem lovgivning, der trådte i kraft i 2000. De franske og italienske lønmodtagere har imidlertid endnu ikke rigtigt taget tidbankerne til sig, og netop problemerne omkring jobskifte har hæmmet udbredelsen, fremgår det af den fælleseuropæiske rapport »A new organisation of time over working life«, hvor også franske og italienske forskere har bidraget.

Tidbank er politibank

Vi behøver dog ikke drage til Sydeuropa – selv om det er stærkt fristende i disse triste januardage – for at se en rigtig »levende« tidbank, der er andet end flot tale fra politikernes munde. Året efter daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) hjerteskærende appel i sin nytårstale til, om vi da ikke kunne gøre det lidt bedre for børnefamilierne, indgik statens ansatte herhjemme ved overenskomstfornyelsen i 1999 en rammeaftale med daværende finansminister Mogens Lykketoft (S), som siden har gjort det muligt for statsansatte at indsætte overarbejde i en tidbank. Men det er måske lidt af en tilsnigelse at påstå, at ordningen er »levende«. I hvert fald hvis man spørger HK/Stats formand, Peter Waldorff, topforhandler for de statsansatte og manden, der forhandlede aftalen på plads i 1999.

»Tidbanken er blevet brugt ganske lidt og stort set kun af politifolk, som har haft meget overarbejde. Derfor er ordningen da også gået under kælenavnet politibanken,« siger Peter Waldorff.

Han mener, det i høj grad skyldes, at langt de fleste politifolk bliver inden for politikorpset hele deres arbejdsliv, mens for eksempel HK’ere langt oftere skifter til andre statslige arbejdspladser eller til det private erhvervsliv, og derfor er tidbanken ikke så attraktiv. Han har dog ingen planer om at afskaffe tidbanken ved overenskomstforhandlingerne næste år, selv om den bruges så forholdsvis lidt.

Peter Waldorffs oplevelse er også, at medlemmerne tænker på nuet, og hvordan de i deres nuværende situation kan få arbejdslivet og familielivet til at hænge bedre sammen. Derfor mener han, at bedre muligheder for flekstid og hjemmearbejde og mere indflydelse på tilrettelæggelsen af sit eget arbejde er langt mere værd for lønmodtagerne end en forkromet tidbank.

»Tankerne om tidbank egner sig godt til den politiske vision, men virkeligheden er en anden. De ansatte sætter det ikke højt, at man kan dele arbejdstiden ud over en livsperiode. De vil have indflydelse og fleksibilitet i det arbejde, de har nu. Det er ude på arbejdspladserne, vi skal kæmpe for fleksibiliteten,« siger Peter Waldorff.

Eksotiske forslag frabedes

Han henviser også til LO’s store frihedsundersøgelse op til kongressen i oktober, der viste, at lavtlønnede og offentligt ansatte har langt mindre frihed i deres arbejde til for eksempel at ringe privat eller løbe et privat ærinde i arbejdstiden, end deres højtlønnede og privatansatte kolleger har.

LO-formand Hans Jensen har heller ikke meget tiltro til tidbanker, der dækker hele arbejdsmarkedet. I debatten efter statsministerens nytårstale kaldte han tidbank-ideen for »utopisk«, og den karakteristik vækker genklang hos Hans Jensens traditionelle modpart, Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen:

»På det her punkt er jeg fuldstændig enig med Hans Jensen,« lyder den korte og præcise melding fra Neergaard Larsen.

Han har stor sympati for, at statsministeren og andre politikere bekymrer sig om børnefamiliernes vilkår og forsikrer, at virksomhederne skam også har børnefamilierne og de øvrige generationers velbefindende for øje. Men det bliver problematisk, hvis det munder ud i forslag om for eksempel en tidbank, der griber ind i arbejdsgivernes og lønmodtagernes ret til selv at forhandle sig frem til løsninger, der bedst tilgodeser fleksibiliten for både virksomheder og ansatte i de enkelte brancher ved de overenskomstforhandlinger, der er i fuld gang netop nu:

»Det er meget uvelkomment, at andre lancerer mere eller mindre eksotiske forslag op til overenskomstforhandlingerne. Jeg har dyb respekt for, at arbejdsmarkedets parter aftaler sig frem til holdbare løsninger.«