Giv populismen modstand

Af

Når statsministeren ikke for alvor er blevet ristet offentligt for sin faneflugt i forhold til miljø, Irak og velfærd, skyldes det en opposition, der ikke har formået at udstille regeringens slingrekurs.

FANEFLUGT Hvor meget kan en statsminister flygte fra egne holdninger uden at blive ristet i offentligheden? Rigtig meget. I hvert fald hvis man hedder Anders Fogh Rasmussen. Lad os tage tre eksempler:

Eksempel 1: For et år siden var statsministeren mistroisk over for miljøproblemer, havde skamskåret i Miljøministeriets bevillinger og gjort klimaskeptikeren Bjørn Lomborg til det nye orakel. Og i dag? Nu lægger statsministeren ansigtet i dybe folder over miljøets tilstand, indkalder verden til klimatopmøde, mens Lomborg mildest talt er skubbet ud af inderkredsen.

Eksempel 2: For et år siden brød statsministeren fundamentalt med dansk udenrigspolitik ved at føre landet i krig for at skabe demokrati i Irak – selv om der hverken var opbakning i FN, NATO eller EU. Og nu? Selv om Irak befinder sig i borgerkrigslignende tilstande, vil statsministeren trække danske soldater ud af landet.

Og eksempel tre: Sidste år gjorde statsministeren det klart, at en kvalitetsreform ikke måtte koste en krone – ja, så klart var budskabet, at mange var overbevist om, at her var da et løfte, som han da umuligt kunne løbe fra. Men nu vil regeringen hælde milliarder af kroner ud over den offentlige sektor.

I alle tre tilfælde – miljøet, Irak-krigen og kvalitetsreformen – er statsmini-steren på flugt fra de synspunkter, han havde for bare et år siden. Og i alle tre tilfælde har han tilpasset sin politik til den offentlige mening, der i mellemtiden er rykket til venstre. Væk er Lomborg-fascinationen, engagementet i Irak-krigen og den stramme offentlige udgiftspolitik. Om politikken skal farves rød, grøn eller blå? Det er tilsyneladende ligegyldigt for statsministeren, bare farven matcher store vælgergrupper.

Denne måde at føre politik på, som går helt tilbage til statsministerens farvel til minimalstatsbogen, kaldes også »populisme«. Men har faneflugten skadet statsministeren? Har den slidt ham ned, og er han ydmyget verbalt i det offentlige rum? Egentlig ikke. Og det er det store paradoks.

Når Anders Fogh Rasmussen ikke for alvor er blevet ristet offentligt for at dreje sin politik 180 grader – hvorved han jo erkender, at han tog fejl i første omgang – skyldes det en svag opposition. Den har ikke formået at udfordre og udstille regeringens slingrekurs på en offensiv og dagsordensættende måde.

Til gengæld har oppositionen været i stand til så meget andet i det forløbne år. Blandt andet er det lykkedes de radikale at sprænge sig selv indefra ved at lægge afstand til Socialdemokraterne med venstreorienterede, ultimative krav i forhold til skatte- og udlændingepolitik. Ligesom Socialdemokraterne har lullet sig ind i den forestilling, at bare man lukker øjnene og holder sig for sig selv, så vil velfærdsdagsordenen nok holde helt frem til et folketingsvalg.

De seneste dages skænderier mellem fagbevægelsen og S-næstformand Henrik Sass Larsen om kvalitetsreformen, og SF-formand Villy Søvndals hvor-er-du-henne-Helle-kritik af S-leder Thorning-Schmidt vidner heller ikke om en opposition, der er i gang med det, som en opposition nu engang skal: Udstille regeringens svagheder og fremhæve egne visioner.

Efter et år med internt strid og kævl, er det på tide, at oppositionen fornyer sig selv. Og giver regeringen modstand.