Giv os en integrationspolitik

Af | @MichaelBraemer

Vi har en integrationsminister, men ingen integrationspolitik, siger integrationseksperten Hanna Ziadeh. Han kritiserer regeringen for kun at have én vision på området: At begrænse indvandringen mest muligt. Det gør måske nogle danskere glade, men lader indvandrerne i stikken.

Hanna Ziadeh har en film kørende inde i sit hoved. Hovedrollen som dansk integration spilles af en kødhakkemaskine, der betjenes af skiftende politikere. Maskinen kører trægt og afgiver knitrende lyde, mens politikerne jamrer: »Maskinen kan ikke klare det. Vi må begrænse mængden af kød«.

Noget kommer der dog ud i den anden ende. Men når det havner i den gryde, der besætter rollen som danskhed, klumper det hele bare sammen i suppen. For rollerne som omrørere er ikke besat.

Hanna Ziadeh synes, det er en dårlig film.

»Den nuværende regering har kun én vision, og den er forfejlet. Nemlig at sørge for, at der kommer færrest mulige indvandrere ind i landet. Men det er jo ikke integrationspolitik – det er udlændingepolitik. Og det hjælper ikke på de problemer, vi står med her og nu. At der ikke kommer flere, er for eksempel ikke en trøst eller et redskab, som jeg kan bruge i forhold til de mennesker, jeg sidder over for i mit daglige arbejde,« siger Københavns Kommunes integrationskonsulent, der tidligere har været kampagneleder for etnisk ligestilling på statens arbejdspladser. 

Målrettet indsats nytter

Hanna Ziadehs erfaring fra staten er, at det nytter med en målrettet indsats på integrationsområdet. Alene det første år blev 1.000 mennesker med fremmed baggrund ansat. Men, understreger han, det afgørende er den politiske opbakning.

»Det var jo ikke lederne, der tog beslutningen om at opprioritere indsatsen. Det var en politisk beslutning. Derfor er det trist, at den nye regering ikke ville fortsætte den særlige indsats for etniske minoriteter. For det gennemgående problem i Danmark har altid været manglende politisk vilje til at gøre noget ved problemerne,« beklager Hanna Ziadeh.

Og noget skal der gøres i en situation, hvor den offentlige debat kredser mere og mere om problemerne med at skaffe arbejdskraft i fremtiden, mens hver anden indvandrer står uden for arbejdsmarkedet, mener han.

Men beskæring af velfærdsydelserne, som regeringen forsøger sig med, tror Hanna Ziadeh ikke på.

»Det kan da godt være, at nogle indvandrere sidder for komfortabelt i deres ghettolejligheder. Nogle har tilpasset sig et liv på overførselsindkomst. Men løsningen er ikke bare at gå ud og slukke for varmen. Man kan måske godt skrue ned for varmen, men skal så samtidig åbne døren til arbejdsmarkedet. Pisk og stramninger nytter ikke noget – det viser alle undersøgelser. Der skal også være et attraktivt alternativ,« mener han.

Mangfoldighed som ideal

Den nationale integrationspolitik, Hanna Ziadeh efterlyser, skal gøre mangfoldigheden til et ideal og et succeskriterium på danske arbejdspladser. Fra politisk side skal der opstilles mål og visioner for indsatsen. Det skal føre til en ansættelsespraksis, der tilgodeser etniske minoriteter. Vi skal derhen, hvor vi anerkender en anderledes uddannelsesmæssig baggrund fra et hjemland som et positivt bidrag til det danske arbejdsmarked. Og ledere og personalechefer skal kvalificeres til at kunne få øje på indvandrernes kompetencer.

»Fra mit arbejde kender jeg jo alle arbejdsgivernes forbehold over for indvandrere. De peger på manglende sprogkundskaber, forkerte uddannelser, uvilje til at underkaste sig arbejdspladsens normer, afvigende påklædning, at de ikke vil overnatte på kurser, og at de prioriterer familielivet højere end arbejdslivet. Det er ikke udtryk for fordomme, men reelle bekymringer,« siger integrationskonsulenten.

Han mener imidlertid, at arbejdsgiverne overfokuserer på det sproglige og kulturelle.

»To tredjedele af tiden under ansættelsessamtaler med indvandrere går med at snakke om, hvem de er, i stedet for at undersøge, hvad de kan. Det er en fejl, som alle, der i øvrigt elsker deres kioskejer, ville begå. Men det er en barriere og diskriminering, vi bliver nødt til at gøre op med,« siger integrationskonsulenten.  

10Det offentlige skal gå forrest

Offentlige arbejdspladser med politikere i spidsen bliver nødt til at gå forrest i integrationsindsatsen, mener Hanna Ziadeh. For et af de spørgsmål, han altid møder, når han er ude at tale med private arbejdsgivere, er: »Hvad gør I selv?«

Hvis det offentlige skal være rollemodel, vil det kræve en markant kursændring. Mens Hanna Ziadeh var ansat i staten, blev der foretaget en sammenligning mellem integrationspolitikken i Norge, Sverige og Danmark. Her haltede Danmark voldsomt bagefter med hensyn til ansættelser på i hvert fald statslige arbejdspladser.

For Hanna Ziadeh at se, er det resultatet af, at politikere og fagbevægelse, hver gang der har været tale om at målrette indsatsen over for etniske minoriteter, har opfattet det som skjulte kvoteordninger – ordninger, som de forventede ville være upopulære blandt deres »egne«, danske medarbejdere.

»Og det er da klart, at hvis du over for medarbejderne fremlægger det som om, at nu er de altså tvunget til at tage imod nogle mørklødede kolleger, så siger de fra. Men hvis du gør dig umage med at forklare, at her har vi altså nogle regler, som historisk har haft til formål at beskytte dansk arbejdskraft, men nu utilsigtet udelukker indvandrere fra det danske arbejdsmarked, så vil de stille sig anderledes,« mener Hanna Ziadeh.

Han opfordrer derfor fagbevægelsen til at udvise fleksibilitet i håndteringen af det overregulerede danske arbejdsmarked, for at integrationen kan lykkes. Og at tillidsmændene rundt omkring på arbejdspladserne bliver uddannet til at leve op til de flotte målsætninger, som fagbevægelsen centralt har på området. Ikke mindst fordi en vellykket integration er afhængig af en holdningsbearbejdelse på arbejdspladsen.

»Det rummelige arbejdsmarked, som jo heller ikke har været nogen succes, er et andet eksempel på, at et overreguleret arbejdsmarked kan stå i vejen for en indsats over for særlige grupper. Og her kan man i hvert fald ikke bruge diskrimination som forklaring,« påpeger han.

citationstegnTo tredjedele af tiden under ansættelsessamtaler med indvandrere går med at snakke om, hvem de er, i stedet for at undersøge, hvad de kan. Det er en fejl, som alle, der i øvrigt elsker deres kioskejer, ville begå. Men det er en barriere og dikriminering, vi bliver nødt til at gøre op med.

Bolig- og uddannelsespolitik er andre områder, hvor der ifølge Hanna Ziadeh i langt højere grad skal tages hensyn til indvandrere, hvis man med rette skal tale om en integrationspolitik. For eksempel ser han overhovedet ikke det store behov for undervisning af indvandrerbørn afspejlet i seminariernes uddannelser. 

Social arv binder

Andengenerations indvandrere indtager arbejdsmarkedet med en helt anden selvfølgelighed end deres forældre. De er begyndt at ligne deres jævnaldrende blandt etniske danskere med hensyn til beskæftigelse og uddannelse.

Hanna Ziadeh ser den positive udvikling som resultatet af dansk opvækst og uddannelse. Hos arbejdsgiverne oplever han selv en langt mere positiv holdning til andengenerations indvandrere end til deres ophav. De signaler, indvandrernes børn udsender, og den ballast, de møder op med, vækker genkendelse og tillid hos dem, der skal ansætte dem. Samtidig har de i langt højere grad end deres forældre et netværk på arbejdsmarkedet, de kan trække på. 

Men selv om indvandrerbørnenes fremgang giver Hanna Ziadeh håb for fremtiden, er han meget opmærksom på, at der et godt stykke igen, før indvandrerbørnene indhenter etniske danskere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.

Som blandt andet en undersøgelse fra Center for Forskning i Social Integration og Marginalisering har dokumenteret, så halter andengenerations indvandrere mellem 18 og 30 år af begge køn stadig markant bagefter etniske danskere, hvis man ser på, hvor stor en andel der enten er i gang med eller har færdiggjort en kompetencegivende uddannelse.

Samme undersøgelse understreger den sociale arvs betydning for de unges valg af uddannelse. Det er forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet – eller mangel på samme - der betyder mest for, hvilken uddannelse børnene vælger. Mindre betydning har det, hvor mange år forældrene har boet i Danmark.

»Fordi vi har tabt første generation, er vi nu også ved at tabe en del af anden generation. Og det er jo helt forståeligt. 90 procent af de palæstinensiske kvinder i København står uden for arbejdsmarkedet. Hvilken integrationsmodel har deres piger, når de starter som seksårige i skole,« spørger Hanna Ziadeh.

For ham understreger det kun, at vi aldrig må give op over for de førstegenerations indvandrere, der allerede er i landet. Heller ikke over for de nye, der vil komme – uanset hvor hårdt man fra politisk side forsøger at smække døren i.

Kun integration virker

Som integrationskonsulent ser Hanna Ziadeh det ikke som sin opgave at skyde på indvandrere og drage deres arbejdsvilje i tvivl. Konstaterer blot, at der nogle gange kan være en konflikt mellem den måde, man som indvandrer ønsker at leve sit liv, og så kravet om at tage aktiv del i det danske samfund.

»Men jeg kan ikke se, hvad man kan gøre ud over at gøre det mere attraktivt at være på arbejdsmarkedet. Jeg tror ikke på pisken. Derfor tror jeg heller ikke på den ønskede effekt af de strammede regler for familiesammenføring. Det eneste, man umiddelbart får ud af det, er, at unge indvandrere i stedet gifter sig med nogle af deres egne her fra landet. Hvis vi vil de etniske skel til livs, så er der brug for integration. Og det kræver i første omgang en integrationspolitik,« pointerer han.