Giv debatten en chance

Af

SF’s ideer om et konkret fælles oppositionsprogram kan kortslutte den værdidebat, der – endelig! – er ved at komme i gang til venstre for midten.

VISIONER Ni socialdemokratiske teser fra Mette Frederiksen, 10 pejlemærker fra SF, en fornyelsesbog fra Christine Antorini, en rød skole fra Ritt Bjerregaard, et radikalt parti, der blander sig, og et SF, der gør op med sin gamle udlændingeprofil. Hånden på hjertet: Er det ikke noget forbandet rod, der foregår dér til venstre for regeringen i disse uger? Tværtimod. Det er en befrielse. Der har været alt for stille alt for længe. Men nu sker der da noget. Endelig er den sprudlende debat til venstre for midten om rettigheder, pligter, ulighed og social indignation blevet kickstartet.

Men skal SF, Socialdemokraterne og de radikale nu formulere et fælles program med en række konkrete forslag, som oppositionen har gjort i Norge? Og som SF var så forhippet på i ugen, der gik? Kort sagt: Lægge det klokkeklare detaljerede alternativ til VK-regeringen på bordet? Umiddelbart lyder det forjættende, men det vil være en dårlig idé i dansk sammenhæng. Og helt urealistisk. Af de tre partier i oppositionen er det kun SF, der ønsker et fælles program.

Socialdemokraterne har ingen interesse i, at der bliver taget alt for mange billeder af partiet i en hed omfavnelse med SF, fordi det vil få midtervælgerne til at løbe skrigende bort. Og for de radikale er lysten til at blive set med SF endnu mindre. Det har vi set i de seneste dage, hvor først Socialdemokraterne tog afstand fra et fælles program, mens den radikale Morten Østergaard langede ud efter SF’s manglende økonomiske ansvarlighed.

At Socialdemokraterne og de radikale ikke vil ind i dét der forpligtende fælles punktprogram, kan man godt forstå. Både politisk og vælgermaksimeringsmæssigt vil centrum-venstre-fløjen nemlig stå stærkest, hvis oppositionen består af tre selvstændige partier, der deler sig efter anskuelser og har appel til hver sin gruppe i befolkningen.

Dén præmis vil man formentlig ikke acceptere i SF. Her vil man – igen og igen – insistere på det store fælles programs velsignelser, og man vil i ét væk blande sig i de andre partiers debatter. Især Socialdemokraternes. Se bare på forløbet i den seneste uge, hvor Mette Frederiksen fremlægger sine socialdemokratiske teser i starten af ugen, og vupti, allerede om onsdagen har SF omsat dem – et andet partis interne teser – til en række konkrete centrum-venstreforslag om alt fra madordninger til sundhed. Villy Søvndal har sat sig ved tastaturet – programmet er ved at blive skrevet …

Rolig nu! I stedet for at de tre oppositionspartier i morgen fusionerer til ét, er der brug for, at de hver især finder sig selv. Og argumentet om, at et konkret fælles program vil tømre oppositionen sammen og gøre det svært for regeringen at finde sprækker, holder ikke. Realiteten er, at oppositionen gør sig sårbar, hvis man bliver alt for konkret i forhold til alternativet på madordningsplanet. Det vil ødelægge oppositionspartiernes fleksibilitet og manøvredygtighed og gøre det nemt for regeringen at udstille oppositionens »blokpolitik«.

Naturligvis skal oppositionen lukke uenigheder på væsentlige områder som skat og udlændinge. Men i første omgang handler det om at finde frem til de værdier og principper, der binder et socialt indigneret værdifællesskab mellem middelklassen og de underprivilegerede sammen. Det er den værdidebat, som måske er kickstartet nu. Giv den dog en chance.