Ghettoproblemer kan ikke bulldozes væk

Af | @MichaelBraemer

Eksperter er kritiske over for statsministerens budskab om, at der skal rives boligblokke ned for at løse problemerne i landets ghettoer. Problemerne har rod i sociale forhold og kalder på en helhedsorienteret indsats, påpeger de.

SYMPTOMBEHANDLING Regeringen vil bekæmpe problemerne i ghettoerne ved at rive boligblokke ned. Men det er symbolpolitik og løser ingen problemer, mener eksperter. De efterlyser en anderledes langsigtet og helhedsorienteret indsats i de socialt udsatte boligområder.

»Steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende«. »Stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund«. Og »Fæstninger, vi skal bryde igennem«. Sådan beskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale i Folketinget 29 boligområder i landet med tilsammen 27.000 boliger, hvor koncentrationen af kriminelle, personer udenfor arbejdsmarkedet og indvandrere er så stor, at respekten for landets love smuldrer og almindelige løsninger ifølge statsministeren er helt utilstrækkelige.

»Vi skal turde sige, at nogle boligblokke skal rives ned. Det vil regeringen afse en halv milliard kroner til,« sagde han.

Men forskningschef i Statens Byggeforskningsinstitut Hans Thor Andersen mener, at det er formålsløst at bruge en masse penge på at rive ned, bygge nyt og flytte rundt på folk uden at gøre noget ved de grundlæggende sociale problemer, som ligger bag problemerne i ghettoerne. Og beløbet er under alle omstændigheder helt utilstrækkeligt, påpeger han.

»Hvis nedrivning skal have en effekt på ghettoerne, skal man gøre det koncentreret, men så er det kun få steder, der får glæde af den. River man 20 boliger ned i hver af de erklærede ghettoer, har man jo sådan set brugt penge. For boligerne er finansieret gennem lån, som skal indfries ved nedrivning. Pengene løber lynhurtigt, og så er man ikke engang kommet til genhusningen«, siger han.

Når genhusningen er på plads og regningen betalt, vil politikerne opdage, at de kun har flyttet problemerne, advarer Hans Thor Andersen.

»Det er rigtigt, at man kan fjerne Mjølnerparken som ghetto. Men man behøver jo ikke rive den ned. Man kan bare smide beoerne ud og så sælge bebyggelsen billigt som ejerlejligheder. Så har man skiftet beboerne ud, men de, der er smidt ud, kan næsten kun finde bolig i andet almennyttigt byggeri – i områder, hvor det i forvejen er svært at få en bredere del af befolkningen til at flytte ind. Så har man bare forstærket ghettodannelsen et andet sted,« påpeger forskningschefen.

Afmagt

Sekretariatschef på Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen er enig. For ham at se er statsministerens udmelding udtryk for symbolpolitik og et hævntogt, der udspringer af afmagt over for kriminalitet og hærværk i områderne:

»Nedrivning af ghettobebyggelse er lidt, som når israelerne sprænger et hus i luften på Vestbredden, fordi der har boet en terrorist. Bagefter står familien på 25 mennesker og pønser på hævn, så det er måske ikke det mest intelligente at gøre.«

Curt Liliegreen har baggrund i entreprenørbranchen og ved, at man kan få meget nedrivning for en halv milliard kroner. Men skal der komme noget positivt ud af den, kræver det store investeringer i nybyggeri og frem for alt en fremtidsorienteret strategi for, hvad man så vil med områderne. Og den kan han ikke få øje på i Danmark.

»I udlandet, ikke mindst Holland og Frankrig, hvor man har relativt flere indvandrere og har været igennem de samme problemer som herhjemme, har man revet en meget stor del af boligerne i ghettoerne ned – 50 procent og mere nogle steder. De er så bygget helt om ud fra en vision for området, hvor princippet ikke er udtynding, men tværtimod fortætning med varieret bebyggelse, handelsstrøg og så videre«, siger Curt Liliegreen.

Forvandlingen af den tidligere så hårdt belastede Amsterdam-forstad Bijlmermeer, der reducerede et enormt befolkningstal på 100.000 til 60.000, er noget af det, der har tiltrukket interesserede i byudvikling fra hele verden. Hans Thor Andersen er ikke imponeret over de hollandske resultater:

»Jeg har set, hvordan man springer 15 etagers blokke væk og bygger tre-etagers rækkehuse omgivet af kanaler i stedet for. Men de beboes ikke af dem, der boede der før. Det er kun en måde at flytte problemerne på, ikke at løse dem. Du skal bare et andet sted hen for at finde dem.«

Muligt led i større plan

Direktør i Boligselskabernes Landsforening Bent Madsen falder heller ikke på halen over de hollandske resultater. Han mener ikke, at den almene, danske boligsektor har meget at lære af den hollandske.

»I virkeligheden har man i Holland store problemer med den sociale boligsektor. Herhjemme han vi få tingene til at fungere i Skive og Struer og ikke bare i et par store boligområder, som man bruger som udstilling,« siger han.

Bent Madsen er dog ikke afvisende over nedrivning som et led i den helhedsplan for de udsatte boligområder, som regeringen nu har udskudt til efter efterårsferien. Selv om forholdene i de udsatte boligområder efter hans mening er mindre problematiske end i mange tilsvarende områder i udlandet, kan og skal vi løse problemerne bedre, erkender han.

»Vi har hæftet os ved, at statsministeren brugte så lang tid på ghetto-problematikken i sin tale. Det lægger op til en ambitiøs boligaftale. Her kan nedrivning sagtens indgå som ét blandt mange tiltag. Nogle steder er det en god ide, andre steder ikke. I øvrigt er nedrivninger slet ikke nyt i dansk regi. Siden midten af 80’erne har beboerne vedtaget nedrivning af 1000 boliger,« siger han.

Nedrivning af almennyttige boliger kan først ske efter en lang proces, hvor planen skal godkendes af først kommunen, derefter Indenrigsministeriet og som noget helt afgørende den berørte boligafdeling. Dermed kommer beboerne i kraft af beboerdemokratiet selv til at sidde med det afgørende ord.

En undersøgelse, som A&B Analyse har foretaget for BL viser, at det godt kan spænde ben for nedrivninger i større udstrækning. Kun en fjerdedel af beboerne i almennyttige boliger mener, at nedrivning er svaret på, at nogle boligområder er nedslidte og hovedsageligt bebos af ressourcesvage lejere. Et flertal på 72 procent mener, at løsningen skal findes i istandsættelse af boligerne. Den holdning deler Bent Madsen.

»En afgørende forudsætning for, at vi kan få vendt udviklingen i de udsatte boligområder er, at de fysisk er i orden. Ellers er det utopisk at tro, at vi kan ændre sammensætningen af beboere ved at få en bredere del af befolkningen til at flytte ind,« mener han.

Bent Madsen håber derfor, at det ved den kommende fireårige boligaftale lykkes at få hævet loftet over, hvor meget boligselskaberne må bruge på renovering. I øjeblikket er der en kø af renoveringsprojekter til otte milliarder kroner i Landsbyggefonden, som opsparer penge fra lejerne til fremtidig renovering af deres boliger. Mere fart på renoveringen vil både være beskæftigelsesfremmende og gratis for staten, påpeger han. Til gengæld håber boligselskabernes direktør, at staten – modsat nu – vil tage sig af den sociale indsats i belastede områder.

»Det er aparte, hvis man skal sige det pænt, at stort set hele den indsats der bliver gjort på det sociale område i boligområderne, finansieres af lejernes opsparede midler i Landsbyggefonden. Fra 2006 og frem til 2015 er der afsat 1,2 milliarder kroner af beboernes opsparing til socialt arbejde. For de penge kunne man renovere et område som Gellerupparken tre en halv gange. Jeg mener, det er en statslig velfærdsopgave, og at staten må til lommerne og engagere sig massivt,« siger Bent Madsen.

Staten må hjælpe til

Jørgen Nue Møller er adjungeret professor ved Copenhagen Business School og formand for den såkaldte Programbestyrelse, som regeringen nedsatte til at følge udviklingen i de udsatte boligområder i årene 2004-2008. Han er enig i, at der skal bruges flere penge, hvis man vil undgå, at den almene boligsektor forfalder yderligere.

»Taget over 25 år og justeret for prisudvikling er der vel brugt to milliarder kroner årligt på indsatsen i udsatte områder. Mit skøn er, at der skal bruges det dobbelte. I Programbestyrelsen har vi peget på, at det er en samfundsopgave, og at der må en stærkere statsfinansiering til, så midlerne ikke kun kommer fra de almene beboere. Man kan ikke alene overlade det til de næstfattigste at betale for de fattigste,« mener han.

Nedrivning af ghettoer vil ifølge Jørgen Nue Møller kun virke i bekæmpelsen af sociale problemer, hvis man ved, hvad man vil sætte i stedet og gøre ved beboerne i forhold til integration og beskæftigelse.

»Vi har foreslået tre hovedelementer i en indsats, hvoraf byomdannelse er den langsigtede. På kort sigt er der behov for en tryghedsskabende indsats med forebyggende tilstedeværelse af politi samt hurtig og effektiv indsats over for kriminalitet og hærværk. På mellemlang sigt er det nødvendigt med en styrket indsats for børn og unges sproglige udvikling, uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet,« siger han.