Ghetto-problemer overdrives

Af | @MichaelBraemer

Myte: Indvandrerne klumper sig sammen i store ghettoer i de store danske byer. Fakta: Mindre end en femtedel af indvandrerne i Danmark bor i områder, hvor flertallet af beboerne har udenlandsk baggrund. Det store flertal bor i områder med overvægt af danskere, og deres børn går i dansk-dominerede skoler, viser ny A4-undersøgelse. Mediernes store fokus på problemer i indvandrerghettoer giver det skæve billede, mener eksperter.

MYTEDRÆBER Klynger af burka-klædte kvinder, mænd, der henslængt filosoferer over tilværelsen, mens bedekransene ruller mellem fingrene på dem, og unge, der render rundt og laver ballade eller tæver løs på hinanden. Det er det groft tegnede billede af, hvordan indvandrerne anno 2008 har indrettet sig med deres helt egne normer i danske højhus-ghettoer.

Virkeligheden for det store flertal af indvandrere er imidlertid en helt anden, viser en undersøgelse, som Catinét Research har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af flygtninge og indvandrere i Danmark. Under en femtedel – 18 procent – af indvandrerne oplyser, at de bor i områder med overvejende eller stort set kun personer med udenlandsk baggrund. 60 procent bor i områder, hvor etniske danskere er i overtal.

Derudover går kun ni procent af indvandrerbørnene i skole overvejende eller udelukkende med børn af anden etnisk baggrund end dansk ifølge forældrenes vurdering.

De to selvstændige integrationskonsulenter Mehmet Yüksekkaya og Manu Sareen, der begge har indvandrerbaggrund og har arbejdet i indvandrermiljøerne i årevis, er langt fra overrasket over tallene, der viser en sammensat, men overvejende integrationsivrig indvandrergruppe og dermed dementerer fordomme om, at indvandrerne ikke vil integreres.

Begge fortæller de om stor frustration blandt indvandrere over til stadighed at blive mødt med fordomme og betragtet som en ensartet masse, der rotter sig sammen, begår kriminalitet, modsætter sig integration og i det hele taget kun giver anledning til problemer.

Holdningen har hårdnakket overlevet indvandrernes stormløb på uddannelsesinstituti­oner og arbejdsmarked de senere år og opleves så massiv, at indvandrerne ville blive forundret, hvis danskerne pludselig skulle udvise en mere nuanceret holdning, fortæller Mehmet Yüksekkaya. Men vi gør os selv en bjørnetjeneste i arbejdet med at integrere indvandrere, hvis vi fortsætter med at opfatte dem som prototyper, mener han:

»Det handler jo ikke kun om fru Hansen fra Vestjylland, men også om mennesker hele vejen igennem det system, der skal arbejde med indvandrerne. De er også præget af forudfattede meninger om, hvordan indvandrere bor, er og lever, og det er meget skæmmende efter 30-40 år med indvandring. For uden et differentieret billede af indvandrergruppen er man heller ikke i stand til at sætte målrettet ind på de problemområder, der er.«

Dårlig presse

Mehmet Yüksekkaya mener, at pressen bærer hovedansvaret for, at indvandrere per automatik forbindes med ghettoer og problemer, selv om virkeligheden – ikke mindst i dette årtusinde – har budt på langt flere eksempler på, at indvandrere uddanner sig, får arbejde og flytter i egen bolig.

»Det er jo i ghettoerne, at de finder de »gode« historier, der bliver til i en farlig cocktail af sociale problemer, kriminalitet og stor koncentration af indvandrere. Men det er en begrænset del af virkeligheden,« siger han.

Også Manu Sareen er stærkt kritisk over for mediernes dækning af indvandrerstof og mener, at pressen med sit ensidige fokus på problemerne ikke alene overser den store, velfungerende og integrationsvillige gruppe, men også gør livet svært og surt for den. Mange unge indvandrere har af samme grund fravalgt danske medier, og det er ærgerligt, for samfundet ville have større gavn af at bekræfte dem i, at de er danskere, mener han.

»De ord, der bliver skrevet, skaber jo den virkelighed, vi lever i, fordi de har store konsekvenser for den måde, vi møder hinanden på. De har for eksempel betydning for den arbejdsgiver, der ikke vil ansætte en ung indvandrer i praktik, fordi han tager det for givet, at han vil give problemer,« siger Manu Sareen.

Etniske problemer fylder langt mere i medie­billedet i Danmark, end de gør i andre europæiske lande med tilsvarende problemer, mener han.

»Vi har jo også andre problemer. 70 procent af danskerne har givet udtryk for, at islam er problematisk, og det er da klart, når man kun læser om problemerne med muslimerne. Så bliver man bekymret – jeg bliver nogle gange helt bekymret for mig selv,« siger Manu Sareen, der ellers har kristen baggrund.

Seniorforsker på Statens Byggeforskningsinstitut Hans Skifter Andersen har undersøgt etniske minoriteters bosætningsmønster og giver integrationskonsulenterne ret i, at pressen ser ud til at være kørt fast i stereotyper, som ikke alene er misvisende i forhold til den samlede gruppe af indvandrere, men også i forhold til ghettoer.

»Der er nogle områder, der altid bliver hevet frem, når der skal problematiseres. For eksempel Gjellerup Parken ved Århus, der er blevet fremhævet i forbindelse med urolighederne i foråret, selv om der vistnok kun forekom en enkelt containerafbrænding,« siger Hans Skifter Andersen.

Godt nyt er kedeligt nyt

Chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen vedkender sig imidlertid ikke ansvaret for et ensidigt og forvrænget billede af indvandrergruppen i offentligheden. Det er nu engang pressens væsentligste opgave at fokusere på de problemstillinger, der er i samfundet, mener han.

»Det ligger i pressens natur at skrive om det, der er udsædvanligt. Det sædvanlige – at det går godt i 99 procent af danske hjem – er ikke en særlig god historie og ikke noget, nogen på den lange bane gider læse,« siger han.

Poul Madsen mener, at hans avis lever op til sit ansvar og lader det fremgå, at det kun er en lille del af de unge med indvandrerbaggrund, der brænder containere af eller går med kniv. At det ikke bliver set eller hørt, når journalister kommer med det budskab, er et forhold, som han har svært ved at gøre noget ved.

»Pressen har selvfølgelig et ansvar for at bringe et helt billede af en gruppe, Men jeg synes også, at indvandrerne har et kæmpe problem med at lade sig repræsentere af nogle mennesker, der er meget dårlige for deres sag. Det overrasker mig, når så stor en del af indvandrerne siger, at de ønsker at være en integreret del af det danske samfund. Hvis jeg i radio og tv hører for eksempel de imamer, de lader sig repræsentere af, så er det ikke det indtryk, jeg får,« siger Poul Madsen.

Hvis den brede gruppe af indvandrere for alvor vil ændre deres image i offentligheden, bliver de derfor nødt til at udpege nogle andre talsmænd eller selv komme på banen i medierne, så der kan tegnes et mere retvisende billede af, hvem indvandrerne er, og hvad de vil, mener han.

»Det største problem består dybest set i, at de, som stiller sig op som repræsentanter for indvandrerne, i virkeligheden er nogle selvbestaltede tossehoveder, som ikke repræsenterer andre end sig selv og gør hele sagen en bjørnetjeneste,« mener Ekstra Bladets chefredaktør.

Dårligst integration i ghettoer

A4’s undersøgelse viser, at indvandrere i blandede kvarterer føler sig bedre integreret i det danske samfund end indvandrere i ghettoer. Blandt indvandrere, der stort set udelukkende bor i områder med danskere, føler 76 procent sig godt inte­greret, mens det samme kun gælder 56 procent af de indvandrere, der stort set kun bor sammen med personer af udenlandsk oprindelse.

Tallene viser imidlertid ikke, om det er livet blandt danskere, der giver dem oplevelsen af at være godt integreret, eller om det i højere grad er de velintegrerede, der søger væk fra ghettoerne. Hans Skifter Andersens undersøgelser af det, han kalder multietniske områder, der er defineret som bebyggelser, hvor mere end 40 procent af beboerne har anden etnisk baggrund end dansk, peger på det sidste.

»Områderne er faktisk præget af stor udskiftning. Det er typisk områder, hvor man bor nogle år, mens man er ny i landet og så flytter videre fra, når man har fået arbejde. De voksne kan støtte hinanden, men det problematiske ved områderne er, hvis de unge holdes fast i et miljø med andre unge med sociale problemer og må rende rundt på gaden, fordi familierne bor i små lejligheder,« siger han.

Den nye A4-undersøgelse viser også, at endnu flere ville søge væk fra ghettoerne, hvis der var frit valg på alle hylder. Kun seks procent foretrækker således at bo i områder, hvor der overvejende er folk med udenlandsk baggrund. Integrationsiveren er endnu større, når hensynet til børnenes opvækst og skolegang kommer ind i billedet. Således siger hele 66 procent af indvandrerne, at der helst skal være flest danskere eller lige mange børn med udenlandsk og dansk baggrund i deres børns skole, mens kun tre procent foretrækker en skole med flest børn af udenlandsk baggrund.

Danskere tjekker dørskilte

Selv om indvandrerne kommer ud og bor blandt danskere, er det ikke sikkert, at det fører til øget integration, påpeger Mehmet Yüksekkaya.

»Det kan være direkte skadeligt for integrationen at bo i ejerbolig, hvis man ikke har føling med det omgivende samfund. Jeg kender eksempler på indvandrerfamilier, der har købt villaer og nu lever et fuldstændig afsondret liv,« siger han.

Manu Sareen har boet på Nørrebro i København i en bebyggelse med blandet beboersammensætning og gjorde også den erfaring, at det er svært at bygge bro og opbygge et reelt fællesskab mellem de forskellige etniske grupper.

»Ja, vi bor sammen, men kontakt er der ikke meget af. På Nørrebro boede vi klos op ad hinanden, men når vi gik ned i gården, så var det indvandrere for sig og danskere for sig. Det er ærgerligt, for hvis man ser på, hvorfor nogle indvandrere bliver godt integreret og andre ikke, så tror jeg, den helt afgørende faktor er, om man har lært sig samfundets uskrevne regler og sociale koder. Og det gør man kun ved at omgås danskere,« siger han.

Noget tyder på, at det er danskerne, der holder indvandrerne 10 skridt fra livet. I Albertslund på Københavns vestegn fortæller ejendomsmægler John Borella fra ejendomsmæglerfirmaet EDC i hvert fald, at det voksende antal boligsøgende indvandrerfamilier lægger meget vægt på beboersammensætning, når de kigger på bolig, for de vil gerne undgå at bosætte sig i klynger. Desværre har danskerne den samme interesse i at undgå indvandrerne.

»Holder jeg et åbent hus, og der står fem par og venter, kan jeg være sikker på, at alle har været ovre og se, hvad naboerne hedder til efternavn. Er der for mange indvandrere i kvarteret, trækker det fra. Hvis vi kommer ind i en ejerlejlighedsopgang, og halvdelen af beboerne er fremmedarbejdere, så spørger danske købere også ind til det. Det er den tendens, vi har set. Det må vi sige,« siger han.