Gevinsten fra de fede år er ædt op

Af | @IHoumark

Næsten 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder lever nu af offentlig hjælp, viser nye tal. Det et det samme antal som før den økonomiske optur 2004-2008. Der blev gjort for lidt under opsvinget for at få flere i uddannelse og reformeret sociale ordninger, vurderer fagfolk.

Foto: Illustration: Scanpix

SIDELINJEN En socialpolitisk succes af de helt store. Sådan lød det glade budskab, da indvandrerkvinder trods gebrokkent dansk og unge trods misbrugsproblemer kom i arbejde under opsvinget fra 2004 til 2008. Siden er titusindvis af mennesker imidlertid røget ud af arbejdslivet igen. Faktisk så mange, at fremgangen fra de fede år næsten er ædt op.

Siden sommeren 2008 er der kommet 93.000 flere i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse. Dermed er det samlede antal oppe på 783.000 mennesker. Til sammenligning var tallet 801.000 i begyndelsen af 2004. Det fremgår af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

En del af stigningen i mennesker på overførselsindkomst skyldes forsømmelser under opturen midt i nullerne. Det vurderer arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted fra AE.

»Der var en hel del unge, som i de gode år tjente penge på ufaglært arbejde i stedet for at få sig en uddannelse. Da krisen så ramte i 2008, stod disse unge meget dårligt rustet, for efterspørgslen på deres ufaglærte arbejdskraft faldt dramatisk,« forklarer Erik Bjørsted.  

Det var næsten givet på forhånd, at gevinsten i form af færre på offentlig hjælp ville forsvinde, da krisen satte ind. Det vurderer Jørgen Søndergaard, som er direktør for SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

»Opturen var kunstigt baseret på en enorm gældsætning. Det var en boble, som man ikke kunne forvente ville skabe langtidsholdbar beskæftigelse. Så det overrasker mig ikke, at vi nu igen er tilbage til at have næsten 800.000 på overførselsindkomst,« siger Jørgen Søndergaard.

Vedvarende problem

Statistisk set har det været sådan lige siden 1990, at der har været mindst 690.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. I 1995 var man ifølge tal fra AE helt oppe på 927.000 mennesker parkeret på sidelinjen af arbejdsmarkedet. De berørte trives sjældent, og de nu 783.000 på overførselsindkomst er en kæmpe belastning for samfundsøkonomien.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) erklærede ved sin tiltræden, at hun gerne vil måles på, om hun får nedbragt antallet overførselsmodtagere markant. Ingen af de forrige regeringer uanset farve har dog formået at frembringe langtidsholdbare succeser på området.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, kunne godt tænke sig, at VK-regeringen havde gjort mere for at forhindre stigningen i mennesker på offentlig forsørgelse.

»Hvis ikke den forrige regering havde brugt alle pengene på skattelettelser, havde vi haft flere penge nu til at booste økonomien og skabe arbejdspladser. Dertil kommer, at VK-regeringen i høj grad forsømte at gøre noget for uddannelse til alle. Uddannelse er jo et af de bedste værn mod at havne på for eksempel kontanthjælp,« mener Leif Lahn Jensen.

Men Socialdemokraterne var selv med til at spænde ben for, at nedgangen i overførselsmodtagere ikke blev vedvarende. Det mener Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.

»Vi prøvede uden held at få Socialdemokraterne med på en reform af dagpengene. I december 2010 fremlagde vi et forslag til en reform af førtidspension og fleksjob. Men allerede på det tidspunkt var der gået så meget valgkamp i dansk politik, at Socialdemokraterne åbenbart ikke ville være med. Reformen af efterlønnen kunne vi heller ikke få Socialdemokraterne med på, men den er jo heldigvis blevet vedtaget nu,« siger Ulla Tørnæs. 

De svageste er ude igen        

Under opturen fra 2004 til 2008 kom en hel del mennesker fra de svageste grupper i arbejde. Det gjaldt eksempelvis sindslidende, misbrugere og indvandrere med dårlige kundskaber i dansk. Men ifølge AE’s tal er næsten lige så mange af de svageste kontanthjælpsmodtagere røget ud af job igen siden 2008.

Statistikken viser, at fra 2004 til 2008 blev der 29.000 færre såkaldte ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Siden 2008 er det gået den anden vej, og 23.000 er kommet til.

Den økonomiske krise er hovedårsag til, at virksomhederne er blevet mindre rummelige over for de mennesker, som ikke kan yde 100 procent, mener Erik Bjørsted fra AE.

»Der er så mange ledige, at arbejdsgiverne kan vælge og vrage og kun ansætte de stærkeste ansøgere,« påpeger han.  

Erik Bjørsted mener, at uddannelse er en af de bedste måder at hjælpe de svageste på arbejdsmarkedet.

»Hver tredje af de ikke-arbejdsmarkedsparate er unge under 30 år. Det bedste vi kan gøre for de fleste af dem, er at sørge for, at de får en uddannelse. Det vil øge deres chancer for job betragteligt,« mener han.

Et helt anderledes bud på at få de svageste i job har Martin Ågerup, som er direktør for den liberale tænketank Cepos.

»Der er nogle mennesker, som har meget svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Eksempelvis fordi de knap nok taler dansk eller har psykiske problemer. Der mangler nogle indslusnings-job til dem, hvor de kan komme ind på arbejdsmarkedet på en løn under den nuværende mindsteløn,« mener han.

Model Nyrup

Ifølge analysen fra AE er det især titusindvis af nye arbejdsløse, der har bragt antallet af overførselsmodtagere op på tidligere tiders triste niveau. Antallet af mennesker på dagpenge eller kontanthjælp er steget med ikke mindre end 121.000 siden 2008.  Og de jobsøgendes rækker bliver næppe kortere foreløbig.

»Medmindre der gribes ind politisk, er der udsigt til, at ledigheden bider sig fast på det nuværende høje niveau gennem længere tid,« siger Erik Bjørsted.

Han mener, at der skal en tretrins-raket til for at få knækket kurven over overførselsmodtagere.

»Økonomien har brug for et større spark, og derfor er det vigtigt, at regeringen for alvor får gang i fremrykningen af offentlige investeringer. Dernæst skal vi have hævet uddannelsesniveauet, så langt flere bliver rustet til fremtidens mere krævende job. De ufaglærte job forsvinder alligevel til Kina. Oven på det kan man så lægge reformer af førtidspension, kontanthjælp og så videre,« siger Erik Bjørsted.

Han håber, at regeringen vil følge den opskrift, som den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen brugte i 1990’erne.

»Vi skal have gang i væksten og samtidig lave reformer. Akkurat som Poul Nyrup Rasmussen gjorde. Han fik både skabt vækst og samtidig gennemført større reformer på arbejdsmarkedet (eksempelvis afkortning af dagpengeperioden, red.),« påpeger Erik Bjørsted.

Martin Ågerup fra Cepos har imidlertid ikke fidus til modellen med at øge de offentlige investeringer for at få flere i job.

»Regeringen kører i år med et underskud på statsfinanserne på mellem 70 og 100 milliarder kroner. Det er i forvejen en stor indsprøjtning til økonomien, og derfor tvivler jeg meget på, at 10 milliarder kroner ekstra i offentlige investeringer vil gøre den store forskel i forhold til beskæftigelsen,« siger Martin Ågerup.

Politisk hot

To af de mere bemærkelsesværdige ordninger for offentlig forsørgelse er førtidspension og de støttede fleksjob. Det bemærkelsesværdige ligger i, at de uafhængigt af konjunkturerne bare vokser og vokser.

Da det gik godt fra 2004 til 2008, kom der 23.000 flere i fleksjob og 4.000 flere på førtidspension ifølge AE. Siden det begyndte at gå skidt i 2008, er der kommet 3.000 flere på hver af de to ydelser. Væksten i fleksjob har været tilsigtet, men ikke de flere førtidspensioner.

»Stigningen i antallet af fleksjobbere har været ønsket fra politisk hold. Man vil hellere have folk delvist i arbejde via fleksjob end på permanent førtidspension. Stigningen i fleksjob burde således have bremset tilgangen til førtidspension. Men det er ikke sket, og det undrer mig,« siger Jørgen Søndergaard fra SFI.

Ifølge AE er omkring 244.000 mennesker på førtidspension nu, og 53.000 er i fleksjob. Det er for mange, mener SRSF-regeringen, og derfor er den på trapperne med udspil til reformer af begge ordninger. I slutningen af februar ventes regeringen at indlede forhandlinger om en reform af førtidspensionen.

Leif Lahn Jensen (S) vil ikke afsløre regeringspartiernes planer, men siger dog:

»Det er meget alvorligt, at flere og flere parkeres på førtidspension, og det er vi nødt til at få sat en stopper for. Vi må finde nogle løsninger, hvor vi med fleksjob, genoptræning, uddannelse og andre midler forhindrer, at især unge havner på førtidspension.«

Venstres Ulla Tørnæs ved godt, hvad partiet vil gå efter i de forestående forhandlinger om førtidspensionen.

»Medmindre der er helt indlysende årsager, skal ingen under 40 år fremover kunne få tilkendt permanent førtidspension. I stedet skal de have tilbudt et udviklingsforløb, hvor man prøver at hjælpe med forskellige indsatser og med jævne mellemrum vurderer deres tilstand,« siger Ulla Tørnæs. 

Hun vil gerne fortsætte i det spor, som VK-regeringen lagde ud i december 2010. Da fremlagde den daværende regering 16 konkrete initiativer til en reform af førtidspension og fleksjob.

Unge må ikke bare opgives

Før de kommende forhandlinger er der ret bred politisk enighed om, at unge og især sindslidende ikke skal parkeres permanent på førtidspension.  Men vil de berørte og vælgerne opleve det som en spareøvelse, eller vil man rent faktisk gøre noget for samfundets allersvageste?

Svaret på det spørgsmål ligger i høj grad i, hvor stor den offentlige hjælp skal være til de mennesker, som kandiderer til en førtidspension. Med andre ord størrelsen af den økonomiske gulerod/pisk til dem. I dag er førtidspensionen for enlige på 17.000 kroner om måneden svarende til dagpenge. 

»Jeg vil ikke kommentere på, hvor stor ydelsen skal være under et udviklingsforløb. Det må bero på forhandlinger,« siger Ulla Tørnæs.  

Direktøren for tænketanken Cepos, Martin Ågerup, er meget mere klar i mælet. Han mener, at der skal være større forskel på at være i arbejde eller være på en offentlig ydelse.

»For at få reduceret tilgangen til førtidspension og fleksjob skal vi have skåret ned på ydelserne eller i hvert fald fastfryse dem i en årrække. Der skal være et stærkere incitament til at gå på arbejde,« mener Martin Ågerup.

Dårlig idé med pisk

Det er en dårlig idé med mere økonomisk pisk og gulerod til nogle af samfundets svageste. Det mener Erik Bjørsted fra AE.

»Det vil ikke have den store effekt at sænke ydelserne. Eksempelvis viste undersøgelser af loftet over kontanthjælpen, at det havde en meget lille effekt i forhold til at få flere af overførselsmodtagerne i arbejde. Det handler meget mere om, hvorvidt den enkelte har forudsætningerne for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet,« siger Erik Bjørsted.

Man skal ikke regne med, at reformer af førtidspension og fleksjob kan nedbringe antallet af mennesker på de to ydelser meget markant. Det mener Jørgen Søndergaard fra SFI.

»Vi skal ikke forvente os alt for meget af reformerne, for mange af de her mennesker kræver en stor indsats. Der er dog opmuntring at hente i, at får man først et menneske gjort parat til at være på arbejdsmarkedet, så har de faktisk en reel chance for at få arbejde selv i en lavkonjunktur som nu. Det viser erfaringen,« påpeger Jørgen Søndergaard.

I 2009 kom Arbejdsmarkedskommissionen med et forslag om et udviklingsforløb i stil med det, som Venstre ønsker. Beregninger viste, at kommissionens forslag fuldt indfaset kunne betyde cirka 35.000-40.000 færre på førtidspension. Det er ’kun’ et indhug på cirka 15 procent.