Generationskrig i kulissen

Af

ANALYSE Retspolitik, EU, velfærds-reformer, sikkerhedspolitik. SF’s topfolk jonglerer med alle de store klodser i den fornyelse, der skal vende 16 års uafbrudt politisk nedtur. Men de er ikke enige. Og bagved lurer et stadig skarpere generationsopgør mellem de magtfulde 68’ere og de selvbevidste unge.

15SF lever et stille liv i skyggen af Socialdemokraternes fløjkrig, men slås med nøjagtig de samme problemer. Partiet har i al diskretion sat hele sin strategi til intern debat, men bliver tvunget til også at tage hul på det generationsskifte, der præger diskussionerne i kulissen. Et skifte, der både handler om foryngelse af en gråsprængt folketingsgruppe – og om hvem der skal afløse en småslidt partiformand Holger K. Nielsen.

Det konkluderer Ugebrevet A4 efter samtaler med en lang række fremtrædende folkesocialister. Spændingerne mellem generationerne løber som en rød tråd gennem samtalerne. SF får traditionelt mange stemmer blandt de unge, men er ved at have den ældste folketingsgruppe på Christiansborg.

»Da jeg blev medlem af SF midt i 1980´erne, var der rigtig mange 40-års-fødselsdage. Nu er de samme mennesker blevet 55 – og sidder stadig tungt på magten,« beklager en yngre folkesocialist.

Socialdemokraterne, de radikale og Venstre har ved de seneste valg fået mange yngre folketingsmedlemmer, der både tegner deres parti i dagligdagen og er talentmasse til fremtidens ledelse. Men SF’s folketingsgruppe på 12 har kun to yngre medlemmer – 29-årige Morten Homann og 32-årige Kamal Qureshi. Resten tilhører den efterhånden gråsprængte generation på 47-61 år, der blev SF’ere i 1970´erne, fik magten i 1980’erne – og har beholdt den lige siden.

Det sendte chokbølger gennem SF, da det unge folketingsmedlem Morten Homann for nylig besejrede gruppeformand Aage Frandsen ved afstemningen om at være spidskandidat i Århus Amt. Hvis SF går blot ét mandat tilbage ved næste valg, må gruppeformanden dermed formentlig vinke farvel til Christiansborg. Især de lidt ældre folkesocialister ser bataljen som resultat af et intrigant studenter-netværk i Århus og omegn.

Ved de fleste andre interne urafstemninger er det imidlertid gået modsat: Yngre kandidater blev vraget til fordel for den gamle garde. I de fleste kredse foretrækker medlemmerne de ældre og velkendte ansigter frem for unge og uprøvede kræfter.

SF prioriterer sine kandidater ved afstemninger hvert andet år, og næste gang kommer først i efteråret 2004. Hvis der bliver folketingsvalg inden da, vil den nuværende folketingsgruppe altså også tegne partiet om 3-5 år. Langt de fleste vil til den tid nærme sig 60 år, og SF bliver Folketingets suverænt ældste parti. En svag profil for et parti, der traditionelt får mange stemmer blandt de unge.

Holger K’s afløser

Generationsskiftet – eller mangel på samme – præger også overvejelserne om partiformand Holger K. Nielsens politiske fremtid. Han har været partiformand i 12 år, og efter fire folkeafstemninger om EU og tre folketingsvalg er nedslidningen begyndt at vise sig. Under sidste valg druknede Holger K. helt i opgøret mellem Nyrup og Anders Fogh.

»Det er meget længe siden, at Holger er brændt igennem på tv-skærmen. Og det er altså det, der skal til for et lille parti som SF,« siger en ledende SF’er. 

Holger K. Nielsen er selv klar over, at tidens tand tærer, og han er ikke interesseret i et eftermæle som taburetklæber – sporene fra Socialdemokraterne skræmmer.  Men hver gang han har overvejet at trække sig, er han alligevel blevet af hensyn til partiet – slet og ret fordi der mangler en oplagt afløser.

Indtil for få år siden satte mange deres lid til daværende næstformand og folketingsmedlem Christine Antorini. Men hendes stadig mere højrøstede opgør med SF’s traditionelle venstrefløj skabte modvilje på de indre linjer, og hun endte med at tage sit gode tøj og gå.

Hvis Holger K. går inden for de nærmeste år, står valget formentlig mellem to fra samme generation: Folketingsmedlemmerne Villy Søvndal og Anne Baastrup, der begge fejrede 50-års-fødselsdag i april. Søvndal har sine rødder på SF’s venstrefløj, mens Anne Baastrup tilhører midten i partiet.

En af partiets topfolk vurderer, at Villy Søvndal ville blive ny formand, hvis skiftet skete her og nu. Men – tilføjes det - »hvis han er klog, tager han Jørn Jespersen med sig i ledelsen.«
Jørn Jespersen har rødder i den mere pragmatiske del af SF og kunne således sikre en vis balance. Men udsigten til Søvndal i spidsen for partiet vækker langt fra begejstring i SF’s magtfulde bagland.

»Datoen for, hvornår Villy kan tilføre partiet ny dynamik, er for længst udløbet,« siger en fremtrædende SF´er i den kommunale verden, der foretrækker endnu nogle år med Holger K ved roret. 

Mange af de yngre SF’ere tænker i samme baner. De hæfter sig ved, at de nævnte navne ikke markerer et generationsskifte. Samtidig vurderer de, at den politiske side af fornyelsen er bedst tjent med den reflekterende og bredt favnende Holger K.

Lang nedtur

Behovet for politisk fornyelse er da også åbenlyst. Højredrejningen i november 2001 skyldtes ikke kun uformåen hos Socialdemokraterne, men også hos SF, der ikke magtede at omsætte utilfredsheden med Nyrup-regeringen til flere stemmer. Tværtimod gik partiet fra 7,6 til 6,4 procent af stemmerne og mistede dermed ét mandat. Gallup-undersøgelser viser, at SF ikke bare tabte stemmer til S – 36 procent af de frafaldne gik til Venstre og Dansk Folkeparti.
For SF var valgnederlaget led i en nedtur af næsten historiske dimensioner. Partiet gik markant frem i starten af 1980’erne, men er siden gået støt tilbage bortset fra en mikroskopisk fremgang ved valget i 1998.

Der er dog også lyspunkter. SF har fået over 1.600 nye medlemmer siden valget, og medlemstallet er med 7.125 det højeste i ti år. Normalt er medlemstallet gået tilbage synkront med vælgeropbakningen, men den negative ring er tilsyneladende brudt. Mange af de nye er unge og kvinder, der reagerer imod den borgerlige regering ved selv at ville yde en aktiv indsats.
SF-topfolkene vil – som de socialdemokratiske kolleger – slå hårdt på velfærden. De vil påvise den stadig dybere kløft mellem Venstres velfærdsløfter og de konkrete realiteter i dagligdagen, sådan som den blandt andet opleves i kommunerne.

»Vi har et større spillerum end Socialdemokraterne, som er bundet af 2010-planen om en stram økonomisk politik. Men vi skal genfinde den sociale indignation,« siger en af partiets spidser.
Samtidig vil SF skille sig ud fra Socialdemokraterne ved at køre hårdt på »den globale dagsorden« – miljø, ulande, flygtninge, civil sikkerhedspolitik og den tilspidsede situation omkring Irak betegnes af flere som en mulighed for at erobre en klar USA-kritisk platform. Til forskel fra tidligere ser SF-toppen et stærkt og handlekraftigt EU som den kraft, der skal dæmme op for USA. SF har stadig en mindre gruppe hårdkogte EU-modstandere, men den brede midte er blevet langt mere pro-europæisk.

»Holger fører Steen Gades EU-politik med ti års forsinkelse,« lyder diagnosen.
Mange folkesocialister efterlyser imidlertid mere fundamental nytænkning. Langt ind i SF’s ledelse erkendes det, at partiet mangler et klart politisk projekt – at dets markeringer i høj grad handler om tilfældige historier i medierne eller marginale emner som homoseksuelles rettigheder. Forretningsudvalget har til hovedbestyrelsens møde i marts sat en mere grundlæggende debat af hele SF’s strategi på dagsordenen.

Efter valgnederlaget lagde Holger K. Nielsen med en stribe »teser« op til debat om, hvad der overhovedet er moderne venstreorientering. Men den efterfølgende diskussion skabte frygt for ny splittelse i SF, som var tæt på en spaltning ved den ophedede EU-strid i 1997-98. Derfor døde debatten, men tages nu op på ny. Presset for fornyelse kommer især fra to – ret forskellige – miljøer i SF.

To slags fornyere

Op gennem 1990’erne blev den officielle linje især udfordret af de såkaldte fornyere omkring Christine Antorini og forhenværende gruppeformand Steen Gade. De forlangte nytænkning på to områder: Opgør med EU-modstanden – og reformer af den offentlige sektor. Denne fløj er svagere og mindre højrøstet end før, men samler fortsat folk som folketingsmedlemmerne Anne Grete Holmsgaard og Margrete Auken og – blandt de yngre – forretningsudvalgsmedlem Pia Olsen og hovedbestyrelsesmedlem Villy Dyhr.

De selvbevidste unge tegnes dog nok så meget af en helt anden kreds, som onde tunger har givet øgenavnet «Børnebanden«. En gruppe folkesocialister på omkring 30 år, som blandt andre mønstrer folketingsmedlem Morten Homann, næstformand Mette Pfeiffer og Peter Goll, der er medlem af partiets forretningsudvalg og tidligere presserådgiver for partiet på Christiansborg.
Denne kreds af unge SF’ere er optaget af helt andre områder end de gamle «fornyere«:

Sikkerheds-, rets- og udlændingepolitik. De hæfter sig ved, at SF, efter Nyrup-regeringens indgreb i efterlønnen, stod til en flot valgsejr, men at resultatet i 2001 blev endnu et nederlag. Terrorangrebet den 11. september fik mange potentielle SF-vælgere til at stemme på Socialdemokraterne, mens andre gik til Venstre og Dansk Folkeparti på grund af udlændinge- og retspolitik. Hvis SF vil have plads til at agitere for velfærd og social omfordeling, må partiet rykke mod midten, når det handler om udlændinge, lov og orden og sikkerhedspolitik, lyder børnebanditternes analyse.

Inspiration fra Norge

SF’s ledelse erkender, at der er brug for mere politisk debat blandt medlemmerne. Partiet skal på forårets landsmøde vedtage nyt principprogram, og her er nedsat en redaktionsgruppe med tre vidt forskellige holdninger: Morten Homann fra »Børnebanden«, Villy Dyhr fra kredsen omkring Steen Gade og tidligere næstformand Lars Meyer, der er en af SF’s klassiske marxister.

Ledelsens opdrag til de tre er ikke bare at blive enige, men at opstille valgmuligheder, der vækker debat.

Samtidig vurderer flere centrale kilder, at den nylige ansættelse af Turid Leirvoll – Steen Gades kone – som ny landssekretær vil få politisk betydning. Hun var fra 1993 til 2001 partisekretær i SF’s norske søsterparti, Sosialistisk Venstreparti (SV), der sidste år fik et kanonvalg med 12 procent af stemmerne og den yngste stortingsgruppe i norsk politik. I de seneste meningsmålinger ligger partiet til en tilslutning på over 18 procent.

Turid Leirvoll har i det seneste år rejst rundt i SF og berettet om den norske succes. Hun har især fremhævet to områder, hvor folkesocialisterne kan lære af deres norske partifæller: For det første skal SF rydde op i virvaret af små og store synspunkter og vælge et par slagkraftige mærkesager, der markedsføres med fynd og klem, sådan som SV kørte hårdt på børn og folkeskole. For det andet skal partiets »gamle mænd« vige pladsen for yngre kvinder.

Det sidste er nok lettere sagt end gjort.