Gamle travere på den politiske dagsorden

Af Research: Malene Eskildsen

Kendte temaer som manglen på arbejdskraft og den offentlige sektors forfald er blandt politikernes favoritemner, viser en ny rundspørge. Gab, siger ekspert, der efterlyser visioner og drømme fra Christiansborg. Partierne pejler i høj grad efter meningsmålinger, når de vælger mærkesager, mener valgforsker.

SNORK De politiske partier hænger fast i dyndet og er ude af stand til at komme med bare tilnærmelsesvis visionære tanker om indretningen af fremtidens Danmark. Sådan lyder den barske og nedslående konklusion fra en samfundsforsker på baggrund af en rundringning, som Ugebrevet A4 har foretaget til ledende politikere fra alle partier på Christiansborg.

I rundringningen har Ugebrevet A4 stillet mikrofon og taletid til rådighed for politikerne, som for en sjælden gangs skyld har fået lov til at koncentrere sig om andet end spin og strategi. Uden kritiske modspørgsmål eller hensyntagen til den seneste Gallup-måling har politikerne fået lov til at komme med deres bud på, hvad de og vælgerne bør koncentrere sig om i fremtiden.

Svarene er dog alt andet end opløftende. Her er ikke tale om et festfyrværkeri af ideer og kreative visioner. Til gengæld indtager gamle travere som den offentlige sektors problemer og manglen på arbejdskraft en hovedrolle. Søvndyssende og iltfattigt, mener samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen:

»Det er altså rimelig fantasiløst. Det er ikke ambitionerne, der tynger,« siger han.

Johannes Andersen ser den manglende iderigdom som et udtryk for en svag opposition og en regering, der er kommet til enden af sine ambitioner.

»Med mindre der opstår en økonomisk krise eller lignende, så tror jeg, at vi kommer til at træde vande i det næste lange stykke tid. Regeringen har ikke planer om nye eller store tiltag. Og tilsyneladende har oppositionen ikke evnerne eller ambitionerne til at komme op med nye og alternative vinkler.«

Intet nyt

På listen over politikernes favoritemner er der dog også emner, som ikke har figureret helt så højt på mediernes eller vælgernes dagsorden i de seneste mange måneder.

Blandt andet mener Enhedslistens folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen, at der bør være langt mere fokus på EU’s indblanding i lønmodtagernes konfliktret. Et emne, der er blevet aktualiseret af den såkaldte Vaxholm-sag, hvor de svenske fagforeningers ret til at konflikte mod en lettisk virksomhed blev underkendt af EF-domstolen.

For de fleste andre partier må det imidlertid konstateres, at opfattelsen af, hvad der skal være de kommende måneders vigtigste emne, umiskendeligt ligner noget, man har set før.

Socialdemokraterne og SF har øjnene rettet stift mod den offentlige sektors problemer. Det Radikale Venstre ønsker mere fokus på EU. Venstre og de konservative kredser om manglen på arbejdskraft. Dansk Folkeparti holder sig til sin gamle kæledægge – udlændingepolitikken – mens Ny Alliance endnu engang sætter spot på skatten på arbejde.

Retfærdigvis skal det nævnes, at der er gode grunde til, at det stadig er den offentlige sektor, manglen på arbejdskraft og udlændinge, som er de dominerende emner. I det store og hele er problemerne nemlig uløste. Virksomhederne skriger stadig på arbejdskraft, den offentlige sektor har trods regeringens stort anlagte kvalitetsreform ikke taget et kvalitetsmæssigt kvantespring, og utilpassede indvandrerunge sørger stadig for, at TV 2 News-helikopteren kommer på vingerne.

Det ændrer dog ikke ved, at man godt kunne have forventet mere visionære udspil fra politikerne, mener Johannes Andersen:

»Hvis man alene skal forholde sig til, hvad der nu og her er de åbenlyse problemer, så vil der jo aldrig ske noget nyt i politik. Det er en teknokratisk forståelse af politik, hvor tingene er givet på forhånd. Kunsten i politik er at komme med nye og alternative bud på forståelsen og udviklingen af vores samfund.«

Han mener, at de ni nye teser fra Socialdemokraternes næstformand Mette Frederiksen er et skridt i den retning. I hans øjne forsøger hun at formulere nogle nye visioner for velfærdsstaten, der kan blive til nye og spændende dagsordener hen ad vejen.

Det ændrer dog ikke ved det overordnede billede, som er, at politikerne holder fast i kendte og velafprøvede dagsordener. Når det forholder sig sådan, hænger det ifølge valgforsker og lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen sammen med, at partierne i deres valg af dagsorden skeler kraftigt til meningsmålingerne.

»Det strategiske element spiller en afgørende rolle. Partierne vælger emner, som de tror og håber, at de kan få en klar og positiv profil på,« siger han.

Dansk folkeparti rammer plet

Et mønstereksempel er Dansk Folkeparti. Siden partiets fødsel har det slået på, at udlændinge og integration er det vigtigste politiske emne. Dermed har partiet med stor succes skabt ejerskab til emnet, hvilket har sikret partiet en stabil og stor vælgerskare, mener lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet:

»Der findes 20 procent i den danske befolkning, som er meget kritiske over for udlændinge. De 20 procent har Dansk Folkeparti som sit fokus hver eneste dag. Det slår aldrig fejl.«

Præcis samme logik gør sig gældende i forhold til EU-politikken, som både Det Radikale Venstre og Enhedslisten nævner som deres favoritemner. I modsætning til de fleste andre partier døjer hverken ja-partiet Det Radikale Venstre eller nej-partiet Enhedslisten nemlig med splittede vælgerkorps på det område. Derfor kan de spille en mere offensiv rolle på det område end de andre partier.

Skal der for alvor ske noget nyt på den politiske front, er man tvunget til at sætte sin lid til et folkeligt opbrud, mener lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

Han mener at kunne spore en begyndende ændring i tidsånden, hvor forbrugskulturen og den konstante hunger efter et stadig større og mere omsiggribende forbrug erstattes af fordybelse og fravalg. For mange handler det ikke længere kun om at kunne købe en dyrere rødvin og en større fladskærm, men også om at søge kvaliteterne mellem og med hinanden.

»Får den tendens for alvor fat, så kan det åbne op for nogle helt nye dagsordener. Så vil der være klangbund for politiske visioner og en anden form for kvalitetsdiskussion,« siger han.