Gæt en arbejdskraft

Af

Der er mange og vidt forskellige bud på, hvor stor manglen på arbejdskraft bliver på landets skoler, plejehjem og sygehuse frem til 2015. Ifølge eksperter er det udtryk for, at fremskrivninger skal tages med et stort gran salt og opfattes som partsindlæg, der har til formål at præge den offentlige debat og beslutningstagerne.

INGEN HØJERE? Luk øjnene og sig et tal mellem 0 og 36.000. Sådan kunne man godt foranlediges til at tro, at landets førende økonomer når deres bud på den fremtidige arbejdskraftmangel i det offentlige. I hvert fald findes der lige så mange bud – eller skal vi sige gæt – som der findes rapporter om emnet. Det viser en gennemgang af det seneste års analyser af den fremtidige mangel på skolelærere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og folkeskolelærere, som Ugebrevet A4 har foretaget.

Størst forskel på økonomernes spåkugler er der, når der stilles skarpt på plejesektoren. Eksempelvis er der lige knap 30.000 i forskel mellem det højeste og det laveste bud på, hvor mange social- og sundhedsassistenter det offentlige vil mangle i de kommende 15 år. Det mest konservative bud kommer hovedorganisationen FTF med. Den vurderer, at der blot vil mangle 5.700 i 2015. I den modsatte grøft finder man LO, der forudser en mangel på 35.500 sosu’er i 2021.

Økonomerne synes dog heller ikke at kunne blive helt enige om den fremtidige mangel på skolelærere og pædagoger. For folkeskolelærerne svinger buddene fra Undervisningsministeriets minimale mangel på 805 til Anvendt Kommunalforsknings (AKF) 16.346 i 2015. For pædagogerne kommer mindste bud på 1.700 fra FTF og højeste bud på 10.142 fra AKF i 2015.

Ifølge professor Jørgen Goul Andersen fra Center for Velfærdsstudier på Aalborg Universitet er de mange og vidt forskellige forudsigelser en klar indikation på, at det er alt andet end let at spå om det fremtidige behov for arbejdskraft.

»Der var engang, hvor man troede, man nøje kunne regne sig frem til fremtidens behov for arbejdskraft. Men al erfaringer viser, at det er utroligt svært. Siden er man heldigvis blevet mere forsigtig. Og konklusionen må nok også være, at kan man undgå de værste fejlskud, skal man være glad.«

Økonomisk overvismand og professor i økonomi Peter Birch Sørensen er enig:

»Erfaringerne har vist, at der er stor usikkerhed forbundet med at fremskrive behovet for forskellige typer af uddannelse og arbejdskraft.«

Mange ubekendte

Der er mange årsager til, at landets økonomer har så svært ved at blive bare tilnærmelsesvis enige om, hvor meget arbejdskraft landets skoler, plejehjem og sygehuse vil komme til at mangle i de kommende år.

For det første kan der herske uenighed om, hvor dygtige eller villige danskerne er til at sætte børn i verden.

Professor Jørgen Goul Andersen fortæller, at selv den højt estimerede Velfærdskommission, der for et par år siden kom med sit bud på sikringen af Danmarks fremtid, var alt for pessimistisk i sine første udregninger.

»Velfærdskommissionen regnede sig frem til, at danske kvinder var på vej mod at føde 1,54 børn i gennemsnit, men faktum er, at de snarere er på vej mod to. Der sad tydeligvis ingen demografer med ved bordet,« siger han.

For det andet er der tilbagetrækningsmønstrene blandt de offentligt ansatte. Afhængigt af, hvor optimistisk man ser på eksempelvis skolelærernes lyst til at fortsætte med at arbejde, vil man nå vidt forskellige bud på behovet for arbejdskraft.

For det tredje spiller de økonomiske konjunkturer også en vigtig rolle. Er der tryk på kedlerne og fuld beskæftigelse, er det lettere for de offentligt ansatte at skifte deres nuværende job som eksempelvis pædagog eller sygeplejersker ud med en karriere i det private. Det vil selvklart øge den fremtidige arbejdskraftmangel i landets dagsinstitutioner og på sygehusene.

Lige nu er der fuld gang i økonomien herhjemme, men der er ingen garanti for, at det fortsætter sådan. Krisen på det amerikanske boligmarked og det danske erhvervslivs problemer med at finde arbejdskraft kan sætte en stopper for den fremtidige vækst, hvilket sandsynligvis også vil gøre det mere attraktivt at være offentligt ansat.

For det fjerde er der spørgsmålet om effektivisering af det offentlige. I sidste uge skønnede kommunikationsdirektør i Danfoss Ole Daugbjerg, at man kunne undgå at ansætte yderligere 75.000 i det offentlige, hvis man brugte de samme Lean-metoder, som man gør brug af hos Danfoss. Hvorvidt det er realistisk, er svært at sige, men det er i hvert fald sikkert, at effektivisering kan mindske det fremtidige arbejdskraftbehov.

Endelig er der en række forhold, der knytter sig specifikt til en sektor. Eksempelvis er en af grundene til, at der er 7.195 lærere til forskel på Undervisningsministeriets og Danmarks Lærerforenings bud på den fremtidige lærermangel, at lærernes fagforening ikke medregner fremtidige meritlærere, som vil udgøre 3.000.

Fremskrivninger er interessekamp

Kigger man nærmere på det seneste års forudsigelser slår det en, at det især er de offentligt ansattes egne fagforbund, der forudser en voldsom arbejdskraftmangel, mens arbejdsgiverne er knap så meget sortseere.

Skolelærerne er et godt eksempel. Her anslår Undervisningsministeriet i sine pressemeddel-elser, at der vil mangle 805 skolelærere i 2015, mens Danmarks Lærerforening forudser en lærermangel på 8.000 lærere. En forskel, der altså ikke kun kan tilskrives det faktum, at meritlærerne ikke er regnet med i lærerforeningens prognose.

Sådan en forskel er der intet overraskende i, mener professor Jørgen Goul Andersen:

»Det er jo klart, at der er nogle interesser i, hvordan man præsenterer de her prognoser. Hvis jeg skulle forhandle løn for en af de her grupper, så ville min prognose tegne et meget pessimistisk billede og vise de største fastholdelsesproblemer. Tilsvarende ville jeg prøve at minimere problemerne, hvis jeg var arbejdsgiver.«

Også internt i mellem fagforbundene er der kampe om at definere, hvor manglen på den fremtidige arbejdskraft bliver størst. Eksempelvis har LO inden for det seneste år forudset, at der ikke bliver den store mangel på skolelærere og pædagoger – faggrupper, som sjovt nok ikke er organiseret i et LO-forbund.

Professor i statskundskab Christoffer Green-Pedersen er også overbevist om, at de mange analyser meget bevidst tænkes ind i organisationernes presse- og forhandlingsstrategier.

»En af mine kolleger sagde engang, at den bedste måde at omtale et problem er at måle det. Det gælder også på det her område,« siger han og fortsætter:

»Skal man have opmærksomhed i medierne, så skal der gerne være noget nyt og dramatisk at fortælle. Her kommer fremskrivningerne ind i billedet. Kan man tegne billedet af, at der bliver en voldsom mangel på eksempelvis skolelærere eller pædagoger, så kan det skabe fornyet opmærksomhed om deres arbejdssituation.«

Men lytter arbejdsgiverne egentlig til de faglige organisationers mere eller mindre præcise bud på den fremtidige arbejdskraftmangel?

Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K), der er chefforhandler for kommunerne i de netop startede overenskomstforhandlinger på det kommunale område, fortæller, at han selvfølgelig tager høflig notits, når eksempelvis de offentligt ansattes forbund FOA eller pædagogernes fagforeninger fremlægger en fremskrivning. Men så heller ikke så meget mere.

»Det er klart, at hver dag har sin analyse alt afhængigt af, hvem der skal have kongres eller skal sætte en dagsorden. Det er jeg fuldt ud opmærksom på. Så mit beslutningsgrundlag er primært, hvad kommunerne fortæller mig,« siger han.

Mads Lebech fortæller videre, at meldingerne fra kommunerne er, at det er social- og sundhedshjælpere, der er størst mangel på. Derfor er det også denne gruppe, han helst vil give et særligt løft ved overenskomstforhandlingerne.

Danske Regioners chefforhandler Kristian Ebbensgaard (V) fortæller også, at han primært ser diverse fremskrivninger af behovet for arbejdskraft i regionerne som partsindlæg:

»Derfor lytter jeg også mest til, hvad regionerne fortæller mig,« siger han.

Giver dog et fingerpeg

Men er der overhovedet grund til at foretage fremskrivningerne, hvis hverken politikerne eller forskerne hæfter sig særligt ved resultaterne?

Ja, siger økonomisk overvismand Peter Birch Sørensen:

»Det ville selvfølgelig være rart, hvis der var mindre forskel på buddene. Men selv om der er stor usikkerhed om størrelsesordenen af den fremtidige arbejdskraftmangel, så giver beregningerne stadig et fingerpeg om, hvor der kan opstå problemer.«

Professor Jørgen Goul Andersen er enig:

»De her prognoser kan være med til at pege på, hvor der er stærke tilskyndelser til at fastholde og tiltrække medarbejdere. Større er udsvingene trods alt heller ikke.«

Samtidig advarer Jørgen Goul Andersen dog mod at tro, at man præcist kan forudse det fremtidige behov for lærere, sygeplejersker og pædagoger.

De historiske erfaringer med fremskrivninger viser da også, at man bør være påpasselig i sine spådomme. Tilbage i 1980’erne forudså man eksempelvis, at vi ville få et stort overskud af sygeplejersker, hvilket jo ikke ligefrem et korrekt billede af situationen i dag. Måske derfor synes flere økonomer også at få noget nær en allergisk reaktion, når de hører ordene fremskrivninger og arbejdskraft i samme sætning.

På grund af de store usikkerheder mener professor Christoffer Green-Pedersen også, at medierne bør forholde sig mere kritiske til den linde strøm af tal, de bliver præsenteret for af interesseorganisationer og andre:

»Fremskrivninger skal sættes ind i en sammenhæng og usikkerhederne skal påpeges, så folk får en mulighed for at forholde sig kritisk til tallene. Men det er desværre sjældent, at det sker.«