Fyresedlerne sidder løst

Af

Det er meget nemt at fyre ansatte i Danmark. Til gengæld er ledige sikret en god kompensation via dagpengene. De seneste ugers massefyringer viser, at det haster med at få omstillet fagbevægelsen til den globaliserede verden.

I sidste uge bekendtgjorde televirksomheden TDC, at man må skille sig af med hver tiende medarbejder – 1.650 får enten fyresedlen eller en frivillig aftrædelse. SAS fyrer 465 danske medarbejdere, og Arla skærer 600 job, lød to andre af sidste uges deprimerende avisoverskrifter. Store internationale virksomheder med rødder i Danmark skærer for tiden kraftigt ned på antallet af medarbejdere. Masseafskedigelser er nemlig en relativ enkel måde at regulere omkostningerne på i dansk erhvervsliv. Når konjunkturerne svinger lidt nedad, så smider man de ansatte på porten, og når det igen går fremad, så ansætter man nogle nye.

I forhold til de fleste andre lande i Europa, er det meget nemt at fyre folk i Danmark. Opsigelsesvarslerne er korte og mulighederne for omskoling og efteruddannelse er forholdsvis gode. En industriarbejder kan efter et års ansættelse opsiges med 21 dages varsel. Har vedkommende 10 års anciennitet, er opsigelsesvarslet steget til bare tre måneder. For en byggeriarbejder er opsigelsesvarslet selv efter 10 års ansættelse kun på fem dage. Selv funktionærer, som ellers har de længste varsler, kan efter fem år på samme arbejdsplads opsiges efter tre måneder.

Alt i alt nogle opsigelsesvarsler som er en kæmpe fordel for virksomhederne. På den måde opnår man en langt større fleksibilitet i forhold til omkostninger og medarbejderstab. Når TDC’s koncerndirektør Henning Dyremose trods talrige forsikringer om det modsatte og trods pæne overskud i regnskaberne i en håndevending og med hovedet beklagende på skrå kan skille sig af med hver tiende medarbejder, så kan det ikke gøres nemmere. Og hans kolleger i Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien må være mosgrønne af misundelse. Straks efter meddelelsen om fyringsrunden steg TDC’s aktier på børsen.

Man kan mene om dette ekstremt fleksible arbejdsmarked, hvad man vil. Fordelene for erhvervslivet er uden tvivl medvirkende til, at flere virksomheder ønsker at slå sig ned i Danmark, og at nogle ikke er så tilbageholdende med at ansætte nye medarbejdere. Men een ting er sikkert. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har så forholdsvis høje dagpengesatser med en dækning på op til 90 procent af den sidste lønudbetaling for lavindkomstgrupper.

Afskedigede medarbejdere behøver ikke at gå fra hus og hjem, fordi dagpengene i en periode giver en væsentlig kompensation. Men begynder man først at pille ved satserne, som især den ene del af regeringen, de konservative, med mellemrum lufter planer om, så bør det øjeblikkeligt modsvares af krav om længere opsigelsesvarsler og større tryghed i ansættelsen. De to forhold hænger uløseligt sammen.

Stor social sikkerhed i form af en høj dagpengesats og stor fleksibilitet på arbejdsmarkedet ses i nogle liberale økonomiske kredse som hinandens modsætninger. Men det er ikke tilfældet, viser de danske erfaringer. De høje dagpengesatser er simpelthen hovedårsagen til, at lønmodtagersiden har valgt at acceptere den høje fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Det er ikke noget nyt fænomen, at store internationale virksomheder betjener sig af fyresedler som en effektiv konjunkturregulator. Men det er et problem, at den danske fagbevægelse ikke i tilstrækkeligt omfang er i stand til at yde et kvalificeret modspil til personalepolitikken i disse store multinationale koncerner. Som Ugebrevet A4 i dag kan fortælle, så er hovedparten af de danske erhvervsvirksomheder i dag styret fra udlandet. Tre ud af fire HK-ansatte i den private sektor har en udenlandsk eller multinational arbejdsgiver. Og når de strategiske dispositioner træffes uden for landets grænser - i lande med en anden kultur og andre regelsæt, så er der behov for, at den danske fagbevægelse går i gang med en gevaldig international oprustning.