Fusionsplaner i HK sat på vågeblus

Af Dorte Kragh

Kulturforskelle i branchesektion har udsat den planlagte fusion mellem HK/Industri og HK/Service. Troen på en fusion lever dog stadig.

Den længe ventede fusion mellem HK/Industri og HK/Service er sat på vågeblus efter langvarige forhandlinger. En endelig beslutning om fusion var ellers skemalagt til 31. januar, men nu er parterne blevet uenige om den branchesektion, som dækker IT, medier og kommunikation.
»Vi er løbet ind i store kulturforskelle i de måder, vi i HK/Service arbejder, og hvordan den store grafiske gruppe i HK/Industri gør det. Vi skal bruge tid til at forstå hinandens kultur. Derfor er tidshorisonten for en fusion udvidet,« siger HK/Services formand Karin Retvig til NET-Redaktionen. Hun betegner derfor fusionsplanerne som sat på vågeblus, men troen på en fusion har hun stadig. HK/Services sektorbestyrelse skal på sit møde 7. februar diskutere, hvad man nu skal stille op.

»Der er muligheder endnu, selv om optimismen bliver mindre dag for dag. Men jeg er pragmatiker, og der skal meget til, før jeg giver op,« fastslår hun. HK/Industris formand Jens Pors tror også, at en fusion stadig er mulig. Men sektorbestyrelsen vil tage stilling til det videre forløb 4. februar.

»Det er vigtigt at understrege, at HK/Industris sektorbestyrelse helt overordnet går ind for en fusion med HK/Service,« siger han til www.hkindustri.dk

En fusion mellem de to sektorer skal under alle omstændigheder behandles på HK’s ekstraordinære strukturkongres i juni måned, men hvis en fusion bliver resultatet her, så vil det blive med de eksisterende landsforeninger, fastslår Jens Pors.