Fuldt hus på produktionsskoler

Af | @GitteRedder

Produktionsskolerne er fyldt op og har ikke plads til flere unge, der er sprunget fra erhvervsskoler eller har sociale eller psykiske problemer. Men de unge har ingen andre steder at gå hen. Forskere advarer om, at regeringen aldrig når 2015-målet, hvis ikke produktionsskoler og tilsvarende alternative tilbud til unge udbygges.

OVERFYLDT »Desværre. Vi har ikke flere pladser. Du må gå andre steder hen«. Den nedslående besked, får mange unge i dag, hvis de vil på produktionsskole. Dermed risikerer tusindvis af unge aldrig at gennemføre en ungdomsuddannelse og efterfølgende få fodfæste på arbejdsmarkedet. For produktionsskolerne henvender sig netop til unge, der har det svært med at gå den lige vej gennem uddannelsessystemet. På grund af boglige, sociale eller psykiske problemer har de brug for en ekstraordinær indsats fra lærere og skole.

Produktionsskoleforeningen, der er en paraplyorganisation for Danmarks 78 produktionsskoler, råber nu vagt i gevær overfor politikerne. De kæmper for at få knap 300 millioner kroner ekstra fra den såkaldte globaliseringspulje på finansloven. Millioner, der skal bruges til at udvide kapaciteten og sikre kvaliteten.

»Lige nu er der fyldt op på langt de fleste produktionsskoler, og hvor skal de unge så gå hen, hvis de falder fra en erhvervsuddannelse eller gymnasiet, og hvis de ikke kan få et ufaglært job? Mange af dem har ingen steder at gå hen,« siger formand for Produktionsskoleforeningen Lennart Damsbo-Andersen.

Fordi mange af de unge på produktionsskolerne kræver særlig pædagogisk opmærksomhed, kan skolerne ikke bare åbne dørene og byde alle velkomne, påpeger formanden.

»Produktionsskolerne er en del af løsningen til at samle nogle unge op, som ellers risikerer at falde helt ud. Hvis der ikke kommer øget kapacitet og en bredere palet af tilbud til de unge, frygter jeg, at vi taber de svage unge fra en hel generation,« siger Lennart Damsbo-Andersen.

Uddannelsesforsker på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) Mette Pless kalder det dybt problematisk, at mange produktionsskoler ikke kan tilbyde flere pladser til de unge, der i løbet af efteråret falder fra andre ungdomsuddannelser og typisk visiteres til en produktionsskole.

»Før ville nogle unge få et ufaglært job, men det kan de ikke længere på grund af finanskrise og en voksende ungdomsarbejdsløshed. Der er ikke rigtig nogle muligheder for de unge, der bliver afvist på produktionsskolerne, og det er problematisk. Al forskning viser, at det er vigtigt at hjælpe dem hurtigt på vej i nye forløb,« siger Mette Pless.

Dem, de andre ikke ’gider’ lege med

For bare et par år siden raslede antallet af unge på produktionsskolerne ned til under 5.000 årselever, og flere skoler måtte dreje nøglen om. Men i takt med finanskrisen og politikernes fokus på, at flere unge skal gennemføre en uddannelse, strømmer de unge
nu til produktionsskolerne, og i år forventer skolerne cirka 6.500 årselever. I antal unge er det langt flere, da mange kun opholder sig på produktions-
skolerne i op til seks måneder. Og sta-
tistik fra Undervisningsministeriet viser, at godt hver tredje unge fra en produktionsskole sluses ud i anden uddannelse og næsten hver fjerde i ordinær beskæftigelse.

På den københavnske vestegn har Brøndby Produktionshøjskole også fuldt hus, og skoleleder Kim Helsted er ked af at afvise unge. Men der kan ikke presses flere ind end de 90 unge, der nu møder hver morgen og tilbringer hele dagen på skolens værksteder suppleret med specialundervisning i almene boglige fag. Han peger på, at det vil være utroværdigt og gå voldsomt ud over kvaliteten bare at indskrive nye i takt med behovet.

»På produktionsskolerne tager vi os af alle de unge, som de andre ikke ’gider’ lege med. Hvis de andre ikke ’gider’ lege med dem, er der en årsag til det. Vi taler om unge, der ikke går den lige vej gennem uddannelsessystemet, fordi de er ordblinde, har psykiske problemer, er forsømte hjemmefra eller noget helt fjerde,« siger Kim Helsted.

Når produktionsskolerne er sat i verden for at give de svage unge kompetencer til at gennemføre en ungdomsuddannelse bagefter, må de ifølge Kim Helsted også have tilstrækkeligt med ressourcer til at løfte den svære opgave.

Forstander på Korsør Produktionsskole og næstformand i Produktionsskoleforeningen Gert Møller efterlyser også flere penge. Når skolerne forlanger 300 millioner kroner ekstra, er det blandt andet for at holde på de unge, der har brug for mere end et år på produktionsskole, anfører han.

»Vi kan jo ikke bare sluse dem ud til ledighed«, siger Gert Møller.

Derudover vil skolerne også bruge penge på at gøre en forsøgsordning, hvor unge får mulighed for at gennemføre en erhvervsuddannelse på skolen, permanent. Forsøget med ’produktionsbaseret lærlingeuddannelse’, der hidtil har været finansieret via satspuljen, har været en succes og flertallet af de unge, der har fået svendebrev, er i dag i arbejde.

»Lærlingeuddannelsen er springbrættet for en gruppe af unge, der har det svært og måske ellers aldrig får en uddannelse, fordi det er for uoverskueligt på normale vilkår«, siger Gert Møller og håber på, at et flertal i Folketinget bevilger penge til at sikre ordningen over finansloven.

Gert Møller henviser til, at det samlet set ikke koster mere at uddanne en ung lærling på en produktionsskole end på en erhvervsskole.

I dag er der 160 unge lærlinge fordelt på 29 produktionsskoler, men ambitionen for skolerne er, at de allerede om tre år kan overrække mere end 500 nyuddannede lærlinge et svendebrev hvert år.

Forsker ved DPU Mette Pless vurderer, at produktionsskolerne gør et godt stykke arbejde overfor de unge, der har svært ved at passe ind i de ordinære uddannelser.

’Hov, her slår jeg til’

»Nogle marginaliserede unge har haft gavn af at gå på en produktionsskole og få erfaringer med, at de mestrer noget. I bagagen har de mange nederlag, men produktionsskolen kan give sparket til at komme videre, fordi de begynder at tro på sig selv. Nogle opdager pludselig, at ’hov, her slår jeg til’,« siger hun. Men det er samtidig vigtigt, at produktionsskoleforløbet ikke bliver en ’dead end’, og at der tænkes videre i forhold til hvad der skal ske med de unge efter opholdet.

Derfor vurderer Mette Pless også, at produktionsskolerne er et vigtigt tilbud, hvis regeringen skal nå sit ambitiøse mål om, at 95 procent af en årgang i år 2015 skal være i gang med en ungdomsuddannelse.

»I dag kommer man ikke uden om produktionsskolerne, hvis man vil gennemføre 2015-målsætningen,« fastslår DPU-forskeren og tilføjer, at der bør stables alternative uddannelsestilbud på benene overfor den gruppe af unge, der ikke går den slagne vej.

Også lektor på Roskilde Universitet (RUC) Lene Larsen mener, at produktionsskolerne er et vigtigt redskab for at nå 2015-målsætningen. Presset på produktionsskolerne afspejler ifølge Lene Larsen det massive frafald på erhvervsskolerne, der igen hænger sammen med, at hvad enten man som ung er klar til det eller ej, så skal man igennem en uddannelse hurtigst muligt.

»Rundt omkring i uddannelsessystemet ser vi i dag unge, som slet ikke er klar til at gå målrettet i gang med en uddannelse. Dem mangler vi nogle differentierede tilbud til. Jeg tror ikke, at produktionsskolerne kan løse det hele – men de er en del af løsningen,« siger Lene Larsen og efterlyser tilbud, der kan bygge bro mellem folkeskoler og ungdomsuddannelser.

Også i LO mener LO-sekretær Ejner K. Holst, at produktionsskolerne er en vigtig brik i at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Han fremhæver, at LO i foråret var med til at sikre en bedre finansiering af Erhvervsgrunduddannelsen, der ofte foregår på en produktionsskole. »Det er jo helt i skoven, hvis det nu er kapacitetsproblemer, der står i vejen for at vi får givet et ordentligt tilbud til den gruppe af unge, der ikke har andre steder at gå hen«, siger Ejner K. Holst.

Trængsel før jul

Frafaldet fra erhvervsskolerne og presset på produktionsskolerne hænger ifølge RUC-forskeren til dels sammen med, at vi har skabt et effektivt strømlinet uddannelsessystem, som langt fra alle unge kan honorere.

»Når der kommer så mange ind i et uddannelsessystem, bliver der altså trængsel. Og folk reagerer forskelligt på trængsel. Vi kan sammenligne det med et stormagasin lige før jul. Nogle begynder at bruge albuerne og bliver ualmindeligt modbydelige. Andre sætter sig i cafeteriet og drikker kaffe, mens andre siger: ’Her gider jeg ikke være’,« siger Lene Larsen og mener, at der skal udvikles uddannelsestilbud til de unge, der af forskellige årsager ikke kan og vil være i trængslen.

Skoleleder på Brøndby Produktionshøjskole Kim Helsted understreger, at hvis alle unge var lige strømlinede, så eksisterede produktionsskolerne slet ikke.

»Allerhelst ville alle jo gerne gå direkte gennem uddannelsessystemet – uden problemer, sidespring og fjumreår. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud. Vi har en restgruppe, der ikke hidtil har kunnet gennemføre en uddannelse,« siger han og tilføjer, at netop på Vestegnen halter de langt efter 2015-målet om, at stort set alle unge skal have en uddannelse.

Og leder på Ungdoms- og Uddannelsescenter for fire kommuner på Vestegnen, Allan Jørgensen, giver ham ret.

»Produktionsskolerne har hidtil kunnet levere en ’her og nu indsats’, hvor vi som vejledere har kunnet tage en ung direkte med ned på skolen. For nogle unge vil det være en katastrofe ikke at få den ekstra chance,« siger han og fremhæver, at mange produktionsskoler i dag arbejder målrettet sammen med det lokale erhvervsliv, erhvervsskoler og de faglige udvalg omkring kombinationsforløb for de unge.

Den slags så han gerne prioriteret endnu højere, mener centerlederen og bakker op om skolernes ønske om flere penge til flere pladser:

»Det er lige nøjagtig her, vi kan nå en gruppe unge, som vi ellers risikerer at tabe på gulvet. Og så bliver det rigtig kostbart for samfundet senere«.