Frygt for ballade får forskere til at tie

Af | @JanBirkemose

Videnssamfundet har skabt større afstand mellem videnskaben og samfundet, end der var i det gamle industrisamfund. Det mener økonomiprofessor og tidligere overvismand Niels Kærgård. Han slår alarm over, at danske forskere af frygt for ballade og tabte forskerbevillinger ikke tør blande sig i samfundsdebatten.

PARADOKS Det ville være logisk at tro, at et videnssamfund som det danske anno 2007 betyder kort vej mellem videnskabsverdenen og resten af samfundet. Men sådan er det ikke. Tværtimod var afstanden mellem forskernes verden og den offentlige debat på mange måder kortere i fortidens industrisamfund. Det mener økonomiprofessor og tidligere overvismand Niels Kærgård.

Fra sin post på Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet og ikke mindst i sin egenskab af at være formand for det forskningspolitiske udvalg under Videnskabernes Selskab har han gennem de senere år observeret, hvordan færre og færre personer fra blandt andet de økonomiske forskningsmiljøer blander sig i samfundsdebatten.

»Eftersom vi nu lever i et moderne videnssamfund, hvor både produktion og politisk debat baserer sig på et fundament, som kommer fra videnskaben, er det helt afgørende for vores succes, at samspillet mellem videnskaben og resten af samfundet fungerer. Derfor er det en problematisk udvikling, vi er inde i,« siger Niels Kærgård.

Konsekvensen af den større afstand mellem den politiske debat og de videnskabelige input er ifølge Niels Kærgård, at debatten og dermed udviklingen af samfundet risikerer at blive præget af traditionel tankegang, der i værste fald kan vise sig at være på et helt forkert spor.

»Hvis ikke vi har nogle tilbage, der har mulighed for og tør sende kontroversielle budskaber, så risikerer vi at få en debat, der er præget af mainstream-synspunkter, der måske er objektivt forkerte. Der kan være beslutninger, der bliver truffet ud fraalmindelig konsensus, hvor det ville være godt, at en eller anden »djævlens advokat« eller hofnar bragte nogle sandheder frem i debatten,« siger Niels Kærgård og fortsætter:

»Det gjorde universitetsforskerne i gamle dage. Og de gjorde det i høj grad. De blandede sig i debatten og stillede spørgsmål til, om det var den rigtige vej, vi bevægede os. Hvis ikke der er nogen, der gør det, stopper vi måske for sent, hvis vi er på vej ud af den forkerte vej.«

Mistillid har givet kort snor

Forklaringen på kommunikationsproblemerne mellem forskerverdenen og resten af samfundet skal ifølge Niels Kærgård placeres hos både forskerne og politikerne. Forskerne, fordi deres arbejde er blevet så detaljeret og sofistikeret, at kun en lille elite kan følge med, og politikerne, fordi de har mistillid til forskerne og har opbygget nogle rammer, der kun giver lidt plads til kontroversielle forskertyper.

»Fra politisk side har der altid været noget skepsis mod forskerne. Men da den marxistiske forskerbølge i 1970’erne slog igennem med slagord som »forskning for folket« og partsforskning«, blev meget af den autoritet, forskningen havde i gammel tid, sat over styr. I stedet for at se forskerne som nogle kloge professortyper, der nok kunne være lidt virkelighedsfjerne, men dog prøvede at være objektive, så kom politikerne til at se dem som nogle lidt anarkistiske typer med langt skæg, der gik rundt og sagde deres egne politiske meninger.«

Ifølge Niels Kærgård har den mistillid og skepsis været med til at fremelske en politik, hvor forskerne bliver holdt i kort snor. Det dre-jer sig både om evalueringskulturen og selve driften af universiteterne.

»Nok har vi fået store selvejende universiteter med egne bestyrelser. Men realiteten er, at selv om bestyrelserne er befolket med erhvervsfolk, der er vant til at træffe beslutninger om milliarder af kroner, så bliver de i universitetsbestyrelserne holdt i en utrolig kort snor af rigsrevisionen og ministeriet. Den megen kontrol med detaljerne er et klart tegn på, at man ikke har tillid til den videnskabelige verden,« lyder det fra Niels Kærgård.

En væsentlig forklaring på forskernes tavshed, som politikerne også er ansvarligt for,er, at en stigende del af de videnskabelige medarbejdere er ansat i tidsbegrænsede stillinger, og at deres forskning i stor stil bliver finansieret fra eksterne fonde og offentlige midler, som der er konkurrence om.

»Det gør jo, at man som forsker må stille sig selv spørgsmålet, om det er klogt at gå ud i en offentlig debat med et synspunkt, som måske oven i købet er kontroversielt.«

Presset mod forskerne om at tænke og tie strategisk kommer også fra universiteterne, der ellers tidligere havde tradition for at have ansatte, der godt turde blande sig i den offentlige debat, mener Niels Kærgård.

»Et universitet må tænke over, hvordan det stiller sig i konkurrencesituationen med alle de andre universiteter, hvis det har en samfundsforsker, der går ud og siger et eller andet, der er fuldstændig i strid med tidsånden. For eksempel, at hans forskning viser, at socialisme og nationalisering er en god ide. Det vil universitetet næppe få ret mange midler ud af.«

Det bliver i familien

Uanset politikernes rolle i udviklingen bærer forskningen dog også sin egen del af ansvaret for afstanden mellem forskerne og den offentlige debat. Fordi forskningen er blevet mere og mere specialiseret er formidlingen af forskningen også blevet mere målrettet mod dem, der i forvejen ved en masse om emnet.

»For at være præcise er forskerne nødt til at anvende et sprog, som er stort set uforståeligt for alle andre end fagfæller. Derfor er udviklingen gået fra, at man tidligere skrev tykke bøger på dansk om sine resultater, til, at man nu publicerer dem i amerikanske videnskabelige tidsskrifter.«

At der samtidig er mere prestige i at få optaget en videnskabelig artikel i et amerikansk tidsskrift end som en kronik i et dansk dagblad, er også med til, at forskerne vender ryggen til den danske debat. Ifølge Niels Kærgård er det problematisk, at fokuset på de videnskabelige tidsskrifter også er med til at nedprioritere danske emner.

»Det er jo ret tvivlsomt, hvor meget det internationale forskerforum interesser sig for analyser af den danske efterløn. Derfor er hele internationaliseringen med til at nedprioritere emner, der er lokale. Og dermed bliver afstanden mellem forskningen og for eksempel den økonomisk politiske debat længere.«

Helt galt går det, når forskernes frygt for at miste deres bevillinger går hånd i hånd med den større prestige i at publicere i internationale tidsskrifter.

»Det kan godt være, den forsigtige professor, der har siddet og analyseret et eller andet kontroversielt, tænker, at det måske er klogest at skrive synspunktet på engelsk i et amerikansk tidsskrift, som ikke bliver set i den danske offentlighed. Og så kan han altid 10 år senere vise det frem og vise, at han havde ret.«

Og for Niels Kærgård er situationen hverken teoretisk eller hypotetisk:

»Nej, der er helt sikkert situationer, hvor forskere tænker sig om flere gange, inden de kaster sig ud i en debat, der måske er forpestet af stærke, politiske holdninger. Især hvis du er en yngre forsker på vej frem i din karriere, er det naturligt at tænke, om ikke det er klogt at skrive internationale artikler og uklogt at skrive en kronikker i danske dagblade.«

Af med mundkurven

Trods Niels Kærgårds dystre tegninger af vidensdelingen i det moderne videnssamfund har kontroversielle forskere som Helmut Nyborg fra Aarhus Universitet, der hævder, at der er sammenhæng mellem køn og intelligens, og Bjørn Lomborg, der næsten konsekvent modsiger forudsigelser om klimaproblemer, ikke haft problemer med at brage igennem i den offentlige debat.

»Det er rigtigt, og jeg tror aldrig, at de »frække typer« vil holde op med at blande sig. Problemet er, at den hårdhændende behandling de får, kan få de mere forsigtige og besindige typer til at holde op med at blande sig,« siger Niels Kærgård.

Spørgsmålet er, om ikke den teknologiske udvikling er så galopperende, at forskerne uanset tidsbegrænsede ansættelser og mistillid fra politikerne under alle omstændigheder helst vil bruge tiden på at dyrke det internationale forskermiljø.

»Det er klart, at der under alle omstændigheder er nogle hovedtendenser i hele forsknings-udviklingen, som gør, at danske forskere må have fokus på det internationale. Men rammerne, som politikerne har fastsat, er så afgjort med til at forstærke tendensen med, at forskerne vender sig mod sig selv.«

Niels Kærgård mener derfor, at politikerne bærer et stort ansvar for udviklingen. I hans idealbillede bør universiteterne sikres så store grundbevillinger, at de ikke skal frygte for deres økonomi, hvis deres forskere kommer med kontroversielle udtalelser. Desuden så han gerne, at politikerne opfordrede forskerne til at deltage i samfundsdebatten.

»Jeg tror, det ville være godt, hvis politikerne roste de forskere, der skriver kronikker og blander sig. Ikke fordi de nødvendigvis er enige med dem, men fordi de bidrager til et mere solidt helhedsbillede,« siger Niels Kærgård.