Frivillighed har sin pris

Af | @MichaelBraemer

Det vil være stærkt problematisk, hvis politikerne bygger fremtidens socialpolitik på frivilligt socialt arbejde, siger sociologen Anders la Cour. Han mener, det er på høje tid, at Forbundet af Offentligt Ansatte er kommet på banen med kritik af den voksende tendens til at inddrage frivillige i det offentlige omsorgsarbejde.

Politikerne hylder og støtter det frivillige sociale arbejde som aldrig før. Frivillige organisationer er kommet fast på Finansloven, alle kommuner formulerer frivillighedspolitikker, og der afsættes ekstraordinære midler til uddannelse af frivillige og til udvikling af det frivillige sociale arbejde.

Men de frivillige organisationer skal passe på, for anerkendelsen har sin pris. Politikerne yder ikke bare støtte uden at forlange noget til gengæld. De vil have sikkerhed for, hvad de får for pengene. Og så er de frivillige pludselig underlagt krav og forpligtelser, som ligger det frivillige arbejde fjernt.

Advarslen kommer fra sociologen Anders la Cour, der i tre år har beskæftiget sig med samarbejdet mellem Københavns Kommunes hjemmehjælp og de frivillige besøgstjenester i henholdsvis Ældre Sagen, Dansk Røde Kors og De Samvirkende Menighedsplejer.

På baggrund af sine erfaringer har han skrevet ph.d.-afhandlingen »Frivillighedens pris«, som kaster et kritisk lys over forsøget på at tøjle det frivillige arbejde og få det til at spille sammen med det offentlige system.

»Jeg kan godt se, at der for frivillige er noget dragende i at blive inviteret inden for i magtens rum. Man kommer med til bords og er med til at formulere frivillighedspolitikker i kommunerne.

Det er også charmerende at blive sat op på en piedestal og blive fremhævet for lige det, man selv synes, man er god til. Og så giver det jo udviklingsmuligheder at komme på Finansloven.

Men de frivillige organisationer skal være opmærksomme på, at der følger forpligtelser med. Det offentlige har nemlig en stærk interesse i at dokumentere kvalitet, og i den sammenhæng skal de frivillige passe på ikke at være dem, der gør nedskæringer mulige,« siger Anders la Cour.

Eksemplarisk arbejde

Når Anders la Cour har valgt at belyse besøgstjenesters rolle i det sociale arbejde, er det, fordi dette arbejde i Socialministeriets betænkninger er blevet fremhævet som et eksemplarisk eksempel på, at de frivillige kan noget, som det offentlige ikke kan: Yde social omsorg bygget på solidaritet, gensidighed og respekt.

Betænkningen »Frivilligt socialt arbejde i fremtidens velfærdssamfund fra 1997« betragter Anders la Cour som en milepæl i de politiske bestræbelser på at få frivillige til at overtage flere af de offentlige omsorgsopgaver. Et ambitiøst værk på op mod 700 sider, der blandt andet prøver at trække grænserne mellem offentlige og frivillige opgaver i omsorgsarbejdet.

»Men mine erfaringer siger mig, at det er umuligt at trække grænser, når man har med frivillige at gøre. Frivillighed har sin helt egen logik. Den er autonom og udspringer af situationen. Ikke to besøgsforhold er ens, for ud over et socialt engagement og ønske om at gøre noget for andre, dukker de frivillige op med hver deres personlighed og baggrund. Hos brugerne er der tilsvarende vidt forskellige forventninger og ønsker om hjælp. Man kan ikke bruge offentlig, bureaukratisk logik til på forhånd at beslutte, hvad der skal komme ud af sådant et forhold,« siger Anders la Cour.

citationstegnDen eneste måde, man kan begrænse de frivilliges arbejde på, er ved at løse sine opgaver tilfredsstillende. For kommer der en besøgsven ud til en bruger, der i fire timer har siddet i sit eget tis, så skifter man altså bleen. Mellem venner gælder der jo ingen regler.

Indholdet af det frivillige arbejde er noget, der bestemmes mellem brugeren og den frivillige, og derfor har han meget lille tiltro til resultaterne af de partnerskabsaftaler, der er på vej om fordelingen af opgaver på det sociale område mellem frivillige og det offentlige.

»Den eneste måde, man kan begrænse de frivilliges arbejde på, er ved at løse sine opgaver tilfredsstillende. For kommer der en besøgsven ud til en bruger, der i fire timer har siddet i sit eget tis, så skifter man altså bleen. Mellem venner gælder der jo ingen regler,« påpeger han.

Lang historie

Frivilligt socialt arbejde har en lang historie i Danmark, men først i de senere årtier har arbejdet været genstand for det offentliges interesse. I 60’erne og 70’erne blev det betragtet som et levn fra det gamle borgerlige samfund, og man havde en forventning om, at den moderne velfærdsstat ville gøre det frivillige arbejde overflødigt.

Men dels forsvandt danskernes lyst til at udføre frivilligt arbejde aldrig, dels opstod der en politisk erkendelse af, at der var grænser for, hvilke opgaver velfærdsstaten kunne løfte. Derfor opstod der i 80’erne en politisk interesse for mulighederne i de frivillige organisationers arbejde. Det var under en borgerlig regering, men tankerne blev videreudviklet af den socialdemokratisk ledede regering i 90’erne.

Da §115 i Lov om social service i 1997 blev vedtaget og forpligtede kommunerne til at yde økonomisk støtte til og indgå i et formelt samarbejde med de lokale, frivillige organisationer, var planerne om at inddrage de frivillige i velfærdspolitikken modnede.

Anders la Cour mener, at det er her, udviklingen bliver betænkelig:

»Ingen kan vist have noget imod frivilligt, socialt arbejde, men det er betænkeligt, at man tænker den ind i en centralt planlagt velfærdspolitik. Især når det sker samtidig med kraftige stramninger i tildelingen af hjemmehjælp. I 2001 blev der afholdt nogle ældrehøringer, hvor især hjemmehjælpen var udsat for kraftig kritik. Det havde været rart, hvis nogle frivillige organisationer havde stået frem og sagt, at de blev presset ud i velfærdsopgaver, de ikke var klædt på til at klare,« siger han.

Social skævhed

Når Anders la Cour anser det for en fejlagtig strategi, hvis politikerne baserer deres omsorgspolitik på frivillighed, er det imidlertid også, fordi de frivilliges ressourcer så langtfra står mål med efterspørgslen på omsorg. På landsplan er der knap 200.000 hjemmehjælpsmodtagere, men kun knap 20.000 besøgsvenner. Manglen på ressourcer resulterer i en social skævhed, viste hans undersøgelse af forholdene i København. Hvor 9,2 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i Københavns indre by havde en besøgsven, gjaldt det kun 2,2 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i Københavns socialt belastede Nordvest-kvarter.

En besøgsleder fra en af de frivillige organisationer satte sig for at rette op på skævheden, men måtte skyndsomst trække sig tilbage fra Nordvest, da han nærmest blev løbet over ende af en interesse, som organisationen slet ikke kunne imødekomme.

»Der er også mange ældre, der er så dårlige, bitre, plaget af sortsyn og måske et blandingsmisbrug, at de frivillige organisationer slet ikke vil sende frivillige ud til dem. Men det er måske disse ældre, der har allerstørste behov for hjælp,« påpeger Anders la Cour.

De mange penge, som nu tilflyder de frivillige organisationer, udmøntes i massevis af kurser og uddannelsestilbud til frivillige. Anders la Cour frygter, at det vil tiltrække unge alene på grund af de gratis kurser i eksempelvis samtaleteknik, konflikthåndtering og førstehjælp:

»På den måde kan man få frivillige, der er fremmede over for, hvad frivilligt socialt arbejde handler om, nemlig nærvær og dét at sætte sig selv på spil. Man bliver altså ikke frivillig, bare fordi man ikke får penge for det. Så er man bare ulønnet hjemmehjælper. Desværre tror jeg også, det er dét, politikerne er interesserede i – et korps af semiprofessionelle, som man kan styre på uddannelse og kvalificering.«

Frivilligheden vil bestå

De professionelle ledelser i de frivillige organisationer chokerede Anders la Cour ved at bruge samme bureaukratiske sprog og begreber som dem, de samarbejder med: Kontrakt, uddannelse, selvevaluering og så videre. Han håber imidlertid, at de vil vågne op og finde ud af, at de har distanceret sig for meget fra deres udgangspunkt. At de vil indse, at man ikke kan overtage en offentlig, bureaukratisk logik og sætte rammer for frivillige.

»Sådan tror jeg også, at det vil gå. De frivillige, jeg har oplevet, er ikke sådan at koste rundt med. De er præget af autonomi og mangel på respekt for autoriteter. De reagerer instinktivt mod kontrol og styring. Underlægges de for stram styring af deres organisationer, tror jeg bare, de vil poppe op i andre organisationer. Frivilligheden vil bestå,« mener han.

Værre vil det i givet fald være for den offentlige sektor, som underlægges stramninger i blind tiltro til, at skolede, frivillige organisationer i stadig højere grad vil tage sig af omsorgsarbejde.

citationstegnMan bliver altså ikke frivillig, bare fordi man ikke får penge for det. Så er man bare ulønnet hjemmehjælper. Desværre tror jeg også, det er dét, politikerne er interesserede i – et korps af semiprofessionelle, som man kan styre på uddannelse og kvalificering.

»Her er jeg glad for, at Forbundet af Offentligt Ansatte nu er gået på banen med kritik af udviklingen. Det var på høje tid, at forbundet vågnede op. Jeg har tidligere hørt det sige, at det godt vil samarbejde med frivillige, bare dets medlemmer ikke skal tage ansvar for frivilliges arbejde. Men det er svært at se, at andre end repræsentanter for det offentlige kan påtage sig et ansvar, hvis sådan ét skal placeres,« siger han.

Anders la Cour mener, at forbundet skal stå fast på et krav om, at omsorg er så vigtig en del af velfærdssamfundets ydelser, at det ikke kan overlades til frivillige.

»Og så er det jo helt urimeligt, at alt menneskeligt indhold defineres ud af medlemmernes arbejde. De reduceres jo til robotter, der vasker gulv i 15 minutter, klipper tånegle i 3, siger farvel og går ud af døren,« siger han.