Frit valg på aktierouletten

Det sidste ord I dag lægger folkepensionen en bund for alle. Den er suppleret med ATP, og langt de fleste på arbejdsmarkedet har også overenskomstbaserede ordninger, der skaber tryghed. At dømme efter den offentlige debat har stærke kræfter været villige til at sætte dette over styr. Men for hvad?

De seneste 14 dage har tydeligt afsløret, at der tilsyneladende ikke er grænser for, hvor langt slagnummeret »frit valg« kan rulles ud. En ulykkeligt stillet portør, der har fået reduceret sin pension, fordi alt for mange af hans kolleger er blevet nedslidt eller invalideret, en smart forsikringsdirektør med tvivlsom markedsføring og et par unge ordførere – så kører frit-valgs-melodien.

Netop nu, hvor vi kan se, hvor »godt« det går de mange tusinde danskere, der har placeret deres sparepenge i bankernes IT-investeringsforeninger – ja, netop nu skal vi have ophævet de indgåede aftaler om at bidrage til fælles investering i arbejdsmarkedspension, som jo er blevet til for at sikre den enkelte større sikkerhed og tryghed i alderdommen.

Nu er debatten heldigvis modereret. Venstres ordfører har – helt af egen drift – fortalt, at det ikke var så slemt ment, man ønsker kun at kigge på ATP og tilhørende ordninger. Godt for det. Man var ved at sætte en af Schlüter-regeringens største landvindinger over styr. Det lykkedes faktisk den daværende regering at opnå en historisk aftale med arbejdsgivere og lønmodtagere om konkurrenceevne og pensionsopbygning, som afgørende har bidraget til genopretning af dansk økonomi og til sikring af en langt bedre alderdom for hele arbejdsmarkedet.

Vi har i dag et pensionssystem, hvor folkepensionen lægger en bund for alle. Den er suppleret med ATP, og der er for langt de fleste på arbejdsmarkedet nu opbygget overenskomstbaserede ordninger, der både skaber tryghed ved invaliditet eller dødsfald og sikrer mange en meget pæn pension. Hertil kommer, at disse ordninger afgørende vil aflaste de offentlige kasser de kommende år.

At dømme efter den offentlige debat var stærke kræfter villige til at sætte dette over styr. For hvad? Pensionsordninger som den, medarbejderne i ENRON havde, eller private opsparingsordninger som den såkaldte tidspension, som et af de store danske selskaber i øjeblikket markedsfører?

Hvem tænkte i kampens hede på, at man i England efter et tilsvarende eksperiment nu kæmper med retssager i milliardklassen fra alle dem, der har tabt på en sådan omlægning, fordi de som »dårlige liv« var tvunget til at blive tilbage i deres gamle kasse, mens alle de friske drog til forsikringsselskaberne. Hvem har tænkt på, at der måske var en grund til, at man valgte at organisere sig i selvstændige kasser, og at grunden kunne være, at de private selskaber ikke ønskede at dække brede grupper uden en nøje helbredsmæssig vurdering (læs sortering) af hver enkelt.

Den tidligere socialdemokratiske regering har aktivt bidraget til at skabe forudsætningerne for den øjeblikkelige debat. Lysten til social ingeniørvidenskab førte jo desværre til, at man misbrugte ATP-ordningen til skatteopkrævning i den såkaldte Særlige Pensionsordning. Hermed lagde man grundstenen til den ulykkelige debat, der kører nu, og som kan true et yderst velfungerende system.

Pensionskasserne har også et ansvar. Kravene til fleksibilitet i ydelser og effektivitet i forvaltningen af medlemmernes midler må nødvendigvis være meget store, når man har påtaget sig ansvaret for at forvalte midler, der tvunget afleveres af kollegerne. Der er heller ikke tvivl om, at flere Kasser ikke tidligt nok har set og imødekommet medlemmernes berettigede forventning om flere valgmuligheder, herunder også adgangen til at vælge, hvordan man vil have forvaltet sin opsparing.

Kunne vi få en debat om det?

Af Ole Krog, direktør, Danmarks Apotekerforening.