Frie radikale lægger op til store velfærdsreformer

Af

Den uvante rolle i opposition har givet de Radikale mulighed for at udvikle deres politik. Reformer af velfærdssystemet bliver en afgørende mærkesag. Stærke kræfter i baglandet ønsker, at partiet ved næste valg selv stiller med en statsministerkandidat – og ikke peger på Nyrup. Ugebrevet A4 tager pulsen på det lille midterparti.

Velfærdsreformer er flagskibet i den nye radikale profil. Efterløn og folkepension kan ikke fortsætte som nu, og boligmarkedet må liberaliseres. De radikale skal sparke gang i de bøvlede debatter, som de store partier kryber udenom.

Ønsket om en markant reformprofil kommer fra en stribe fremtrædende radikale, som Ugebrevet A4 har talt med. Stemningen i det lille midterparti er ikke groggy – som hos mange socialdemokrater og SF’ere. De radikale gik frem ved valget, står stærkt blandt de yngre og veluddannede storbyvælgere og ser mange fordele i den friere rolle væk fra magten:

»Der er ingen grund til at begræde vores nuværende situation. Vi har fået plads til at genfinde, hvad radikalismen egentlig er,« siger partiets næstformand Morten Østergaard.

»I de kommende årtier bliver der flere ældre og færre til at betale. Det er dårlig prioritering, at der udbetales folkepension til ældre, som selv har rigelige midler. Der er brug for en reform af folkepensionen, som rækker 20 år ud i fremtiden.«

Morten Østergaard vil også fjerne efterlønnen. Ældre nedslidte skal have bedre mulighed for førtidspension. Men hvis folk bare er trætte af at arbejde, må de selv betale, mener den radikale næstformand. Det nyvalgte folketingsmedlem Naser Khader er stort set enig. De kommende år vil kræve en langt skarpere prioritering af de offentlige udgifter:

»På sigt vil folkepensionen bevæge sig hen mod en forsikring. Akademikere og andre ressourcestærke må selv spare op til alderdommen, men vi må finde offentlige løsninger for de ufaglærte og folk udenfor arbejdsmarkedet. Ingen må falde igennem det sociale sikkerhedsnet,« siger Naser Khader.

Endnu mere markant er budskabet fra folketingskandidat Charlotte Fischer, der tilhører partiets liberale miljø i København. Udover folkepension og efterløn peger hun også på en liberalisering af boligmarkedet, så lejeboliger ikke er reguleret af offentlige regler og tilskud:

»Vi har brug for lidt mere liberale vinde efter ti års socialdemokratisk regering. Ejermarkedet er frit, men det er andels- og lejemarkedet ikke. Det er asocialt, at folk med gode indtægter bor i store, billige lejligheder med offentlig støtte. Støtten skal gå til mennesker med behov – ikke til bestemte boligformer,« siger Charlotte Fischer, der ved valget var tæt på en plads i Folketinget, men mistede den på grund en teknisk fejl.

Også partiets venstrefløj ser velfærdsreformer som afgørende i en ny profil. En af hovedbestyrelsens toneangivende »socialradikale« udtrykker det sådan:

»Overførselsindkomsterne må i højere grad tage udgangspunkt i virkeligheden. I dag er mange pensionister jo ikke fattige folk. Det er heller ikke realistisk, at efterlønnen kan fortsætte som hidtil. Vi skal prioritere de offentlige midler benhårdt, men holde fast på solidariteten i velfærdssamfundet,« siger Peter Hvid Jensen, der er tidligere R-næstformand og medlem af bestyrelsen i Danmarks Radio.

Mange nye medlemmer

Den radikale top deler langt hen ad vejen analysen. Markante holdninger til velfærdsreformer kan synliggøre det lille midterparti og sætte gang i debatter, som både Venstre og Socialdemokratiet viger udenom. Interne arbejdsgrupper forbereder flere reformudspil, men områder og indhold er langt fra fastlagt.

Inspirationen kommer blandt andet fra sidste års succes med udspillet til en skattereform. Udspillet betød ikke kun medieomtale og en tydeligere uafhængighed af Socialdemokratiet, men også at Jelved & Co. overhalede V og K indenom med kravet om skattelettelser.

Der er bebudet et radikalt boligudspil til efteråret, som forberedes i en af arbejdsgrupperne. Et af nøglepunkterne bliver en liberalisering af boligmarkedet, der skal gøre det mere attraktivt at bygge private lejeboliger.

Samtidig er de radikale blevet »Danmarks internationale parti.« Analyserne viser, at partiets vælgere i dag er de mest Europa-begejstrede overhovedet. Radikale EU-skeptikere er en truet dyreart, og partiet forlanger med fynd og klem et opgør med de danske EU-forbehold – jo før, jo bedre.

Yderparti på »nypolitik«

Mange radikale er optaget af den såkaldte »nye« politiske akse, der går på tværs af det klassiske skel mellem højre og venstre. Mens de radikale er i midten på den traditionelle højre-venstre-akse, ligger partiet i yderposition på »nye« emner som EU, ulandsbistand, retspolitik og frem for alt udlændingepolitik.

Det har givet solid opbakning i det såkaldte »moderne vælgersegment.« Siden valget er medlemmerne strømmet til. Mens der i november var 6000 med et R-girokort i attachemappen, er tallet nu 7500. En analyse blandt de nye medlemmer viser, at arketypen på en moderne radikal er en mand mellem 18 og 40 år, der har lang videregående uddannelse, bor i hovedstadsområdet og ofte ikke har børn. Han er især optaget af udlændingepolitik, EU og udenrigspolitik. Derimod kommer klassiske emner om økonomi og skat langt nede på listen.

De radikale har haft et kanonvalg i storbyerne. Ved valget erobrede partiet mange vælgere fra S og SF, men tabte også en del til Venstre og Konservative. Gallup-målingerne viser, at intet andet parti i så høj grad bæres af stemmer fra studerende og højere funktionærer. Derimod er der langt mellem faglærte og ufaglærte arbejdere, der sætter kryds ved liste B.

Udlændingepolitikken er vigtig for den nye profil. Partileder Marianne Jelved fastslog for nylig, at VK-regeringens stramning af reglerne om familiesammenføring skal rulles tilbage, og at det bliver et »kardinalpunkt« ved næste valg.

Den radikale top vurderer, at stramningerne vil udløse et hav af ubehagelige »sager«, og at udlændingepolitikken dermed fortsat vil være højt på dagsordenen. Her er de radikale anderledes klare i mælet end socialdemokraterne, og dét skal give stemmer blandt det betydelige mindretal af vælgerne, som er uenige i den stramme udlændingepolitik, mener partiet.

Den klare udlændingepolitik begejstrer en »storby-radikal« som næstformand Morten Østergaard:

»Den bekymrede folkestemning er i høj grad snakket frem. Det er rigtigt, at der er sociale problemer med dele af de etniske mindretal. Men problemerne er netop sociale og skal ikke gøres etniske. Vi skal ikke løbe efter folkestemningen,« siger Morten Østergaard.

Men den kompromisløse linje er også omdiskuteret på de indre linjer. En af de stærkeste kritikere er Naser Khader, der ikke kun er den første MF’er med indvandrerbaggrund, men også topscorer ved valget til den radikale hovedbestyrelse:

»Mange af de ressourcestærke studerende har en helt urealistisk holdning til udlændingepolitikken. Problemerne er jo ikke opfundet af medierne, men findes i virkeligheden,« siger Naser Khader.

Hovedbestyrelsesmedlem Peter Hvid Jensen ser udlændingedebatten som eksempel på, at »forbindelsen mellem den politiske elite og befolkningen er smuldret.« Partierne har langt færre medlemmer end tidligere, og det stiller nye krav til politikerne om at være ydmyge og lytte i debatter med vælgerne – blandt andet om udlændingepolitikken:

»Vi har i høj grad taget udgangspunkt i menneskerettighederne og de internationale konventioner og dermed undladt debatten om, hvor mange vi kan integrere. Dermed er vi kommet på kant med det store flertal, der er bekymrede, men ikke har ekstreme holdninger. Vi må erkende, at valget på dette område har udløst en mere realistisk debat,« siger Peter Hvid Jensen.

Hverken Fogh eller Nyrup

Det første halve år med Anders Fogh Rasmussen har været en uvant fornemmelse for det lille midterparti, der gennem årtier var tungen på vægtskålen i Folketinget. VK-regeringen har indgået samtlige større aftaler med Dansk Folkeparti.

Det vurderes, at de radikale fremover kommer med i lidt mere – uddannelse, arbejdsmarked, sundhed og skat kan være forligsstof. Regeringen har godt nok ikke flertal med de radikale og Kristelig Folkeparti, men radikal støtte kan være med til at presse socialdemokraterne. Skuffelsen over Anders Fogh Rasmussen er imidlertid stor, især blandt de liberale radikale der havde sat næsen op efter noget mere:

»Ideologisk burde det være muligt at gennemføre reformer af boligområdet og velfærdssystemet sammen med de borgerlige. Men det bliver næppe på kort sigt. Regeringen virker helt låst fast,« siger Charlotte Fischer.

På den anden side er der ikke den store tiltro til Socialdemokratiets reformvilje, før en yngre og mere forandringsparat generation kommer til. Derfor mener mange radikale, at partiet selv skal stille med en statsministerkandidat ved næste valg.

»Jeg kan ikke se charmen ved fire år mere med Nyrup, men vil heller ikke holde den nuværende regering ved fadet. Lige nu er det bedste bud, at vi selv går efter posten,« siger næstformand Morten Østergaard.

Her er den 59-årige Peter Hvid Jensen mere skeptisk. Han minder om den uheldige valgkamp i 1988, hvor de radikale selv stillede med en statsminister under sloganet »forår og Niels Helveg«.

»Der er meget kort til vittighederne i dén situation. For mig er Socialdemokratiet vores naturlige samarbejdspartner, og mulighederne i et samarbejde er ikke udtømte,« siger Peter Hvid Jensen.

En anden varm kartoffel er, hvem der skal lede partiet ved næste valg. Til forskel fra Socialdemokratiet og SF har de radikale en synlig »kronprinsesse« i Margrete Vestager. Men Marianne Jelved gjorde det godt i valgkampen, sikrede fremgang og beskrives som en stærk og vital leder i opposition.

Derfor forventer mange, at Jelved tager en valgkamp mere – måske ligefrem som statsministerkandidat. Nogle vil give Margrete Vestager mere tid og erfaring, før hun tager over. Andre håber ligefrem, at tiden vil bane vej for en anden leder, når Marianne Jelved til sin tid giver håndtasken videre.