Fri os for offerrollen, feminister

Af

Ligestillingsdebatten domineres af elitekvinder, der med krav om positiv særbehandling stempler ordet »spasser« i panden på alle kvinder, mener forfatteren til en ny debatbog om ligestilling.

INTERVIEW Kvinden i stolen over for mig – journalist Leny Malacinski – ser ikke spor undertrykt ud. Hun er ellers lige udkommet med bogen ’Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’. Jeg var derfor forberedt på at have lidt ondt af hende – og af mig selv og alle andre kvinder. Men i løbet af interviewet må jeg gradvist løsne mit (selv)medlidende drag om munden. Kvinden erklærer, at hun ikke føler sig spor undertrykt – og hendes bog går skarpt i rette med feminister, der gør kvinder til ofre:

»Danske kvinder er slet ikke så undertrykte, som jeg tro-
ede. Vi er generelt herre-ligestillede. Og på vigtige områder har mænd faktisk større problemer med ligestilling end kvinder. Alligevel fremstiller feministerne kvinder som nogen, det er så synd for, at de skal hjælpes med love og kvoter.«

Bogen er Leny Malacinskis første, og ideen udsprang af en undren over den kvindeundertrykkelse, som danske feminister taler om. Især fandt hun det sært, at feministerne går ind for kvindekvoter – når kvindekampen ellers startede på et krav om at holde op med at vurdere kvinder på deres køn. Undertrykkelsen kunne hun ikke genkende fra sit eget liv. Og så alligevel …

Som journalist på den nu lukkede Nyhedsavisen fik hun mindre i løn end sine mandlige kolleger og satte sig for at finde ud af hvorfor. Det er netop indledningen på debatbogen, der er bygget op som en præsentation af – og personlig og humoristisk refleksion over – fakta om ligestilling og centrale emner i ligestillingsdebatten. Baseret på omfattende research – både herhjemme, i Sverige og i Norge – og interviews med en lang række aktører i debatten.

Lige løn for lige arbejde

Arbejdet med bogen har givet Leny Malacinski en del ahaoplevelser. Hun opdagede blandt andet, at piger styrer vildt i uddannelsessystemet, mens mange drenge er ved at falde helt ud af det. At kvindekvoter og økonomisk belønning for at ansætte kvindelige forskere kan indebære, at bedre kvalificerede mænd vrages eller fyres. Den største ahaoplevelse fik hun ved at konsultere en ligelønsforsker, der kunne fortælle, at der i praksis er lige løn for lige arbejde i Danmark. Kvinder som gruppe får stadig generelt mindre i løn end mænd – men ikke fordi de er kvinder.

»Jeg er totalt optimistisk på ligestillingens vegne. Det er befriende med minimal research at erfare, at kvinder på mange stræk behandles hverken værre eller bedre end mænd.«

Mellem to sug på den femte Blå Kings i rap forklarer Leny Malacinski, at hun skyndte sig at ringe til Landsorganisationen i Danmark (LO) og fortælle om sin opdagelse af, at kvinder og mænd får lige løn for lige arbejde. For det måtte da være den bedst bevarede hemmelighed om ligestilling. I LO var det dog ingen hemmelighed. En ligestillingskonsulent oplyste, at LO ikke har haft sager om lige løn for lige arbejde de seneste tre-fire år.

På dette og mange andre stræk viste det sig, at ligestillingen har det mindre skidt, end Leny Malacinski havde fået indtryk af fra den offentlige debat. I bogen dokumenterer hun flere eksempler på, at kvindelige kønsforskere og politikere fortier kendsgerninger for at tegne et langt mere dystert billede af kvinders ligestilling, end der er faktuelt belæg for.

Hun betegner ligestillingsdebatten som ensidig og elitær:

»Debatten i medierne domineres af højtuddannede elitekvinder, der tilsyneladende anser andre kvinder for at være en lille smule hjerneskadede. Feministernes logik er, at kvinder ikke selv kan finde ud af at skabe ligestilling, derfor skal de hjælpes. Det giver mig og andre kvinder et stort ’spasser’-stempel lige midt i panden.«


’Pletfjerner-feminisme’

Mange fremtrædende feminister er fortalere for at presse ligestilling igennem via lovgivning. Ved eksempelvis at tvinge familierne til at dele barsel og at lave kvoter for at få flere kvinder ind i lederjob og bestyrelser. Leny Malacinski kalder det ’pletfjerner-feminisme’. Den ser pæn ud på overfladen men afspejler ikke virkeligheden.

»Feministerne tilhører typisk selv den højtuddannede elite og antager derfor fejlagtigt, at alle drømmer om at blive topchefer – bortset måske fra kloakarbejderen, hvis ligestilling de ikke er så optaget af. Men der er masser af kvinder, som finder det helt vildt fedt, hvis manden hiver pengene hjem. Og feministerne glemmer, at mange kvinder slet ikke vil afgive barsel til deres mænd.«

Det må være op til mand og kone at fordele barsel – uanset om de deler lige eller giver den ene part det hele, mener Leny Malacinski. Det er også ved et familieråd omkring spisebordet derhjemme, at manden må slå i bordet og insistere på tid hjemme med sine unger. Masser af mænd slår ikke i bordet. Men det er ikke et argument for at lade politikere diktere ligestilling, mener hun.

»I min egen ’kreative klasse virkelighed’ mærker jeg ikke noget behov indefra for at lade feministerne presse ligestillingsløsninger igennem med tvang. Vi kan altså godt selv. At eliten forsvarer de svage kvinder er naturligt. Men jeg tror, den feministiske elites krav om at tvinge lighed igennem er uden opbakning hos mange af de kvinder, som den hævder at forsvare,« siger hun.

Kvindekvoter finder hun hykleriske, og hun ser ingen grund til at lære unge kvinder, at de kun får en bestyrelsespost, hvis de får positiv særbehandling. Som led i researchen til bogen drog Leny Malacinski til Norge, hvor regeringen har vedtaget, at 40 procent af alle bestyrelsesposter i børsnoterede selskaber skal gives til kvinder. Ellers kendes bestyrelsen ulovlig. De norske erfaringer gjorde hende beskæmmet.

»Jeg stødte hurtigt på et eksempel, hvor en mere kompetent mand røg ud for at skabe plads til en kvinde. Og det duer jo ikke. Man skal kun have en stilling, fordi man er god. Ikke fordi man har bryster og kvindeligt reproduktionsorgan.«

Tonen i ligestillingsdebatten finder hun skinger. Hvis man er uenig med feministerne, bliver man skudt i skoene, at man er imod ligestilling. Det sker blandt andet i debatten om sexkøb. Modstandere af forbud mod sexkøb bliver af mange feminister udråbt som tilhængere af menneskehandel, oplever hun. Selv om ingen ved deres fulde fem går ind for menneskehandel.

Også i debatten om sexkøb taler feministerne hen over hovedet på de berørte kvinder – her de prostituerede.

»Tilhængerne af forbud mod sexkøb vil gerne hjælpe disse kvinder, men de overser, at der oftest er tale om selvstændige kvinder, der prostituerer sig af egen fri vilje. Ikke nødvendigvis fordi de kan lide, hvad de gør. Og der sker forfærdelige overgreb, som skal forebygges. Men menneske
handel er resultat af et globalt fattigdomsproblem – ikke >
et ligestillingsproblem. Og vi ved end ikke, om et forbud mod sexkøb risikerer at gøre livet hårdere for disse kvinder i stedet for at hjælpe dem.«


Drop offer-dyrkelsen

Leny Malacinski opfordrer feministerne – også i toppen af fagbevægelsen – til at droppe offer-dyrkelsen af kvinderne og i stedet gå i dialog med dem.

»Det bedste, man kan gøre for danske kvinder, er at lade være med at tale så meget om dem. Begynd at tale med dem i stedet. Bevidstgør dem om deres valg. Få dem til at tænke over, hvad der sker med deres pensionsopsparing og karrieremuligheder, hvis de for eksempel tager lang barsel. Så kvinder træffer personlige valg på et oplyst grundlag,« siger hun og opfordrer kvinderne til også at tale med deres chefer. Stille høje lønkrav og reagere, hvis de føler sig forskelsbehandlet.

»Arbejdsgiveren er ikke noget monster. Det, som ligner forskelsbehandling, behøver ikke være udslag af mandschauvinisme. Så spørg og sig din mening til din chef.«

Og så skal ligestillingsdebatten generelt baseres mere på fakta og udvides til også at handle om mænd, anbefaler Leny Malacinski. Hun ser et stort ligestillingsproblem under opsejling i takt med, at mange drenge falder ud af uddannelsessystemet. Hun har derfor skrevet til ligestillingsministeren og spurgt, hvorfor det problem ikke er med på listen over de 15 største ligestillingsproblemer. Ministeren undlod at svare, men Leny Malacinski har selv et svar: ligestillingsdebatten har kun fokus på ligestilling for kvinder.

Under sin research opdagede forfatteren, at mange kønsforskere er kvinder. Mænd er totalt fraværende i debatten. Og hun forstår godt, hvorfor mændene tier:

»Feministerne og de professionelle ligestillingsdebattører siger godt nok, at de enormt gerne vil have mænd med i debatten – men jeg forstår godt, at mændene ikke gider, når debatten handler om at gribe ind i deres privatliv og diskriminere dem for at få kvinder på banen. Og ved at udnævne alle kvinder til ofre, bliver alle mænd automatisk undertrykkere.«

Selv kender hun ikke nogen mandschauvinister. End ikke hendes tidligere chef på Nyhedsavisen vil hun betegne som mandschauvinist, selv om han gav hende lavere løn end hendes mandlige kolleger.

»Min temperaturmåling på ligestillingen har vist mig, at jeg næppe fik lavere løn, fordi jeg var kvinde. Det skyldtes en masse andre grunde. Blandt andet at jeg var dårlig til at forhandle løn.«