Fremtidens sundhedsydelser kan undergrave velfærdsstaten

Af Stephan Wedel Alsman

De danske sundhedsudgifter kender kun en vej: op. Og et besøg på verdens førende kræftcenter er nedslående nyt for det danske sundhedssystem: Den nyeste og bedste behandling er så dyr, at den danske model ikke kan holde til udgifterne. Eksperter opfordrer politikerne til at prioritere, mens tid er.

HIMMELFLUGT Sloan-Kettering hospitalet i New York er USA’s førende behandlingscenter for kræftsygdomme. En rundtur på centret løfter ikke bare sløret for, hvordan fremtidens kræftbehandling vil foregå. Den afslører også, hvilke ekstreme økonomiske udfordringer det danske sundhedsvæsen har i vente. Morgendagens behandling er nemlig uhyre kostbar.

New York-hospitalet tilbyder patienterne en individuelt tilpasset behandling og medicinering. Lægerne har alle deres eget laboratorium, hvor der foretages en genetisk kortlægning – en såkaldt geotype – af hver enkelt patient. Geotypen sendes til forskningsafdelingen, der forsker i den optimale behandling, før resultatet sendes tilbage til lægen, så patienten kan tage den nye medicinske behandling i brug.

Den form for behandling, hvor selv specifikke typer af kræft behandles individuelt og skræddersyet den enkelte patient, fører ikke bare til gode resultater. Den kræver også både tid og ikke mindst mange ressourcer.

Og problemet står efter Ugebrevet A4’s rundtur på hospitalet klart: Behandlingen er så splintrende dyr, at det blot et par år nede af vejen giver enorme økonomiske udfordringer, hvis den form for behandling skal overføres til danske hospitaler.

»Man kan sige, at der er en del uafklarede, økonomiske udfordringer ved den her form for behandling,« siger Martin Miller, humanbiolog og forsker i kombinationer af medicin til kræftpatienter ved Sloan-Kettering.

Sloan-Kettering er måske nok nogle år forud for, hvad man kan forvente på de fleste hospitaler. Men elite-institutionen giver alligevel et godt bud på, hvad der venter de danske sundhedsbudgetter i årene fremover. For al erfaring siger, at teknologiske fremskridt fører til øgede krav om individualiseret behandling.

En bombe under velfærden

For iagttagere er der ingen tvivl om, at udviklingen i sundhedsudgifterne vil være så eksplosiv, at det har potentiale til at blive en bombe under den danske velfærdsmodel.

»Det venter en akut og hidsig prioriteringsdiskussion i Danmark,« siger Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom fra Syddansk Universitet.

Han er en af dem, der meget aktivt har talt for, at politikerne bliver nødt til at tage situationen alvorligt.

»På særlig dansk facon kommer det krybende, før man tager sig af det,« lyder det fra sundhedsøkonomen.

Ifølge blandt andre Kjeld Møller Pedersen er der simpelthen ikke penge til at tilbyde alle patienter i Danmark den nye form for behandling. Han har derfor deltaget i et analysearbejde i forskningscentret Copenhagen Consensus Center, hvor man forsøgte at komme med anbefalinger til mulige løsninger i en dansk sammenhæng. Og her efterlyste deltagerne blandt andet, at politikerne allerede nu træffer nogle klare politiske valg og melder ud, hvilke prioriteringer man ønsker i Danmark.

»Udgifterne til særligt den nye sygehusmedicin er eksploderet, og det stiller spørgsmålet, hvor meget vil vi egentlig betale for to måneders ekstra liv,« lyder det fra Kjeld Møller Pedersen.

Tallene taler et tydeligt sprog om kommende udfordringer. Selv om man ikke kan overføre sundhedsudgifter fra USA direkte til en dansk virkelighed, så er misforholdet mellem omkostningerne på Sloan-Kettering og eksempelvis danske Rigshospitalet slående: Sloan-Kettering er 11 gange større end Rigshospitalet. Men budgettet er 40 gange større end Rigshospitalets.

Pest eller kolera

For tilhængere af en solidarisk velfærdsstat er der ikke mange spiselige valgmuligheder. Valget står nemlig mellem at bryde med princippet om lige adgang til behandling i den danske velfærdsstat, slet ikke at tilbyde den mest nutidige behandling eller at lade skatterne stige voldsomt.

Jes Søgaard er direktør for Dansk Sundhedsinstitut, et analysehus for sundheds-industrien, og han mener, individualiseret behandling er så dyr, at den i praksis er udelukket for de fleste velfærdssamfund af skandinavisk tilsnit.

»I USA har man en kultur, hvor man kan acceptere, at noget teknologi kun er tilgængeligt for dele af samfundet. I Danmark har vi anden kultur og værdier, hvor alle skal have lige adgang til behandling. Det er uklart, hvordan vi kan løse det fremover,« lyder det fra Jes Søgaard.

Danmark har ellers i mange år været et foregangsland, når det kommer til sundhedsudgifter. For kun 10 år siden udgjorde sundhedsudgifterne en stabil andel af økonomien, målt som en procentdel af bruttonationalproduktet (BNP). Men nye behandlingsformer er allerede begyndt at gøre sig gældende. Årligt stiger sundhedsudgifterne nu knap en halv procent i forhold til BNP.

Kæmpe hul i statskassen

Vismændene har tidligere gjort opmærksom på, at udviklingen er uholdbar. Både sammensætningen af befolkningen med flere ældre og færre unge og generelt stigende efterspørgsel på sundhedsydelser får sundhedsudgifterne til at vokse.

De økonomiske vismænd har foretaget en fremskrivning, hvor sundhedsudgifternes andel af BNP i bedste fald vil stige til 8,5 procent – og i værste fald til knap 11 procent. Det sidste er en decideret katastrofe, der hvert år vil gnave et hul i statskassen på 54 milliarder kroner. Men det er samtidig det scenario, som vismændene selv betegner som mest realistisk.

Også embedsmandsværket er klar over problematikken. Men fordi emnet et så sprængfyldt med politisk betændte spørgsmål, sendte en 2009-rapport fra det daværende Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse problemet til hjørne. Rapporten blev iværksat for at skabe et overblik over en situation, der allerede i 2009 var eksplosiv. Medicinen på landets sygehuse steg dengang med 15 procent inden for blot et år. Resultatet var en anbefaling af, at landets sygehuse skulle ensrette udbuddet af medicin til patienterne, så der kunne opnås større mængderabatter ved medicinalselskaberne – et tankesæt, der går direkte mod den efterhånden udbredte forståelse af kræft som en sygdom, der skal behandles individuelt.   

Sygehusene har nu selv taget initiativ til at begrænse udgifterne til i hvert fald de 100 dyreste præparater. Det gør de gennem Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, også kaldet RADS. Rådet er nu i gang med at pløje sig gennem analyser af den dyreste medicin. En proces, man regner med tager tre år.

Værdikampens endestation

Frygten blandt nogle iagttagere er, at den ventende, økonomiske lussing uundgåeligt vil kaste mere brænde på et bål, som, de mener, allerede er i gang med at fortære centrale værdier i velfærdssamfundet.

»Det bliver en vanskelig værdikonflikt at håndtere i det danske samfund. For vil vi acceptere, at nogen har råd til behandling, som andre simpelthen ikke har adgang til? Vil vi acceptere, at folk i stigende grad rejser til udlandet for at få behandling,« spørger Jes Søgaard.

Ifølge ham er essensen af diskussionen, hvor vidt vi vil bevare vores offentlige system eller alternativt acceptere en mere åben tilgang med flere individuelle valgmuligheder, som det eksempelvis kendes fra USA.

Jes Søgaard peger på, at med etableringen af privathospitaler og den stadigt øgede udbredelse af private sundhedsforsikringer, så har den danske velfærdsmodel allerede taget skridt i den retning.

»Tingene er ved at vende. For 10 år siden havde vi i meget beskedent omfang private sundhedsforsikringer. Nu er de almindelige, og gradvist fører det til et brud med vores tankesæt om, at vi er solidariske i det offentlige sundhedssystem,« siger Jes Søgaard.

Han mener, det er her, man møder værdikampens endestation.

»Det er værdikampens definitive slagmark. Man siger, at man vil redde velfærdsstaten. Men man gør det ved at nedbryde basale strukturer i velfærdsstaten.«