Fremtiden er en IKEA-model

Af

Det er en god cocktail, når markedsføring og gode løn- og arbejdsforhold går hånd i hånd. Flere virksomheder bliver nødt til at følge i hælene på IKEA, hvis de i fremtiden vil kunne tiltrække sig kvalificeret arbejdskraft.

Næste gang jeg køber ind i IKEA, så vil jeg uden tvivl tænke på, hvor gode lønninger man her byder sine kasseassistenter. Måske ryger der oven i købet en ekstra lampeskærm ned i vognen i ren sympati. Og måske vil jeg endda få en venligere og mere kvalificeret betjening, fordi IKEA formår at holde på sine dygtige medarbejdere og tiltrække nye.

Både med hensyn til markedsføring og personalepleje over for de lavestlønnede var det lidt af en nyskabelse, som den store møbelkæde lancerede i sidste uge. Omkring 100 kasseassistenter får fra 1. juli en lønforhøjelse på over 25 procent. Fra en gennemsnitsløn på 14.835 kr. om måneden i 2001 ryger lønnen nu op på mellem 20.000 og 21.000 kr. En lønforhøjelse, som kan mærkes, og som IKEA ikke nøjedes med at meddele i et diskret personligt brev til den enkelte, men som man onsdag kunne læse om i store dobbeltsidede annoncer i landets dagblade. Den højere løn vil have en positiv indvirkning på kasseassistenternes humør og dermed på IKEA’s omsætning, lyder det umiddelbart logiske budskab fra virksomheden.

Når IKEA’s fremstød er nyskabende, er det, fordi det er første gang, en stor detailhandelskæde i den grad markedsfører sig på, at man tilbyder gode lønforhold for sine lavestlønnede. En strategi for markedsføringen, som skal være med til at »brande« virksomheden over for de mange kunder, og som lægger sig i forlængelse af det seneste årtis satsning på den etiske forbruger – hvad enten det gælder bæredygtighed, etnisk mangfoldighed, dyrevelfærd eller undertrykkende regimer. Der er en god reklameværdi i at behandle sine medarbejdere ordentligt – ikke mindst når det gælder de lavestlønnede. Det er en vigtig erkendelse. Gennem stribevis af markedsanalyser har IKEA lært sine kunder godt at kende, deres holdninger, vaner og indkøbsmønstre. Den store gruppe af almindelige lønmodtagere, som handler i IKEA, bryder sig ikke om stor ulighed og underbetaling. De er formentligt mere lighedsorienteret og socialt bevidste end gennemsnittet, og lønstigninger til de politisk omklamrede »kassedamer« rammer derfor målgruppen lige i hjertet. Masser af initiativer har været taget for at begunstige funktionærer og mellemledere med frynsegoder, større frihedsgrader, efteruddannelse og så videre. Det sympatiske ved IKEA’s fremstød ligger i, at turen nu er kommet til de lavestlønnede.
Dertil kommer, at møbelkæden har vist en vej, som flere formentlig bliver nødt til at følge – også selv om den administrerende direktør i arbejdsgiverorganisationen Dansk Handel og Service i en kommentar til IKEA-fremstødet slog fast, at det i hvert fald ikke får nogen afsmittende effekt på overenskomsterne, som skal fornys næste år. Lad os se, om han får ret. Om få år vil der blive mangel på arbejdskraft og kamp om de unge. En karriere ved kassen i detailhandlen står ikke nødvendigvis øverst på ønskesedlen, og hvis man i branchen vil fastholde og tiltrække medarbejdere til de stillinger, som burde være de vigtigste ambassadører over for kunderne, så må man tilbyde dem nogle bedre løn- og arbejdsvilkår. Så enkelt er det. IKEA forhøjer ikke lønnen med over 25 procent for kasseassistenternes blå øjnes skyld. Men når man indregner markedsføringseffekten og fordelen ved at komme forrest i kampen om at tiltrække fremtidens arbejdskraft, så er det med sikkerhed en god forretning for den store møbelkæde.
Måske er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser Bilka markedsføre sig som det sted, hvor forældre til småbørn kan nyde godt af de fleksible arbejdstider, eller Fona i TV-reklamer praler med sine enestående muligheder for efteruddannelse, eller BR legetøj sætter sig for at være førende med hensyn til ligestilling. IKEA-modellen er kommet for at blive.