Fransk venstrefløj uden kompas

Af Annegrethe Rasmussen, Informations korrespondent i Paris

Det franske socialistparti står midt i en overlevelseskamp efter Ségolène Royals nederlag ved præsidentvalget. Partiet betaler prisen for at være det eneste store socialdemokrati i Europa, der ikke har gennemgået en moderniseringsproces i begyndelsen af 90’erne. Kommentatorer spørger sig selv, om socialistpartiet kan reddes, eller om partisprængning og udrensninger bliver nødvendige, efter at stemningen i toppen er tæt på nedsmeltning.

PARTIKAMP Når krybben er tom, bides hestene, siger det gamle danske ordsprog, og det illustreres forbilledligt i disse uger i Frankrig. Her er venstrefløjen gerådet ud i en bitter, intern fejde om retningen og den politiske fremtid for socialistpartiet i kølvandet på to valgnederlag: Først tabte socialisternes Ségolène Royal for seks uger siden præsidentvalget til den konservative Nicolas Sarkozy. Efterfølgende fik socialisterne det dårligste resultat i 40 år ved parlamentsvalget, hvor præsidentens konservative regeringsparti UMP nu sidder med absolut flertal i Nationalforsamlingen i de næste fem år.

Efter Ségolène Royals nederlag kunne ledelsen i socialistpartiet ikke en gang enes om strategien op til parlamentsvalget. Den slagne præsidentkandidat Royal strakte hånden frem til samarbejde med centrumpolitikeren François Bayrou – der tabte første runde af præsidentvalget – kun for at se sig undsagt af sin partiformand François Hollande på national radio.

Hollande – der også er Ségolène Royals partner og far til parrets fire børn – understregede, at Royals telefonopkald til Bayrou »ikke var et, jeg ville have foretaget, men vi lever jo i et demokrati, hvor enhver kan ringe dem op, de har lyst til.«

Med sin iskolde affejning af sin partner lagde han blot den seneste alen til den i forvejen lange række af eksempler på, at toppen i socialistpartiet ikke besidder nogen sammenhængende vision eller strategi for, hvor partiet er på vej hen.

Ingen klar profil

For at føje spot til skade har hovedmodstanderen, præsident Nicolas Sarkozy inkluderet hele fire kendte socialister i sin »bredt funderede« regering. Det gælder blandt andre venstrefløjsikonet, lægen Bernard Kouchner, der ud over at være tidligere socialistisk minister og grundlægger af den humanitære organisation »Læger Uden Grænser«, også var indehaver af titlen »Frankrigs populæreste politiker«. Nu er han udenrigsminister i Sarkozys konservativt ledede regering.

Toppen i socialistpartiet havde intet andet valg end at ekskludere Bernard Kouchner.

»Men det gør næppe, at partiet står med en klarere profil i den offentlige bevidsthed. Socialistpartiet står foruroligende svagt og kan se på en præsident med en uhørt popularitet bag sig. En leder, der indtil videre i befolkningens øjne ikke har begået en eneste fejl,« siger den respekterede ekspert, professor Pascal Perrineau fra det Paris-baserede universitet Sciences Po.

Han tilføjer, at partiet ikke synes at vide, hvilken vej det skal vælge fremover, men at det er »tvunget til at reformere sig«.

Pascal Perrineau peger på meningsmålinger foretaget umiddelbart efter parlamentsvalgets første runde, der viser, at de franske vælgere har en helt klar besked til socialisterne: Hvis I vil være et troværdigt regeringsparti, må I reformere jer først.

I en undersøgelse foretaget af opinionsinstituttet CSA og offentliggjort i avisen Le Parisien i sidste uge svarer 55 procent af vælgerne, at socialistpartiet »ikke har reageret tilfredsstillende på forandringer i verden«, 58 procent finder partiets ideer »urealistiske«, og 55 procent mener, at partiet endnu ikke har erkendt årsagerne til Royals valgnederlag.

Hvor skal vi hen, du?

Men hvor skal partiet gå hen? Ikke til venstre i hvert fald – hvis man skal lægge noget i resultatet af det just overståede parlamentsvalg, hvor det yderste venstre blev næsten udslettet, og kommunisterne fik det dårligste valg i partiets historie. Partiet, der engang var landets største, mister sit statstilskud til parlamentsgruppen. Gruppen kommer langt under de 20 medlemmer, der kræves, og er på fallittens rand.

Repræsentanten for venstrefløjen i socialistpartiet, den tidligere premierminister Laurent Fabius har ikke megen støtte blandt de ledende kadrer – om end han kan pege på, at han er den eneste af de ledende socialister, der repræsenterer den store del af partiets vælgere, som er skeptisk over for den nye EU-forfatning. Så er der tidligere finansminister Dominique Strauss Kahn – populært kaldet DSK – og Ségolène Royal tilbage som bud på nye ledere.

Royal kombinerede i sin præsidentkampagne højrefløjens retorik i flere værdipolitiske spørgsmål såsom kriminalitet og skolepolitik med den traditionelle anti-markedsretorik, der står markant stærkt på den franske venstrefløj. Hun er fortsat meget populær i befolkningen. Men DSK-fløjen mener, at hun sammen med sin partifor-mand må bære ansvaret for partiets nederlag, og at tiden er kommet til det endelige opgør med den socialistiske beton, som skal føre partiet ind i familien af moderne, markedsorienterede europæiske socialdemokratier som for eksempel britiske Labour, tyske SPD eller de danske Socialdemokraterne.

Dominique Strauss Kahn selv siger som regel, at socialistpartiet har brug for sit »forsinkede Bad-Godesberg-sandhedens øjeblik« – en historisk reference til det sted, hvor tyske SPD begyndte sin vej frem mod det moderne socialdemokrati, det er i dag. Vinder Strauss Kahn magten over partiet, er der en vis chance for, at det vil dreje sig i en mere markedsorienteret retning.

Parforholdsskænderier

Partiet er dog – før det kommer til noget som helst sandhedens øjeblik – sandsynligvis nødt til at overvinde de alvorlige spændinger af både politisk og personlig karakter, som plager det lige nu. Ségolène Royal har bebudet, at hun også vil være kandidat i 2012. Dominique Strauss Kahn har kaldt hendes udmelding for »unødvendig og upassende«.

Partiformand François Hollande meddelte i sidste uge i et radiointerview, at han alligevel er klar til et år mere som leder. Det skete, efter at Royal havde bebudet, at hun var kandidat til posten.

»Hvis han var gået af, ville jeg have stillet op til posten. Men jeg tilpasser mig i en konsensusorienteret ånd. Jeg stiller op næste år,« sagde hun så også i sidste uge med et af store, tilsyneladende uberørte smil, som er hendes varemærke.

Denne farce, samt den åbne uenighed om strategien over for François Bayrous midterparti, har fået flere yngre socialistpolitikere til åbent at erklære, at de er godt og grundigt trætte af både Royal og Hollande og deres interne fejder, som har skadet partiet og nu er med til at gøre en reformproces endnu mere vanskelig. Borgmesteren i Evry, Manuel Valls, der er et af partiets unge håb, sagde til Le Monde i onsdags, at »jeg er træt af politik og især af, at mit partis indre liv synes at afhænge af uenighederne mellem et par«.

En intellektuel fallit

En anden kendt intellektuel socialist er redaktøren af Le Monde Diplomatique siden 1991, Ignacio Ramonet. Han er ætsende i sin kritik:

»Venstrefløjens seneste nederlag er først og fremmest intellektuelt. Den har ikke formået – på grund af inerti, tab af kontakt med græsrødder og inkompetence – at producere en ny politisk teori for, hvordan man konstruerer et socialt mere retfærdigt Frankrig, uanset at alle sociale strukturer var under total forandring efter kollapset af Sovjetunionen og globaliseringens fremmarch. Venstrefløjen har simpelt hen tabt idekampen. Da socialisterne var i regering, formåede de hverken at håndtere lønstagnation, fabrikslukninger, udflytninger eller privatiseringen af dele af den offentlig sektor ... Dette nederlag er altafgørende for venstrefløjen, som nu bliver nødt til at genskabe sig selv på et helt nyt grundlag. En ny socialisme for det 21. århundrede.«