Frækkerten Ny Alliance

Af

Ny Alliance har skabt ravage, men lever med en stor risiko for at blive en parentes. Et kortvarigt fænomen, der hurtigt udspiller sin rolle. Og det kan partiet takke sig selv for.

DILEMMA Hvad ville folketingsvalget være uden den nye frække dreng i klassen – Ny Alliance? Formentlig slet ikke udskrevet. Og i hvert fald kedeligere. Men heldigvis har den nye dreng væltet stole og borde og forstyrret den ro og orden, der ellers havde hersket i næsten seks år. Allerede nu har Det Radikale Venstre måttet skifte både formand og strategi som følge af Ny Alliance. Og folketingsvalget vil med stor sandsynlighed tvinge en kommende statsmini-ster ind mod midten af dansk politik. Dansk politik er i opbrud – takket være Khader & Co. Hvilken ravage! Folketingsvalget 2007 vil blive husket for én ting: Frækkerten Ny Alliance.

Men Ny Alliance lever med en stor risiko for at blive en parentes. Et kortvarigt historisk fænomen, der godt nok kan bryde blokpolitikken med Dansk Folkeparti. Men som derefter har udspillet sin rolle. Og det kan partiet langt hen ad vejen takke sig selv for.

Først og fremmest definerer Ny Alliance sig som en strategi mere end som et parti med en sammenhængende politisk idé. Som partinavnet antyder, vil partiet skabe et nyt samarbejdsmønster i dansk politik, der holder et andet parti – Dansk Folkeparti – uden for indflydelse. Men hvad gør man, når man er en strategi, som pludselig er realiseret? Eller hvis man selv er nødt til at indgå en række aftaler med Dansk Folkeparti alligevel?

Det kan i hvert fald ikke handle om at berige dansk politik med nye originale ideer og et sammenhængende politisk program, der rækker ind i fremtiden. I forhold til nytænkning er der nemlig ikke meget at komme efter hos Ny Alliance. Hvis man skal være venlig, kombinerer partiet velkendte liberalistiske, socialdemokratiske, konservative og radikale tanker om lavere skat, lidt mere grønt, en stram indvandringspolitik og en human asylpolitik på en kludetæppeagtig måde. Og skal man være uvenlig, kan man sige, at politikken stritter i alle retninger. Flimmeret er formentlig hovedårsagen til, at Ny Alliances vælgere i A4-undersøgelser viser sig at have vidt forskellige og selvmodsigende forventninger til deres parti.

Det eneste, der idépolitisk holder Ny Alliance sammen, er, at partiet på én og samme tid tilbyder »lavere skat og god samvittighed«. Det er Cepos og Dansk Røde Kors i én og samme pakke. At dette budskab opfattes som yderst bekvemt af de middelklassedanskere, der ønsker at betale så lidt som muligt til velfærdsstaten, men som samtidig gør det med god samvittighed, siger sig selv. Men det gør ikke projektet mere sammenhængende.

Det styrker heller ikke fornemmelsen af langtidsholdbarhed, at partiet består af kendisser og driftige erhvervsledere af Lars Kolind-tilsnit, der aldrig har siddet til et politisk møde, men som utålmodigt drømmer om at overføre Oticon-modellen og andre forretningsmetoder til det politiske liv.

For få år siden skrev en handelshøjskoleprofessor en kontroversiel bog om »begejstringsbølgen«, der handlede om erhvervsfantasters evne til at promovere eksperimenter, som lyder forførende ved power point-fremvisningen i direktionslokalet, men viser sig at have kort levetid, når virkeligheden melder sig.

Om Ny Alliance hører til den kategori? Det kan bestemt ikke udelukkes.