Fra skåltaler til realiteter

Af Michael Seidelin

Østeuropæerne står ikke længere med hatten i hånden og siger ja til EU for enhver pris. Især lønmodtagerne er skeptiske over for medlemskab, viser nye undersøgelser. Derfor skal EU-topmødet levere et resultat, som vælgerne i ansøgerlandene vil sige ja til.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kan fejre en stor politisk sejr, hvis han 13. december kan konkludere, at 10 ud af 12 europæiske lande, fra Estland til Cypern, er klar til medlemskab af EU, og at de to sidste er godt på vej. Det danske EU-formandskab vil have en del af æren, og Fogh kommer til at dele den med sin forgænger, Poul Nyrup Rasmussen. Det var nemlig under det danske formandskab i foråret 1993, EU lagde grunden til hele udvidelsesprocessen, som i det særlige EU-sprog derfor har fået navnet: Fra København til København.

Så mangler der bare, at EU-landenes parlamenter godkender de nye lande, og at polakker, baltere, tjekker og alle de andre begejstret siger ja til EU ved de folkeafstemninger, de skal igennem. Men så let kommer det næppe til at gå. Der er ingen større tvivl om, at parlamenterne i EU-landene siger ja, selv om adskillige meningsmålinger og undersøgelser viser, at under 40 procent af befolkningerne i store EU-lande som Frankrig, Tyskland og Storbritannien synes, at udvidelsen er en god idé.

Det er allerede problematisk og siger noget om politikernes katastrofalt manglende evne til at forklare perspektiverne og mulighederne i det europæiske samarbejde. Alligevel ender det nok med, at regeringerne i de 15 nuværende medlemslande formår at hive godkendelsen – ratifikationen – af udvidelsen igennem deres parlamenter.

Anderledes usikkert tegner udfaldet af folkeafstemningerne i flere af ansøgerlandene. På en stor konference forleden organiseret af blandt andre Dansk Industri fortalte eksperter fra Øst- og Vesteuropa om, hvorledes modstanden mod medlemskab vokser støt og roligt i ansøgerlande som Polen og Estland.

Meningsmålingerne og rapporter fra de politikere, der møder vælgerne ude i valgkredsene, på virksomheder og universiteter, er entydige. Arbejderne og de socialt dårligt stillede er negative. De har smagt liberalismens politiske vareudbud i de første år efter kommunismens fald, og de frygter, at EU blot er mere af samme slags i form af virksomhedslukninger og højere tempo for lønninger, der ikke følger med.

Kvinderne er også skeptiske. I mange central- og østeuropæiske lande styrer de fortsat økonomien på hjemmefronten, og de frygter en priseksplosion. Andre er bekymrede for jordpriserne og udsigten til flerdobling af prisen på en pakke cigaretter, som en polsk EU-forsker formulerede det på konferencen i København.

Vi er altså langt fra skåltalerne om, at det fortabte Europa nu vender tilbage efter den kolde krigs istid. Østeuropæerne vil gerne med, men ikke for enhver pris.

Der er behov for massiv kapitaloverførsel fra vest til øst, som chefforhandler ved de danske optagelsesforhandlinger, ambassadør Jens Christensen, understreger det i en ny bog om fremtidens EU »Den europæiske nødvendighed«. Der vil blive overført kapital, men vil det ske i tilstrækkeligt omfang, og kommer det fælles arbejdsmarked til at fungere tilfredsstillende? Altså uden at diskriminere lønmodtagere fra de nye lande og uden den sociale dumping, som fagbevægelsen i lande som Østrig og Tyskland kan tale med om. Og hvor stor bliver støtten til for eksempel landmændene i Polen? Det spørgsmål vedrører også de millioner af polske lønmodtagere, som lever og arbejder i de store landbrugsområder.

Hverken Polen, Estland eller andre fortjener at blive b-medlemmer af unionen, og vælgerne i disse lande vil være meget opmærksomme på, om de får samme rettigheder i EU som de nuværende medlemmer uden undtagelser eller årelange overgangsordninger. Derfor kan et dårligt forhandlingsresultat og et mudret kompromis forandre en sejr i København om et halvt år til desillusion og skuffelser, når østeuropæerne skal sige ja eller nej til det europæiske fællesskab.