Fra håndværker til kamæleon

Af Rasmus Meyer-Frederiksen

Det moderne arbejdsmarked forlanger hurtige altmuligmænd, der kan hoppe fra funktion til funktion. At lære sit håndværk i dybden er derfor ikke længere idealet, mener den amerikanske sociolog Richard Sennett, der i en ny bog kritiserer den glatte konsulent-kultur.

TENDENS Engang var idealet på arbejdsmarkedet den dygtige håndværker – ham, der havde brugt årevis på at lære sit håndværk til fingerspidserne. Men sådan er det ikke længere. For i dag hyldes den omstillingsparate medarbejder; kamæleonen, der ikke mestrer noget håndværk, men som derimod er i stand til – med et knips – at skifte fra job til job, fra projekt til projekt. Det mener den amerikanske arbejdssociolog Richard Sennett og advarer om, at den udvikling kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte lønmodtager.

»Før i tiden blev man på arbejdsmarkedet værdsat ved at udvikle sine evner, ved at mestre sit håndværk. Det bliver man ikke anerkendt for længere. For den nye økonomi hylder konsulent-typen, en renæssance »mand light«, der ved lidt om det hele.«

Som professor på både London School of Economics og New York University er Richard Sennett i dag en af de mest internationalt anerkendte sociologer, og han var blandt de første, der satte spot på, hvordan det moderne arbejdsmarkeds forhippede forhold til fleksibilitet forplanter sig til usikkerhed og angst hos lønmodtageren på gulvet. I sin nyeste bog, »The Craftman« (Håndværkeren), som netop er udkommet i USA, kritiserer han også det moderne arbejdsmarked for at avle ængstelse. I bogen beskriver han håndværkerens status i det moderne samfund – og hvordan evnen til at mestre en teknik ikke længere bliver værdsat, uanset om det gælder snedkeren i sit værksted eller teknikeren på Microsoft.

»For at udvikle et håndværk skal man have tid – lang tid, årevis. Men det tillader den nye økonomi ganske enkelt ikke. Der er ikke tid nok.«

Richard Sennett peger på, at engang – i indu­strisamfundet – var man ansat i samme job lange perioder af gangen; nogle var sågar ansat på samme virksomhed hele deres arbejdsliv og havde år til at lære sig sit håndværk. Men den slags arbejdspladser bliver der færre og færre af i Vesteuropa og USA. I stedet er folk ansat på kontrakt og i korte perioder.

»I high tech-virksomhederne eller kreative virksomheder arbejder det store flertal som projektansatte. Hvis du eksempelvis arbejder for BBC (britisk medieinstitution, red.), er det reglen, at du arbejder på tre-måneders kontrakt. I Microsoft er teknikerne i gennemsnit tilknyttet et projekt i seks til ni måneder. Mennesker i den slags industrier har ikke mulighed for at sammenstykke en sammenhængende fortælling om deres arbejdsliv. De oplever, at netop som de føler, de mestrer deres arbejdsdisciplin, bliver de rykket til en anden funktion eller et andet projekt.«

Men hvad er ideen med at rykke medarbejdere fra projekt til projekt?

»Hos Microsoft og andre high tech-virksomheder er logikken, at man fra virksomhedens side ønsker at være fleksible og i stand til at reagere på markedets bevægelser. Det er af økonomiske grunde. Men det er også fordi, man i firmaerne er bekymrede for, at de projektansatte bliver for tæt knyttet til hinanden og for tæt knyttet til det enkelte projekt. Resultatet er, at de ansatte i disse virksomheder ikke føler, de får lov til at udvikle deres evner i dybden.«

For lidt selvstændig tænkning

Og det er ikke bare på arbejdsmarkedet, at generalisten er blevet et ideal. Ifølge Richard Sennett har uddannelsesinstitutionerne i Europa og USA også ophøjet konsulent-typen, den omstillingsparate kamæleon, til ideal. Han kritiserer test og standardisering i skolerne for at lære eleverne lidt om det hele, mens eleverne ikke lærer at tænke selvstændigt – en evne, der ifølge Sennett karakteriserer den dygtige og nysgerrige håndværker.

»Tag for eksempel multiple choice test (med flere svarmuligheder, hvoraf kun et er korrekt, red.). Her er ideen, at du skal have så mange rigtige svar som muligt. Så det værste, du kan gøre i sådan en test, er at tænke som en dygtig håndværker: At tænke »det her er et interessant problem« eller »svaret er forkert, men spørgsmålet er spændende«. I disse år uddanner vi unge mennesker til at kunne svare rigtigt på spørgsmål, men ikke til selvstændigt at kunne finde og løse problemer. Vi hiver den intellektuelle del ud af uddannelserne; det element, der handler om selvstændigt at tænke over, hvad der virker.«

Denne udvikling på uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet er ikke kun utilfredsstillende for den enkelte elev og lønmodtager. Den truer, mener Richard Sennett, også med fatale økonomiske konsekvenser for Vesteuropa og USA. For mens vi uddanner folk til at vide lidt om alting og dyrker konsulent-kulturen, er Indien, Kina og landene i Latin- og Mellemamerika begyndt at satse på uddannelse og innovation. Mange anden- og tredjeverdens lande vil ikke nøjes med at konkurrere på lønnen, de vil også konkurrere på viden, uddannelse, ideer – og gedigent håndværk. Det pres, som mange LO-­arbejdere oplever fra Østeuropa, vil derfor blive dagligdag for langt bredere lag i den vestlige og danske befolkning, mener Sennett.

»Når du har et neoliberalt arbejdsmarked, med stadig svagere fagforeninger, en voksende global arbejdsstyrke og færre job, vil det automatisk afføde større konkurrence om jobbene. Jeg kan give dig et konkret eksempel: Inden for high tech-softwarefirmaer har du ingen kollektiv organisering, du har et marked, der forlader Europa til fordel for Indien, og du har et enormt antal unge mennesker, der bliver computer-programmører. Læg de tre ting sammen, og du får en strukturel konkurrence. Usikkerheden, som mange lønmodtagere føler, er ikke noget psykologisk fænomen – det er den skinbarlige sandhed, at flere kæmper om mindre.«

Kolleger bliver konkurrenter

Og ikke nok med det. For Richard Sennett er ikke alene bekymret for globaliseringen og den pauvre indstilling til håndværket, han er også grundlæggende kritisk over for de arbejdsformer, der dominerer det moderne arbejdsliv. Særligt kritiserer han nye ledelsesstrategier, der betyder, at lønmodtagere bliver tvunget til at se hinanden som konkurrenter frem for kolleger – en strategi, der ifølge Sennett vinder større og større udbredelse.

»Flere og flere virksomheder organiserer interne markeder i firmaet ved hjælp af teamwork, hvor de enkelte team kæmper mod hinanden. Det bliver ikke kun mere og mere udbredt i high tech-virksomheder, men også på generelt på arbejdsmarkedet.«

Den måde at organisere arbejdet på forvandler ven til fjende, mener Richard Sennett. Eller sagt på en anden måde: Kammerat er blevet til konkurrent på det moderne arbejdsmarked. Og den forvandling har gjort den enkelte lønmodtager usikker på relationen til kollegerne, for når solidaritet og fællesskab erstattes af intern konkurrence blandt lønmodtagerne, resulterer det ifølge Sennett i mere stress og angst for at miste sin position eller sit job til sidemanden.

Netop angst og usikkerhed ser Richard Sennett som det moderne arbejdsmarkeds tro følgesvende: Den enkelte lønmodtager skal hele tiden være parat til at skifte arbejdsplads og jobfunktion, kolleger bliver forvandlet til konkurrenter, og dagligdagen er præget af konstante omstruktureringer og nytænkning af virksomheden. Flere danske undersøgelser viser netop, at omstruktureringer er blevet en del af dagligdagen for størsteparten af danske lønmodtagere – og den tendens er ifølge Sennett international og omsiggribende.

»Der er noget decideret tilfældigt og irrationelt over mange omstruktureringer i dag: Især børsnoterede virksomheder skal signalere omstillingsparathed og lyst til forandring. Traditionelle parametre som indtjening og profit tæller derfor ikke længere. Priserne på virksomhedernes aktier afhænger derimod af tegn på dynamik – ikke af produktionen i virksomheden.«

Aktiemarkedet giver stress

Richard Sennett ryster opgivende på hovedet og tager et eksempel fra sin egen familie for at forklare sin pointe:

»Min onkel havde et børsnoteret firma, som gjorde det godt og havde høj produktion. Men selv om firmaet producerede mere og mere, faldt aktiepriserne. Så besluttede han at omorganisere firmaet, hvilket betød, at firmaet producerede mindre profit, men aktierne gik op,« siger Richard Sennett.

Han mener, at udviklingen i høj grad skyldes, at aktier handles hurtigere i dag, end de er blevet nogensinde før. I 1965 havde amerikanske pensionsfonde i gennemsnit deres aktier i 46 måneder, hvorimod pensionsfondene i 2000 havde aktierne i 3,8 måneder, før de blev solgt videre – og den periode er sandsynligvis blevet endnu kortere i dag.

»Et sådant aktiemarked presser virksomhederne til at se godt ud i betragterens øjne,« siger han og forklarer, at de mange omstruktureringer og genopfindelser af virksomhederne resulterer i en proces, der ikke kan undgå at stresse medarbejderne. Inden de har nået at vænne sig til den seneste omstrukturering, begynder den næste:

»Det er paradokset i den irrationelle kapitalisme, vi lever i. Lønmodtagere skal forholde sig til et total irrationelt økonomisk system, så det er berettiget at blive angst og usikker. De ved simpelthen ikke, hvad de kan forvente af systemet og fremtiden.«

Men giver det fleksible arbejdsmarked ikke større frihed og flere muligheder for den enkelte lønmodtager?

»Jo, som 25-årig er det ikke noget chok, hvis din virksomhed omorganiserer eller flytter til Kina. Enten tager du med, eller også finder du et andet job. Men er du oppe i 30’erne og har børn, så har du brug for at kunne overskue fremtiden og vide, hvad du kan forvente af dit firma; du har brug for at kunne træffe strategiske valg. Kan du ikke det, stiger dit stress- og angstniveau voldsomt.«