Forsvundne danskere

Af

Jo længere tid regeringen venter med at gribe ind over for den stigende ledighed, des sværere bliver det. Ledighed har det nemlig med at skubbe mennesker helt ud af arbejdsstyrken. De forsvinder, mens alle ved, at der om få år bliver stærkt brug for dem.

Regeringen er ikke meget for at bevæge sig ned i det politisk-økonomiske maskinrum for at finindstille skruerne. Trods en stigende ledighed, lavere vækst og faldende beskæftigelse igennem mere end et år har de økonomiske ministres afvisning af, at der skulle være behov for indgreb, været næsten massiv.

I otte år – fra 1994 og frem til 2001 – gik beskæftigelsen næsten uafbrudt op og ledigheden ned. Politikerne er blevet så forvænt med en positiv udvikling på arbejdsmarkedet, at de økonomiske og politiske redskaber, som anvendes til at bekæmpe ledighed, virker som værktøj fra en svunden tid.

Men nu går det den anden vej. Og det går tilsyneladende hurtigere end ventet. Ledighedskøen voksede markant i februar i år, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Det gennemsnitlige antal ledige steg med i alt 4.900 personer i forhold til måneden før. Det svarer til en stigning i ledighedsprocenten fra 5,5 procent i januar til 5,7 procent i februar i år. I forhold til februar sidste år er ledigheden således steget med 22.000 personer. Prognoserne for den økonomiske udvikling i 2003 giver ingen lyspunkter. Først i 2004 kommer der – måske – et opsving i verdensøkonomien. Derfor må der sættes ind nu.

Læren fra perioderne med høj arbejdsløshed i 1970’erne og 80’erne er, at risikoen for, at ledige ryger helt ud af arbejdsmarkedet, stiger, jo længere tid de går ledige. Mennesker, som går arbejdsløse gennem længere tid, mister deres værdi på arbejdsmarkedet og tenderer mod at blive socialt invaliderede. Vejen tilbage til et normalt job bliver sværere måned for måned.

En række økonomer pegede i den forløbne uge på, at der ikke er brug for nogen kickstart af den danske økonomi i lighed med den, som den socialdemokratisk ledede regering foretog i 1993. Det har de sådan set ret i. Den nuværende økonomiske nedgang kommer indtil videre ikke i nærheden af situationen i begyndelsen af 90’erne. Men der er brug for, at man fastholder og stimulerer beskæftigelsen i visse erhverv og for bestemte grupper. Og der er brug for, at mennesker, som pludselig bliver ledige, let og ubesværet kan bruge »ventetiden«, indtil der forhåbentlig igen kommer kadence i hjulene, til at forbedre deres kvalifikationer.

Vi ved, at der om få år kan blive ganske alvorlig mangel på arbejdskraft, og at forsørgelsen af de voksende årgange af ældre kræver, at der i de kommende årtier bliver langt flere, der bidrager med skattebetalinger til de offentlige kasser. Derfor er det vigtigt, at man ikke blot lader stå til – i tillid til, at det økonomiske pendul nok svinger den anden vej om et halvt eller et helt eller halvandet år. Dels er det umoralsk i forhold til de mennesker, som rammes af ledighed, og dels har de ledige en tendens til at forsvinde helt ud af arbejdsstyrken, når der ikke længere er brug for dem – på efterløn, på orlov, på førtidspension eller et helt fjerde sted hen. Når der igen er hårdt brug for dem, er de væk.

For knap en måned siden udarbejdede beskæftigelsesministeren i samarbejde med Akademikernes Centralorganisation en plan, der skal afhjælpe den høje ledighed blandt akademikerne. Et godt og rigtigt initiativ. Nu er tiden kommet til de øvrige grupper på arbejdsmarkedet, der bliver ramt – og det er først og fremmest byggefagene og dele af fremstillingserhvervene. LO har i den forbindelse udarbejdet et katalog med forslag til en her-og-nu indsats. Stop for personalereduktioner i det offentlige, flere offentlige anlægsarbejder, tilskud til private boligforbedringer og en forbedret varslingspulje ved store afskedigelser er nogle af forslagene, som passende kunne danne udgangspunkt for et hurtigt indgreb.

Selv om det tilsyneladende er dem inderligt imod, så slipper de økonomiske ministre ikke for at bevæge sig ned i maskinrummet.