Forsvar for Fællesskabet!

Af Helle Thorning Schmidt

Tine Aurvig-Huggenberger, Morten Bødskov, Villy Dyhr

Den nyvalgte formand for Socialdemokratiet i København, Bo Sandberg, kritiserer i sidste nummer af A4 vores debatbog »Forsvar for Fællesskabet«. Vi er glade for den sobre tone i Bo Sandbergs indlæg. Det er vigtigt, at centrum-venstre-kræfterne kan diskutere politiske uenigheder uden at mistænkeliggøre hinanden. Men kritikken kræver et par ord med på vejen.

Bo Sandberg er især ude efter kapitlet om udlændingepolitikken. Skal nogle tusinde familiesammenføringer gøres til et alvorligt samfundsproblem, spørger han, og tager som mange andre fejl af dynamikken i udviklingen. Det er et samfundsproblem, at 80-90 procent af de unge med tyrkisk, pakistansk og anden etnisk baggrund giftes med én fra familiens gamle hjemland – ofte efter pres fra forældre og andre:

  1. De mange familiesammenføringer betyder i sig selv, at der hvert år kommer nye tusinder, der skal integreres i vores samfund. Antallet af familiesammenførte ægtefæller er lige så højt som antallet af nye flygtninge. For os er det afgørende, at der fortsat er folkelig opbakning til at hjælpe mennesker på flugt – flygtninge skal ikke presses på grund af et stort antal familiesammenføringer, som udspringer af reaktionære kulturmønstre blandt dele af indvandrerne.
  2. Det store antal familiesammenføringer betyder, at integrationen bliver »en evighedsmaskine«. Når en ung nydansker gennem børnehave og skole har lært dansk, står forældrene klar med et ægteskab med én fra den gamle landsby, som ikke taler dansk og ofte slet ikke kender det moderne samfund. Resultatet er, at også næste generation vokser op i et hjem, hvor der ikke tales dansk, og hvor far eller mor står uforstående over for kravene fra skole og kammerater.
  3. En undersøgelse fra Århus Universitet viser, at hvis en ung nydansk mand giftes med én fra forældrenes hjemland, falder chancen for at tage en erhvervsuddannelse med 30 procent – for at tage en lang videregående uddannelse med hele 63 procent. Familiesammenføringerne betyder, at brede miljøer generation efter generation fastholdes på sidelinjen af det danske samfund - med lavere uddannelse og højere arbejdsløshed.
  4. Vi har kun set toppen af isbjerget. I 1999 var der 5.689 »efterkommere fra mindre udviklede lande« i alderen 18-25 år – den alder hvor mange bliver gift. I 2010 vil tallet være vokset til 16.251 og i 2020 til 38.978. Hvis de fleste fortsat henter deres ægtefælle i det gamle hjemland, står vi over for en næsten uoverkommelig integrationsopgave.

VK-regeringens svar er en stramning af reglerne, så familiesammenføring fremover afhænger af parrets samlede »tilknytning« til Danmark. Denne stramning kan føre til etnisk forskelsbehandling. Derfor skitserer vi i »Forsvar for Fællesskabet« en alternativ model, som stopper familiesammenføring til de helt unge, forbyder fætter-kusine-ægteskaber og skærper kravet om selvforsørgelse, som blev indført under SR-regeringen.

Især en skærpet selvforsørgelse falder Bo Sandberg for brystet. Det vil ramme de lavtuddannede nydanskere, som har størst arbejdsløshed og sværest ved at forsørge en ægtefælle. Men hov Bo: Mener du virkelig, at det er en opgave for det danske sociale system at forsørge folk, der hentes hertil gennem arrangerede ægteskaber og ikke kan forsørge sig selv? Har mennesker ikke selv et ansvar, hvis de henter en ægtefælle hertil fra den anden ende af kloden?

Danmark har heldigvis ikke et stort antal »working poor«, der som i USA gør rent eller sælger burgere for en sulteløn. I stedet satser vi på opkvalificering, hvor folk lærer dansk, får den nødvendige uddannelse og dermed kvalificeres til en ordentlig løn. Men velfærdssamfundet sætter også grænser for, hvor mange vi kan integrere, uden at Danmark ændres i »amerikansk« retning – med lavere mindsteløn og dårligere sociale ydelser. I dag udgør indvandrere og flygtninge fire procent af befolkningen, men 34 procent på langvarig kontanthjælp. Hvor meget kan den sociale solidaritet holde til?