Forsvar for Fællesskabet?

Af Bo Sandberg, nyvalgt formand for Socialdemokratiet i København

En ting er den højrenationale bølge i Europa. En anden er, at de såkaldt ansvarlige borgerlige partier og også i vid udstrækning Socialdemokratiet overtager den højre-nationale virkelighedsopfattelse og dagsorden.

Midt i juni udkom debatbogen »Forsvar for Fællesskabet« skrevet af de fem fremtrædende »centrum-venstre«-personligheder, Helle Thorning Schmidt, Morten Bødskov, Tine Aurvig-Huggenberger, Lars Olsen og Villy Dyhr.

Det er velgørende, at nogle på venstrefløjen har overskud til at skrive bøger og prøve at skabe en ny idédebat i og omkring Socialdemokratiet. Hvis bogen kan bidrage til en bedre uenighedskultur i det indtil for nyligt regeringsbærende parti, har den i hvert fald ikke været forgæves.

Overordnet betragtet er »Forsvar for fællesskabet« et velment forsøg på en sammenhængende centrum-venstre analyse, hvor sammenhængskraften er omdrejningspunktet. Bogens ideer om forholdet mellem stat og individ, om en skarpere prioritering af de knappe offentlige midler og – ikke mindst – en fremtidsorienteret og socialt afbalanceret skattepolitik er tankegods, som jeg tror, Socialdemokratiet vil være godt tjent med at adoptere.

På udlændingeområdet er de fem forfatteres bud på et mere sammenhængende dansk samfund at foreslå yderligere stramninger blandt andet i familiesammenføringer. Og de familiesammenførte, der slipper igennem nåleøjet, skal derudover forsørge sig selv de første syv år i Danmark. Det er særligt de såkaldt »lavt uddannede«, som med djævlens vold og magt skal forhindres i at være sammen med deres børn i det danske velfærdsparadis. Samtidig vil man – gad vide, hvordan det skal kontrolleres?! – skride ind over for fætter/kusineægteskaber og så videre.

Samlet set et yderligere bidrag til en slags A- og B-lovgivning her i landet – og en ubehagelig drejning i retning af, at menneskerettigheder og almindelig anstændighed skal gradbøjes efter uddannelsesniveau.

Danmark er et af verdens rigeste lande. Med over fem millioner indbyggere og med verdens højeste deltagelse på arbejdsmarkedet. Samtidig dræbes der dagligt mennesker i trafikken, og de danske familier får sværere og sværere ved at få tingene til at hænge sammen, ligesom ensomheden trives. Vi har mindre tid til samvær med vores børn og gamle. At man på den baggrund – og med et centrum-venstre udgangspunkt – kan godtage en virkelighedsopfattelse, hvor 5-6.000 årlige familiesammenføringer angiveligt skulle være det største problem for det danske velfærdssamfund, virker i bedste fald dumt.

Og her har vi problemets kerne.

For én ting er, at der – særligt efter 11. september – er skyllet en højre-national bølge ind over Europa, nogle steder med helt op til 20 procent opbakning til de decideret fremmedfjendtlige partier. Det skal man være både døv og blind for ikke at kunne se (og det er i sig selv ubehageligt og tankevækkende). Men allerværst er det, når de såkaldt ansvarlige borgerlige partier og også i vid udstrækning Socialdemokratiet overtager den højre-nationale virkelighedsopfattelse og deraf følgende dagsorden. Og her skiller Danmark sig desværre fortsat ud i negativ henseende sammen med Østrig, Italien og (forhåbentlig kun forbigående) Holland oven på det skrækkelige kujondrab på Pim Fortuyn.

Venstrefløjen fik et godt valg i Københavns Kommune. Indtil andet er bevist, bilder jeg mig ind, at det skyldes, at vi i Hovedstaden insisterer på at demonstrere udsyn i stedet for snæversyn. Og fordi københavnerne – der til daglig nærmest er sovset ind i multikultur – har gode erfaringer med at lade tvivlen komme anklagede til gode og tale til det bedste i alle, frem for at appellere til det tanketomme rovdyr i os.

I den kommende tid skal vi i Socialdemokratiet tage stilling til, om vi vil være et opinionsdannende eller et opinionsfølgende parti. Jeg tror, vi gør både partiet og det danske samfund en rigtig stor tjeneste, hvis vi vælger den førstnævnte strategi.